I 2003 faldt omsætningen direkte i de 30 største børsnoterede virksomheder i Danmark. Derfor er der brug for at tage politiske initiativer for at stoppe udviklingen i arbejdsløsheden.

af Karen Sunds, økonom
I tirsdags fremlagde Fogh-regeringen sin såkaldte forårspakke, der angiveligt skal sætte skub i økonomien og beskæftigelsen. 'Den kraftigste finanspolitiske indsprøjtning siden 1994,' lyder det stolt fra finansminister Thor Pedersen.
Det er sikkert rigtigt nok, hvis vi ser på, hvor mange penge, det dræner statskassen for. Det store spørgsmål er så bare, om det vil have nogen synderlig indvirkning på arbejdsløshedstallene.
Der er ikke tvivl om, at der er brug for at tage politiske initiativer for at stoppe udviklingen i arbejdsløsheden. I 2003 faldt omsætningen direkte i de 30 største børsnoterede virksomheder i Danmark. Det viser en undersøgelse, som Børsen har foretaget for nylig.
Noget tilsvarende er ikke set i mange år, og det er udtryk for, hvor alvor den økonomiske krise er. Derfor er et politisk indgreb absolut nødvendigt.

Skattelettelser
Men hvad gør Fogh-regeringen? Den ordinerer et nyt skud af den medicin, som allerede i dag har vist, at den ikke virker: nemlig nye skattelettelser.
Hvorfor kan de nye skattelettelser ikke føre til solid vækst i beskæftigelsen?
Årsagen er simpel. Der er endnu engang tale om skattelettelser, som gives til de, der i forvejen er rigest.
Ifølge Skatteministeriets beregninger vil en direktør med en indtægt på en million får omkring 800 kroner mere om måneden, mens en arbejder med deltidsarbejde får 150 kroner. Den berømte kassedame får 217 kroner.
Skatteministeriet siger ikke noget om, hvad den arbejdsløse vil få. Men svaret vil for de flestes vedkommende være et stort rundt nul.
Der er stor forskel på, hvad en almindelig LO-arbejder bruger sine ekstra penge til, og hvad den direktør, der i forvejen tjener en million, bruger pengene til.
LO-arbejderen vil forøge sit hverdags forbrug, og det vil der typisk føre beskæftigelse med sig. Direktøren derimod køber typisk en ny dyr bil eller andre luksusvarer, som skal importeres. Det betyder, at der ikke skaffes arbejdspladser i Danmark, men blot større udgifter til import.

Offentlige investeringer
Den samme mængde penge, som nu soldes op til luksusforbrug til de rige, kunne nemt have sikret en betydelig saltvandsindsprøjtning til beskæftigelsen, hvis de var blevet brugt på en fornuftig måde.
Og det vil sige: hvis de var blevet brugt til offentlige investeringer, mere boligbyggeri, renovation af nedslidte skoler og af hullede veje. Det er investeringer, som bringer folk i arbejde, og dermed forøger indkomsten hos nogle af de folk i samfundet, der har mindst at gøre godt med.
En sådan udvikling vil kræve, at Thor Pedersen slækker den skruetvinge, som han holder kommuner og amter i, både hvad angår udgifter til forbrug og investeringer. Men her sker der det stik modsatte.
Kommuner bliver nu sat under administration. Hver eneste ny anlægsudgift, der er over en million skal godkendes særskilt i Finansminsiteriet, bebuder Thor Pedersen.
Fogh-regeringen har lanceret en forårspakke, hvis formål reelt er at købe nogle vælgerstemmer til regeringen til et muligt hurtigt efterårsvalg.
Men det er i realiteten en dybt uansvarlig politik. For det er danskernes skattekroner, der bruges i dette cirkus, uden at der for alvor tages fat om arbejdsløsheden.
Og uden at der rettes op på den enorme sociale ulighed, som udvikler sig. Tværtimod vil den forstærkes yderligere, når de nye skattelettelser slår om i nye prisstigninger på boligmarkedet, og dermed store formuegevinster til de bedst stillede.