Overenskomstforhandlingerne er nu ved at være afsluttet inden for alle brancher. Vi skal hver især efterfølgende til at gøre op med os selv, om vi er tilfreds med de resultater, der er opnået eller ej. For mig personligt er der ingen tvivl, jeg stemmer nej

af Jørgen Rasmussen, 58 år. Formand for Murerarbejdsmændenes Fagforening i Århus.

Det vil både være et nej til selve overenskomstresultaterne, og til måden afstemningerne er tilrettelagt på. En nej-stemme vil også være et klart og tydeligt nej til forligsmandsloven og sammenkædningsreglerne. Det er også en klar afstandstagen til DA og LO's 'klimapapir', som sammen med CO-industri lagde rammen for de efterfølgende resultater. Jeg vil derfor opfordre alle til at bakke op om OK 2004's nej-kampagne.

Forhandlinger før og nu
Jeg har personligt deltaget i overenskomstforhandlinger siden starten af 80'erne, som repræsentant for murerarbejdsmændene på BYG området.
Dengang var der reelle forhandlingen mellem parterne, vi mødtes personligt med modparten og udvekslede vore krav for efterfølgende at forhandle et resultat hjem, som vi enten kunne sige ja eller nej til.
Hovedkravene dengang blev forhandlet centralt af LO og DA. Priskuranter og teksterne i overenskomsterne decentralt. Nu hvor vi har decentrale forhandlinger, viser de opnåede resultater tydeligt, at de ikke længere kan kaldes decentrale. Forhandlingerne er topstyret af DA og CO-industri. I fagbevægelsen bliver vi derfor nødt til at få diskuteret, under hvilken former vi fremover skal forhandle vore overenskomster. Måske skal vi finde andre veje end de allerede kendte.
Vi skal og må i fagbevægelse fastholde vore topforhandlere på, at det ikke er et udsalgsmarked, hvor vi giver køb på vore gennem tiderne opnåede og betalte resultater. Vi skal ikke til at holde udsalg på konfliktretten, betaling for overarbejde, loft på akkord-indtjeningen med tilbagebetaling til arbejdsgiveren.
Hvad med de ledige, syge og arbejdsskadede, som ikke er omfattet af pensionsordninger. Dette er bevæggrunde nok til at sige om igen til vore forhandlere, og derfor nej også denne gang.

Det skal gøres om
Den udvikling, som forhandlingerne har taget gennem de sidste år, er ikke særlig spændende, når man sidder i et forhandlingsudvalg.
Det er kun repræsentanterne fra de enkelte forbund (forretningsførere/sekretærer), der deltager. Vi andre, der er kongresvalgte, bliver blot orienteret om, hvad der sker. Efter halvandet døgns forhandlinger bliver vi orienteret om det resultat, der foreligger. Resultatet er skrevet i op til 27 protokollater på det enkelte overenskomst område, som de enkelte forhandlings-udvalg skal tage stilling til på en halv time. Det er enten ja eller nej.
Overenskomstforhandlingerne i dag finder efter min mening sted på en uværdig måde. Der er ingen respekt for de folkevalgte. De enkelte forbund har sat sig på forhandlingerne, og hvis man siger den imod, opfatter de det som et angreb på dem selv og ikke som et demokratisk problem.
Det kan være, at nej'et også kan være medvirkende til at få ændret denne tilstand.