Der er brug for fagbevægelsen mere end nogensinde for at sætte ind mod den borgerlige regering og den markante højredrejning, der er sket i samfundet, med blandt andet angreb på velfærden. Alligevel mister fagbevægelsen medlemmer i disse år, og lederne bærer deres del af ansvaret
fra Enhedslisten
- Når HK´s hovedbestyrelse i første omgang beslutter at fratage blandt andet de arbejdsløse medlemmer retten til at stemme om overenskomstaftalerne.
- Når BUPL´s tidligere formand forsøger at score en lille halv million i fratrædelsesgodtgørelse, oveni lønnen i hendes nye job som FTF formand.
Så illustrerer det alt for tydeligt, at pamperiet florerer i fagbevægelsen.
Pamperiet hænger tæt sammen med, at de faglige ledere ikke deler levevilkår med de medlemmer, de skulle repræsentere. Med lønninger i direktørklassen, et utal af frynsegoder og daglig omgang med magthavere blandt arbejdsgivere og politikere, er det svært at bevare begge ben på jorden.
Fagtoppen kommer til at fungere som en del af magthaverne. Derfor ser vi også eksempler på, at fagbevægelsens officielle politik er direkte vendt mod medlemmerne - for eksempel tilslutningen til de seneste ti års tvangsaktivering og stramninger overfor de arbejdsløse.
Enhedslisten opfordrer alle fagligt aktive til at tage spørgsmålet om demokrati op - på klubmøder, generalforsamlinger, kongresser og så videre. Vi har udarbejdet et idekatalog, som handler om at gøre det formelle demokrati til et reelt og aktivt demokrati. Fagforeningernes medlemmer skal være med til at sætte dagsordenen - og bestemme løsningerne. De valgte og ansattes lønninger og pensioner skal være offentlige, og bør være på samme niveau som medlemmernes. Og nok så vigtigt skal honorarer og andre frynsegoder modregnes, så den besluttede løn også er den faktiske.
Det er kun fagbevægelsens egne medlemmer, som kan gennemføre de nødvendige demokratiske ændringer.
Med Carl Scharnbergs ord:
'Det nye sker,
når den,
der altid er tiltænkt
tilskuerens rolle,
begynder at blande sig'
Vedtaget på årsmøde den 13. - 14. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278