Eftertanker på World Social Forum 2004 i Mumbai

af Per Warming
Det var første gang jeg var i 'den tredie verden'. Elendigheden og uretfærdigheden kendte jeg i forvejen fra statistik og litteratur, men når den er lige foran (og i) næsen var det for meget. Det bliver umuligt at beskrive - som andet end statistik og litteratur.
I Mumbai bor 18 millioner mennesker, godt tre gange Danmarks befolkning på et område af størrelse som Lolland. Bollywood-drømmefabrikken ligger ved siden af Asiens største slum (1,5 millioner mennesker).
Luxusbiler kører forbi familier, der bor på gaden. Jeg veksler rejsevaluta til en værdi af fattigfolks årsindtægt. Vandet er forurenet, drikkevand købes i flasker 'bottled by Coca Cola'. Og hvor mange almisser, jeg end giver tiggerne, er det en dråbe i havet.
'Du kan lige så godt lade være med at give tiggerne noget som helst. De snyder dig. De afleverer det henne om hjørnet til en tiggerboss!' En kvinde gik rundt i toget med et lille barn på armen og sang medens hus rakte hånden ud mod passagererne. 'Hun har sikkert børn med mange forskellige mænd!', sagde en. 'Og mange af de boligløse, der sover på gaden, betaler beskyttelsespenge for deres flise!'
De snyder, de er umoralske, de er korrupte og selv om de smiler, er de kun ude efter dine penge. Det var ikke kun fra andre vesterlændinge disse stemmer lyder. Også i mig selv. Og de siger nok mest om os selv. Og så den her: 'De har jo ikke prøvet andet, så det er ikke så hårdt for dem, som vi tror!' De gør jo på en måde elendigheden og uretfærdigheden til at bære. De fattige er måske ikke laverestående, men i hvert fald anderledes end os. Ja, de behøver måske ligefrem sådan nogen som os. I disse mentale forsvarsmekanismer mødte jeg det moralske grundlag for imperialismen og det, der kunne udvikle sig til min indre racist.

Alliancer
World Social Forum begyndte i 2001. Ved World Economic Forum i Davos i Schweitz blev de fleste moddemonstranter standset længe før de kom i nærheden af mødet, og de 300, der kom frem, blev mødt med vandkanoner i vinterkulden.
Et modmøde i Porto Allegre i Brasilien samlede 15.000 - langt flere end beregnet. En legetøjsfabrikant havde fået kirkefolk og siden ATTAC-France og en mængde NGO'er og folkebevægelser i Brasilien med på ideen. Man var enige i modstanden mod neoliberalismen, men for at fastholde mangfoldigheden og åbenheden ville man ikke tage beslutninger på hele forummets vegne.
I Quebec i Canada demonstrerede 50.000 mod udvidelsen af NAFTA og mere end 10.000 var med i et militant angreb på de 4 kilometer hegn der barrikaderede mødet. Det var lykkedes at modstå modpartens del-og hersk-taktik.
WSF samler fagforeninger, bønder, miljøbevægelser og radikale antikapitalster og ville være en klassisk 'internationale', var det ikke fordi man har vedtaget ikke at vedtage noget i hele forummets navn. Deltagerne kan vedtage noget, og gør det.
Dele af venstrefløjen (og andre) kritiserer, at 'det bare bliver snak' og man kan ikke se bort fra, at det kan udarte til et 'NGO-marked', ikke mindst nu, hvor det er succes og man kan låne fjer at pynte sig med ved at deltage. Poul Nyrup dukkede op.
WSF kritiseres desuden for uigennemskuelige beslutningsprocesser. Der er rejst kritik af, at Zapatisterne var udelukket fordi de er bevæbnede, skønt de har en central rolle i kampen mod neoliberalismen og har stået fadder til forummets slogan 'En anden verden er mulig'. Og hvorfor interesserer man sig for Lula og Chavez, men ikke for Castro?
Jeg kan forstå den svenske analytiker Tord Bjørks synspunkt, at tendensen til at dele de globale bevægelser ud fra et kriterium om brug af vold ikke er konstruktiv. Han peger på Peoples Global Action, der fokuserer på ikke-voldelig direkte aktion som hovedvejen, men som ikke udelukker at andre metoder under visse omstændigheder kan være nødvendige.

Festival
Det WSF, jeg oplevede, var først og fremmest en 'festival' på en tidligere fabriksgrund NESCO i den nordlige ende af Mumbai.
Nogle store tomme haller var fyldt med bogboder og kunstudstillinger og lignende, en række scener var rejst og opkaldt efter verdensberømte digtere (jeg kendte ingen af dem) , et væld af madboder, fire teltbyer til workshops, en vældig plads - en Maidan - til de store møder og en hovedgade, hvor alle mødtes.
Arrangørerne havde ventet 80.000 deltagere, det forlød, at vi blev op mod 130.000.
Men 'Roskildefestival' var det ikke. Der var nemlig ingen fulde folk. Det stærkeste, der blev udskænket, var te på den indiske måde med mælk og meget sukker, og ellers fyldte folk deres vandflasker fra hanerne med drikkevand.
Det bøvede, bajerdrikkende og pissende festivaldyr var ikke inviteret. Rockmusikken heller ikke, og det er nok så tankevækkende. Indledningsfesten begyndte ganske vist med et pakistansk, muslimsk rockorkester 'Junoon'. De lignede og spillede metaltræt som et hvilken som helst MTV-band, men det var, lige nu og lige i Indien, en kraftfuld manifestation.
Ved afslutningsfesten medvirkede Brasiliens kulturminister, sangeren Gilberto Gil alene med sin nylonstring-guitar - og han swingede. Måske Woodstocktraditionen er mere optaget af at 'trykke den af' og sprænge grænser end af at sætte grænser og søge form
Samme eftertanke meldte sig ved den workshop, jeg selv var med til at arrangere med temaet 'Art in resistance - resistance in art'. Vi var tre 'artists for peace' fra Danmark som spillede ud med sang (to ballader om modstandens historie), et børneeventyr (om myrerne der vinder over elefanten) og historien om Vysotskij, der kaldtes 'sandhedens stemme' i Sovjets sidste tid. Derefter tog fremmede kunstnere imod vores invitation - en canadisk billedkunstner, en philippinsk protestsanger, en østrigsk-engelsk visesanger, en amerikansk spoken-word digter. Der var også to flippede universitetsstudenter der sang. De vidste knap nok, hvor de var, de trængte bare til publikum. Har I set min smukke navle. Det var også eneste gang, der var amerikansk popmusik i teltet.
Jamen, skal vi nu til at have søndagsskole eller sovjetidyl med sodavand og folkedans - spørger den moderne vestlige skepsis?
Er revolutionen ikke også fræk og sexet? Kan det ikke blive for kontrolleret og korrekt? Modspørgsmålet er: Hvad frygter kapitalen mest? De fulde eller de ædru? De selvoptagne eller de solidariske? Måske venstrefløjens oprører-forbillede ligner den borgerlige boheme (eller den utilpassede teenager) mere end godt er? Måske et andet oprør er muligt?

Forum
Som oldtidens tingsted er et forum 'hellig jord', du tager på en måde skoene af når du går ind, du kommer fordi du har noget på hjerte, men også fordi du ved, at der er noget du ikke ved, men som du måske kan få at høre, hvis du hører efter.
Du kommer ikke til et forum for at mase og sælge dine sandheder - det var der naturligvis nogen der gjorde, men det bekræftede egentlig bare reglen. Ikke kun IS'erne, men også tibetanerne i deres klædelige, okseblodsfarvede uniformering og dyre sko, altid i demonstration med levende lys eller på hvert hjørne med flerfarvede foldere på glittet papir, voldsomt velorganiseret og -financieret.
En italiensk fotograf smilede skævt: der er vel nogen, der ikke kan lide Kina - måske de samme som i sin tid finansierede Osama bin Laden, den gang de ikke kunne lide Rusland? Ligesom vi ved, der altid er civilklædte betjente i en demonstration af betydning, er det helt trygt at have CIA med også her.
WSF lå som en ø i Mumbai. Det gav naturligvis mainstreamaviserne stof til begavede bemærkninger om at 'tiggerne på gaden nok ikke vidste, hvad det var, de mange udlændinge strømmede til.' Hvis du siger at 'en anden verden er mulig', så skal du være ren som en nonne, fattig som er arbejderhelt og succesrig som en hollywoodstjerne, ellers skal du ikke skal tro du er noget. En klassisk variation over janteloven. Det var næsten som at være hjemme og læse Politiken.
Nej, WSF var et forum for bevægelser, og forskellen mellem 'herinde' og 'derude' var tydelig. Faktisk var den forskel drivkraften.
To strategier mødte jeg. En dansk NGOer havde uddannet sig i sproget og kulturen, arbejdede i udviklingsbureakratiet, manuducerede hjemlige politikere, der ved alt for lidt, gjorde lobbyarbejde, flyttede ind i landets veluddannede miljøer, havde hjertet på rette sted. En ung amerikaner havde efter en religiøs krise fundet sin plads i en kirkelig lægmandsrolle som 'tjener' i slummen og på sygehuse, hold andagter i kirker, tog i mod besøgende gæster - og havde naturligvis også lært sig sproget og kulturen flydende. På hver sin måde gik de ud fra, at en anden verden ikke er mulig, men de gjorde hvad de kunne, for at få det bedste ud af den verden, der er.
Men World Social Forum siger altså noget andet. Hvis succesen fortsætter, vil WSF sikkert blive omklamret og alle verdens Poul Nyrupper. Stopper succesen vil det sikkert forbene i 'alternativer'. Men endnu er ingen af delene sket. Det World Social Forum, jeg mødte, var i sin mangfoldighed og energi som jeg forestiller mig folkebevægelserne var hos os for 150 år siden, men her altså på verdensplan. Og vi vesterlændinge er nogenlunde lige så mistroiske og misinformerede som borgerskabet var den gang. Men som den gang er der også nu plads til overløbere.

Kronikken er forkortet og kan læses i sin helhed på: www.modkraft.dk/kontradoxa

Artikler og analyser af WSF findes på www.choike.org, www.movsoc.com og www.social-movements.org