20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi savner en forklaring

Vi savner en forklaring

Torsdag, 11. marts, 2004, 00:00:00

Som danskere har vi følt sorg og skam, når vi læste det ene afslag efter det andet til irakiske asylsøgere, der var flygtet fra Saddam Husseins regime

af Støttekredsen til flygtninge i fare
Til statsminister Anders Fogh Rasmussen og minister for Flygtninge Bertel Haarder.
Vi skal ikke her indlede indlede os i en disput om regeringens oprindelige begrundelse for at sende Danmark i krig imod Irak. Vi har imidlertid nøje hæftet os ved en begrundelse, der før krigen ikke blev brugt af den danske regering, men nu for nylig er blevet udtrykt med den største selvfølge af dig, Anders Fogh Rasmussen.
Vi tænker her på din udtalelse i tv-avisen søndag den 1. februar i rapport fra dit visit i Irak, hvor du følte dig bekræftet i, at beslutningen om at gå i krig havde været rigtig: 'For at befri den irakiske befolkning fra Saddam Hussein.'
Udtalelsen undrer os, ligeså meget som det inden krigen undrede os, så mange irakiske flygtninge der fik afslag på asyl. Som danskere har vi mange gange følt sorg og skam, når vi læste det ene afslag efter det andet til irakiske asylsøgere, der var flygtet fra Saddam Hussein regimets terror.
- Irakiske flygtninge, der har været udsat for tortur, men af den danske stat ikke blev skønnet i risiko under Hussein-regimet.
- Irakiske flygtninge, der kom med deres sorg og berettede om henrettede slægtninge, ægtefæller, børn, men ikke blev skønnet i risiko for selv at stå for tur.
- Irakiske flygtninge, der havde nægtet at gøre militærtjeneste for Saddam Husseins terrorregime, og var flygtet for ikke at blive tortureret eller henrettet i forbindelse med deres desertering.

Tilbage til kaos
Hvordan tror du det var, Anders Fogh Rasmussen, og du, Bertel Haarder for den irakiske flygtning, der læste et afslag begrundet med, 'at enhver stat har ret til at lovgive om sine egne borgere, så længe borgerne ikke udsættes for en uforholdsmæssig hård straf'. Hvordan tror I, at det er, nu efterfølgende at skulle høre, vi skønnede jer så forfulgte 'så Danmark måtte gå i krig for at befri jer'.
Irakiske flygtninge, der var flygtet for at undgå at blive brugt som bombeføde af Saddam Hussein i den forestående krig, var der sågar blandt dem, der fik afslag. Hvordan tror I, at de følte, når de fik afslag begrundet med, at 'ifølge udlændingestyrelsens fact-finding resultater var deres oplysninger utroværdige, deres forklaring usandsynlig'?
Hvordan tror I, at de føler i dag, hvor de står for at skulle tvinges tilbage til et land, hvor de risikerer at blive ofre for en selvmordsbomber? Eller ofre for tidligere forfølgere, i det nuværende relative kaos og truende anarki?

I strid med menneskeret
Såfremt regeringen var vidende om, hvad den irakiske befolkning var udsat for under Saddam Hussein, - og det var regeringen tilsyneladende, skal vi tro dine ord Anders Fogh Rasmussen, til tv-avisens rapporter søndag den 1. februar, hvor krigen nu hverken handlede om masseødelæggelsesvåben, og tidligere FN-resolutioner eller andre tekniske finesser, men om 'at befri den irakiske befolkning'.
Står du ved dine ord den dag, må vi konstatere, at de afslag, der blev givet til irakiske asylsøgere flygtet fra Saddam Husseins regime, - udover at være i strid med al medmenneskelig moral - også var i strid med alle internationale regler om menneskers rettigheder.
De er næppe forenelige med regeringens behandling af irakiske asylsøgere i yderste fare ved eventuel tilbagesendelse.
Vi savner en forklaring.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. mar. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp