Det overordnede mål, som det kommunistiske parti dannes for at nå, er at føre menneskeheden frem mod det klasseløse kommunistiske samfund

Oplæg af Sven Tarp, DKP/ML, ved fælles møde mellem Landsledelserne i KPiD og DKP-ML søndag den 18. januar 2004.

Hent som word-dokument

1. Det overordnede mål, som det kommunistiske parti dannes for at nå, er at føre menneskeheden frem mod det klasseløse kommunistiske samfund. Kampen for at nå dette mål deler sig i et udviklet kapitalistisk land som Danmark i to hovedetaper.
Den første hovedetape er den nuværende fase, hvor kampen drejer sig om at styrte det kapitalistiske system og opbygge et socialistisk samfund baseret på arbejder- og folkemagt. Den anden hovedetape er den efterfølgende kamp for at revolutionere og perfektionere de nye samfundsforhold og gradvist nærme sig det kommunistiske samfund.
Disse to hovedetaper er to sider af samme sag. Det er derfor indlysende, at den strategi, som kommunisterne udvikler i den nuværende etape, ikke kan være i modsætning til den strategi, som vil blive fulgt i den fremtidige socialistiske etape. Det samme gælder den taktik og de kampmetoder, som tages i anvendelse for at gøre op med det kapitalistiske system.

2. Strategien må ikke forveksles med det strategiske mål. Strategien er den overordnede plan for at nå det strategiske mål. Det strategiske mål er som sådan en del af strategien, men denne omfatter på den anden side langt mere end blot det strategiske mål.
Den strategi, som vi arbejder med i dag, er med andre ord den langsigtede plan, der kan vejlede kommunisterne i deres arbejde i hele den nuværende etape frem mod det umiddelbare strategiske mål, dvs. den socialistiske revolution. Den besvarer spørgsmålet om, hvordan vi kommer fra den nuværende situation til det opstillede mål.
Strategien bygger på en analyse af de objektive samfundsforhold: kapitalismens udvikling og krise, samfundets erhvervs- og klassestruktur, de objektive interessemodsætninger mellem klasserne, det internationale styrkeforhold osv. På grundlag af denne analyse udpeger strategien
• det strategiske mål og eventuelle delmål,
• revolutionens hoveddrivkraft og strategiske allierede,
• mulige reserver, f.eks. den internationale arbejderklasse og de socialistiske lande,
• hovedfjenden, som hovedslaget må sættes ind imod,
• de lag, som det vil være muligt at neutralisere eller alliere sig med i kortere perioder med henblik på at isolere hovedfjenden maksimal.
Strategiens hovedopgaver er på dette grundlag
• at bevidstgøre, organisere og uddanne revolutionens hovedkræfter,
• skabe og opbygge alliancen med de strategiske allierede,
• køre de allierede kræfter i stilling til det endelige opgør med kapitalismen,
• neutralisere kompromismagere,
• og rette hovedslaget ind mod hovedfjenden.
For at løse disse hovedopgaver er det endvidere strategiens opgave gennem klassekampen
• at skabe de nødvendige organisatoriske redskaber, først og fremmest – men langt fra alene – det kommunistiske parti, faglige klasseorganisationer og en eller anden form for organisation, hvor den strategiske alliance kan udtrykke sig,
• at opøve arbejderklassen og især dens fortrop i brugen af alle kampformer og evnen til at kombinere dem og skifte mellem dem.
Mens strategien forudsætter et dybtgående kendskab til de objektive forhold, er dens virkefelt således udelukkende begrænset til klassekampens subjektive side.
Strategien er endvidere bestemmende for udarbejdelsen af kommunisternes taktik, som vejleder deres arbejde i kortere, afgrænsede perioder og/eller inden for et af klassekampens felter.

3. Mens det strategiske mål forbliver uændret i en lang historisk periode, må der til stadighed foretages justeringer i den øvrige del af strategien. Hvis det ikke sker, risikerer strategien i stigende grad at blive en klods om benene på kommunisterne i stedet for en hjælp og vejledning til handling.
Det er først og fremmest de stadige forandringer i den objektive situation, som gør, at strategien løbende må justeres. Det drejer sig især om:
• kapitalismens nationale og internationale udvikling
• ændringer i erhvervs- og klassestrukturen og dermed i det objektive styrkeforhold mellem klasserne
• forandringer i det internationale styrkeforhold og den internationale situation.
Den kendsgerning, at den danske bondestand er blevet decimeret gennem det sidste halve århundrede, har f.eks. store konsekvenser for alliancemulighederne i Danmark. Tilsvarende betød den russiske revolution i 1917 og dernæst dannelsen af en socialistisk lejr efter 1945, at revolutionens strategiske reserver overalt i verden blev kraftigt styrket.
Men behovet for justering af strategien bunder også i den erkendelsesproces, som er et resultat af kommunisternes praksis. Gennem den konkrete udmøntning af taktikken øger de deres viden om såvel den objektive situation som de kræfter, der er aktive i klassekampen. Taktikken virker så at sige tilbage på strategien og beriger denne.

4. Overgangen til socialismen har uforandret været de danske kommunisters strategiske mål siden 1871, da Louis Pio og hans kammerater grundlagde det første revolutionære arbejderparti. Derimod har strategien gennemgået en umiskendelig forandring og udvikling, som afspejler såvel de ændrede forhold som kommunisternes stadig større indsigt.
I perioden fra 1871 frem til første verdenskrig var de fleste danske socialister samlet i Socialdemokratiet. Den strategiske tænkning var endnu i sin vorden og beroede hovedsagelig på programmerne fra 1876, 1888 og 1913, hvoraf det sidste havde klare reformistiske undertoner.
Efter bruddet mellem reformister og revolutionære socialister under første verdenskrig dannede sidstnævnte i 1919 Danmarks Kommunistiske Parti som en dansk afdeling af et verdensparti, Kommunistisk Internationale.
DKP’s strategi var i de efterfølgende årtier frem for alt bestemt af Kommunistisk Internationales strategiske retningslinjer. Det gjaldt navnlig dokumenterne fra dens første kongresser og programmet fra 1928. Men også de strategiske justeringer, som fandt sted sammen men den taktiske nyorientering på den 7. kongres i 1935, havde stor betydning for DKP’s linje, hvad der ikke mindst kom til udtryk i beslutningerne fra partiets Odense-konference i 1938.
Kommunistisk Internationale blev opløst i 1943. Men den internationale kommunistiske bevægelse fortsatte også efter krigen med at udarbejde programmatiske erklæringer af vidtrækkende strategisk såvel som umiddelbar taktisk betydning for de kommunistiske partier. Det gjaldt navnlig fælleserklæringerne fra de internationale møder i Bukarest i 1957 og Moskva i 1960, som skulle blive de sidste samlede møder for den kommunistiske verdensbevægelse før det store brud mellem Kina og Sovjet.
Samtidig gik DKP i gang med at uddybe og videreudvikle sin egen nationale strategi. Dette arbejde kom blandt andet til udtryk i partiets program fra 1949 og i programudtalelsen »Det danske folks vej« fra 1952.
Særlig interessant var dog den udvikling af de danske kommunisters strategiske tænkning, som fandt sted i årene efter 1960, og som afspejlede sig i en række programmatiske udtalelser frem til vedtagelsen af et nyt partiprogram for DKP i 1976:
• Kommunisternes program for fornyelse af demokratiet (1960)
• Til samling for et frit Danmark (1962)
• Nye veje for Danmark (1965)
• Veje for venstrekræfterne (1969)
• Til kamp mod storkapitalen – for arbejderklassen, for socialismen (1973)
• Kommunisternes program for en bedre tilværelse (1973)
• For arbejderklassens enhed i kampen mod storkapitalen (1974)
• Kommunisternes program (1976)
Alle disse dokumenter hører med til de danske kommunisters fælles arv. Den strategi, som gradvist blev formuleret gennem disse dokumenter, kan kort sammenfattes som en anti-monopolistisk strategi, der sigtede mod at bringe arbejderklassen i spidsen for en bred folkelig alliance af demokratiske kræfter rettet mod den danske og europæiske monopolkapital.

5. DKP’s program fra 1976 var kulminationen på to årtiers programmatisk arbejde og videreudvikling af partiets strategiske tænkning. Med dette program finpudsede DKP sin hidtidige strategi, men ændrede den ikke afgørende. Partiets strategi var fortsat den anti-monopolistiske strategi, som var blevet udtrykt i de programmatiske dokumenter fra de forudgående år. Partiet ændrede heller ikke sit erklærede strategiske mål, som også fortsat var socialismen.
Det nye var derimod, at programmet opstillede et særligt strategisk delmål, det anti-monopolistiske demokrati, der blev defineret som en særlig fase af klassekampen inden overgangen til socialismen. Dette anti-monopolistiske demokrati skulle markere »et brud på statsmonopolismen og storkapitalens magt«, men uden endnu at være socialistisk.
Det anti-monopolistiske demokrati var med andre ord ikke i sig selv nogen strategi, men på samme tid et forventet resultat af og delmål for den anti-monopolistiske strategi, som DKP lidt efter lidt havde udviklet i årene efter anden verdenskrig.

6. Det er velkendt, at DKP-ml fra første færd var uhyre kritisk over for DKP’s program og anti-monopolistiske strategi. Kritikken gik frem for alt på vurderingen af imperialismens styrke, statsopfattelsen, den strategiske alliance med Socialdemokratiet, forholdet mellem massebevægelse og parlamentarisk kamp samt perspektiverne for fredelig overgang til socialismen.
I den selvkritiske bog 20 års kamp for socialismen fra 1999 fastslog DKP-ml, at partiet ikke havde nogen »grund til at fortryde denne kritik«. Men samtidig indrømmede det selvkritisk, at det »i sin iver efter at ”afsløre” DKP overså […] de positive elementer, som fandtes i den strategi, som udvikledes fra 1960’erne og fremefter«. Denne strategi blev nu beskrevet som »den mest omfattende og sammenhængende strategi, som den kommunistiske bevægelse i Danmark havde udviklet siden sin stiftelse i 1919«.
DKP-ml stillede sig derfor den opgave at arbejde videre med den anti-monopolistiske strategi i et revolutionært perspektiv. De foreløbige resultater af dette arbejde er – ud over bogen 20 års kamp for socialismen – frem for alt blevet nedfældet i tre grundlæggende dokumenter:
• Program for et socialistisk Danmark (1997)
• Kommunistisk samling – mod monopolkapitalismen (1997)
• Kommunisternes program. For national selvbestemmelse, demokrati, velfærd og socialisme (2000)
Disse dokumenter indgår sammen med de forskellige dokumenter fra DKP og KPiD på godt og ondt i de danske kommunisters fælles arv.

7. DKP-ml har i løbet af de seneste års diskussioner afklaret en række spørgsmål, som der tidligere var en vis forvirring omkring. Det gælder f.eks. formerne for selve overgangen til socialismen. Partiet har erkendt, at dette ikke er et strategisk, men et taktisk spørgsmål, hvis besvarelse afhænger af de konkrete betingelser på det tidspunkt, hvor revolutionen sættes på dagsordenen.
DKP-ml har samtidig erklæret, at partiet går ind for en så fredelig udvikling af revolutionen som overhovedet muligt, men at det på den anden side – og belært af de historiske erfaringer – ikke har nogen som helst illusioner om borgerskabets hensigter og hæmninger. Det strategiske princip er derfor efter partiets opfattelse, at arbejderklassens fortrop opøves i at beherske alle kampformer, hvormed mulighederne for et fredeligere forløb af den socialistiske overgang også øges.
DKP-ml har også forholdt sig til spørgsmålet om muligheden af en særlig fase af klassekampen i perioden op til den socialistiske revolution. Det er partiets opfattelse, at en rigtig kombination af parlamentarisk kamp og massekamp under bestemte betingelser kan bringe klassekampen frem til en fase, hvor der dannes et folkeligt, anti-monopolistisk flertal i Folketinget – og dermed en folkelig regering. En sådan fase kan blive den konkrete form for »overgang og tilnærmelse« til den socialistiske revolution i Danmark.
Et indlæg på DKP-ml’s 9. kongres (2002) slog fast, at denne fase i og for sig kan kaldes hvad som helst, f.eks. et anti-monopolistisk demokrati, men at man efter partiets opfattelse skal være opmærksom på fire grundlæggende forhold:
a) En fase med en folkelig regering er for os alene en mulighed, som vi kalkulerer med. Det ville derimod være udtryk for skematisme i den strategiske tænkning, hvis vi betragtede den som en obligatorisk fase, som klassekampen nødvendigvis må gennemløbe forud for den socialistiske magtovertagelse.
b) Vi må skelne mellem regeringsmagt og statsmagt. Selv om det lykkes de folkelige kræfter at tilkæmpe sig regeringsmagten, vil borgerskabet stadig kontrollere de centrale dele af statsmagten (især voldsapparatet), som det vil forsøge at bruge til at sabotere og omstyrte denne regering.
c) Det virkeligt centrale i denne fase er således ikke i sig selv de reformer, som en folkelig regering måtte gennemføre. Det centrale og afgørende er, at man udnytter de gunstige betingelser, der opstår, til at samle og forberede de kræfter, som er nødvendige for at sikre den endelige erobring af statsmagten og overgangen til socialismen.
d) Det udslagsgivende i forbindelse med overgangen til socialismen kan derfor aldrig være selve regeringen, hvor vigtig den end måtte være, men opbygningen af en bred folkelig massebevægelse uden for Folketinget.

8. Det er DKP-ml’s opfattelse, at der er løbet meget vand i stranden, siden DKP vedtog sit anti-monopolistiske program i 1976. Der er sket store forandringer i den objektive situation, som kommunisterne endnu ikke fuldt ud har analyseret og taget konsekvenserne af. Det er en fælles opgave, som de danske kommunister endnu har til gode. Derfor betragter DKP-ml heller ikke sine egne strategiske dokumenter som det sidste ord i denne sag.
Ved gennemlæsning af DKP’s dokumenter fra 1960 og fremefter – herunder artikler af partiets ledende teoretiker, Ib Nørlund – bliver det klart, at den anti-monopolistiske strategi og navnlig det anti-monopolistiske demokrati, sådan som det blev formuleret i 1976-programmet, oprindelig byggede på to hovedforudsætninger:
a) En vurdering af, at monopolerne navnlig i årene efter anden verdenskrig havde overtaget kontrollen med statsapparatet, og at det danske samfund følgelig havde udviklet sig til statsmonopolkapitalisme, der stod i modsætning til det store befolkningsflertals interesser. På dette grundlag skulle det være muligt at udvikle en bred anti-monopolistisk alliance, der repræsenterede det overvældende befolkningsflertal i kampen mod monopolerne og deres stat.
b) Eksistensen af en stærk socialistisk lejr, som gennem sit eksempel, sin økonomiske, politiske og militære styrke og sin politik for fredelig sameksistens kunne forhindre, at imperialismen rykkede det danske monopolborgerskab til undsætning i en betrængt situation.
Det er en ubestridelig kendsgerning, at den sidste af disse to hovedforudsætninger i dag er faldet bort. Alene deraf følger, at såvel den anti-monopolistiske strategi som det opstillede delmål med et anti-monopolistisk demokrati i dag må nytænkes under hensyntagen til de nye betingelser i verden.

9. Af andre vigtige forandringer i den objektive situation, som har fundet sted gennem de sidste tre årtier, kan nævnes:
a) Den kendsgerning, at Sovjetunionen og den tidligere socialistiske lejr er forsvundet, har ført med sig, at USA er blevet verdens eneste og ubetinget største, farligste og mest aggressive supermagt nogen sinde. Ligesom Rusland i 1800-tallet var hovedgarant for feudalismen i Europa, er USA i dag en verdensomspændende garant for det kapitalistiske system. Kommunisterne må nødvendigvis have en international strategi for at svække og opløse den amerikanske imperialisme. Det samme gælder Nato, som stadig er det vigtigste redskab for USA’s indflydelse i Europa.
b) Monopolkapitalens Europa er i dag meget forskelligt fra i 1973, da Danmark blev medlem af EF. Den europæiske integration har for alvor taget fart efter 1991. I dag står vi over for en egentlig statsdannelse med egen forfatning, præsident, regering, parlament, centraladministration, centralbank, militær osv. Det drejer sig om intet mindre end en imperialistisk supermagt, som er ved at tage form i Europa. Målet er på et nyliberalt grundlag at skærpe udbytningen og undertrykkelsen af arbejderklassen og folkene i Europa og resten af verden og efterhånden tage kampen op med de imperialistiske rivaler, først og fremmest USA. Det er svært at forestille sig en progressiv, endsige socialistisk udvikling i Europa, så længe denne reaktionære magt eksisterer intakt. Det er derfor ikke nok at kæmpe Danmark ud af EU. De danske kommunister må også i samarbejde med deres europæiske kammerater udvikle en fælles strategi for at svække og helt opløse EU. Det vil være en klar forudsætning for en succesrig udvikling af socialismen også i Danmark. Og det vil samtidig – ligesom kampen mod USA og Nato – være en internationalistisk håndsrækning til Europas og verdens folk.
c) Kapitalismens udvikling og den såkaldte nyliberale globalisering har ført til en uhørt centralisering af kapitalen med megafusioner og strategiske alliancer, som totalt sprænger de små nationalstaters rammer. Reelt set er der sket en overgang fra den traditionelle monopolkapitalisme til noget, man kunne kalde en transnational monopolkapitalisme, som har sine rødder i hele regioner eller enkelte store lande. Hermed er klassefjenden umiddelbart blevet stærkere, bedre organiseret og langt mere internationalt sammenflettet end tidligere. Dette afspejler sig blandt andet i de kolossale formuer, som ophobes, og de hurtigt voksende regionale og sociale uligheder, som kendetegner vores tid. Det viser sig ligeledes i en tendens til, at kapitalismen bliver mere og mere totalitær, og at det borgerlige demokrati udhules tilsvarende. Alt dette betyder, at det demokratiske og nationale spørgsmål skærpes, og at kampen for national selvbestemmelse, demokrati, velfærd og sociale fremskridt bliver stadig mere sammenflettet. Men det betyder også, at storkapitalen i stigende grad isolerer sig fra folkene og møder modstand fra nye sociale lag, sådan som man har oplevet med den såkaldte anti-globaliserings bevægelse siden 1999. Disse fænomener må analyseres til bunds og resultaterne indarbejdes i kommunisternes strategi.
d) En anden følge af kapitalismens seneste udvikling er de omfattende ændringer af erhvervs- og klassestrukturen såvel internationalt som i de fleste lande, heriblandt Danmark. De umiddelbare konsekvenser for Danmark er på den ene side, at arbejderklassen nu udgør et flertal af landets befolkning, og på den anden side, at arbejderklassen som følge af ny teknologi, nye organisationsformer og udflytning af industrier er langt mere opsplittet og uhomogen indadtil og uden en række af de store industriarbejdspladser, som for få årtier siden slog tonen an i klassekampen. Alt dette kræver nye overvejelser om arbejderklassens enhed, organisering og rolle i den anti-kapitalistiske kamp. Hertil kommer ændringerne i de øvrige klasser og lag og de heraf følgende konsekvenser for alliancepolitikken.
e) Siden 1970’erne har kapitalismen befundet sig i en langvarig krise. Det drejer sig selvsagt om mere end de traditionelle cykliske kriser. Krisen er en udpræget strukturel krise. Det er endnu vanskeligt at spå, om der igen kan komme et større opsving – evt. i kølvandet på en større krig – eller om kapitalismen er ved at have udtømt sine historiske udviklingsmuligheder, sådan som en række marxistiske forskere peger på. Siden 1988 er bruttoproduktet per indbygger i verden begyndt at falde, hvad der sammen med den voksende ulighed klart viser, at kapitalismen ikke har nogen fremtid at byde verdens folk. Den ungarske marxist Istvan Meszaros har i Hinsides kapitalen argumenteret for, at kapitalismen i sin nuværende fase kun kan overleve og producere ved samtidig at være destruktiv. Denne ødelæggelse sætter ind over for den menneskelige arbejdskraft, produktionsmidlerne, de afhængige lande, miljøet og selve livet på kloden. Kapitalismen er med andre ord ved at føre menneskeheden lige ud i barbariet og truer tilmed dens overlevelse. Ifølge Meszaros og andre marxister står valget derfor mellem »socialisme eller barbari« eller »socialisme eller udslettelse«. De danske kommunister må analysere og forholde sig til disse nye udviklingstendenser og drage de tilsvarende konklusioner for deres strategi.

10. Sideløbende med ændringerne i den objektive situation er der også sket en række betydningsfulde ændringer på det subjektive plan. Det kommer blandt andet til udtryk i de forholdsvis brede lag af arbejderklassen, som ikke først og fremmest definerer sig selv ud fra deres sociale og arbejdsmæssige situation, men i stedet forholder sig til en lang række større eller mindre spørgsmål uden at tage et klassemæssigt udgangspunkt.
Dette fænomen kan blandt andet forklares ved de nye erhvervs- og klassestrukturer, den større fritid og den lettere adgang til information og viden. Men også den kendsgerning, at kommunisterne er sakket bagud i deres teoriudvikling, ikke har haft overbevisende svar eller har talt med tilstrækkelig tydelig stemme i meningsdebatten, spiller en rolle.
Alle disse ændringer i den subjektive faktor finder ofte deres udtryk i en række nye folkelige bevægelser, som adskiller sig fra tidligere tiders klasseorganisationer ved deres sociale sammensætning, den type krav, som opstilles, og de organisations- og kampformer, som tages i anvendelse. Disse bevægelser beskæftiger sig undertiden med mindre og afgrænsede spørgsmål og undertiden med store og afgørende spørgsmål som krig og fred, WTO, ulandenes gældsbyrde og forarmelse, menneskerettigheder, AIDS og andre epidemier, det lokale og globale miljø osv.
Det drejer sig i mange tilfælde om problemer, som kun kan finde deres endelige løsning ved et opgør med kapitalismen. Der åbner sig derfor muligheder for en strategisk alliance med nogle af disse bevægelser. Arbejderklassens strategiske alliance i kampen for socialismen får hermed en noget anden karakter end den traditionelt anti-monopolistiske, idet den i et vist omfang går videre end denne alliance og tager »almenmenneskelige« spørgsmål op. Men dette kan selvsagt ikke – som Gorbatjov prækede – ske ved også at alliere sig med den monopolkapital, som til syvende og sidst er årsag til problemerne. Alliancen må tværtimod i sin kerne rette sig mod monopolkapitalen eller mere præcist: den transnationale monopolkapital. På denne måde må den strategi, der skal udvikles, markere både kontinuitet og fornyelse i forhold til den traditionelle anti-monopolistiske strategi.
Man må endvidere forvente, at denne nye type alliance også vil kræve nye organisationsformer og et nyt forhold mellem det kommunistiske parti og de folkelige bevægelser.

11. Alle de faktorer, som er nævnt i det foregående, kan og bør være udgangspunkt for udviklingen af en aktualiseret politisk strategi for de danske kommunister. De må derfor gøres til genstand for kollektive undersøgelser og overvejelser, hvad der selvsagt kun kan ske i fællesskab som en del af et nyt kommunistisk projekt.
Den fremtidige strategi må – som det allerede er antydet – være kendetegnet af både kontinuitet og fornyelse i forhold til den tidligere strategi. Den må derfor bygge videre på den anti-monopolistiske strategi, men samtidig bringe denne op på et nyt kvalitativt niveau, der tager hensyn til forskydningerne i den objektive situation.
Nogle, men langt fra alle elementer i en sådan strategi kan være:
• Det strategiske mål er socialisme, som skal afskaffe udbytningen og undertrykkelsen af det arbejdende folk og sikre menneskeheden en fremtid. Undervejs mod dette mål kan kommunisterne formulere en række strategiske delmål.
• Arbejderklassen må være den ledende kraft i kampen for socialismen. Arbejdet for at sikre klassens interne enhed er derfor en stadig opgave. Og det samme er bestræbelserne på at gøre fagforeningerne til kamp- og klasseorganisationer.
• Omkring sig må arbejderklassen skare en bred anti-monopolistisk alliance, der omfatter småborgerskab og dele af mellemlagene. Denne alliance må endvidere stræbe efter at inddrage alle, som på den ene eller anden måde slås for at sikre menneskehedens overlevelse.
• Dele af det nationale borgerskab forsøges neutraliseret, mens alliancen i sit væsen retter sig imod den transnationale monopolkapital og dens danske repræsentanter.
• De nye sociale lag, som kastes ind i klassekampen, betyder, at der må udvikles nye krav, nye kampformer, nye organisationsformer, nye allianceformer og et nyt forhold mellem parti og massebevægelse. Strategien må give de almene anvisninger for at løse disse spørgsmål.
• Der må udføres et systematisk arbejde for at sikre, at politiet og hæren ikke en masse stiller sig på magthavernes side i en afgørende situation.
• Danmark må ud af EU og Nato som en forudsætning for en progressiv udvikling, der baserer sig på national selvbestemmelse og sætter velfærd, demokrati og social fremskridt i højsædet.
• EU og Nato må samtidig nedbrydes som en forudsætning for en succesrig socialistisk udvikling i Europa. Dette indbefatter også et nyt forhold mellem national og international kamp og nye krav til internationalismen.

12. Et spørgsmål af central betydning for klassekampen i Danmark er kampen på den parlamentariske arena. Det er en af de mange kampformer, som det kommunistiske parti må beherske.
Det kommunistiske parti er frem for alt et politisk parti med et politisk mål for øje, nemlig overgangen fra borgerskabets diktatur til proletariatets diktatur. Det ville ikke leve op til sit navn, hvis det alene begrænsede sig til den faglige, økonomiske og sociale kamp, hvor vigtig denne end er. Det er tværtimod dets stadige opgave at føre kampen op på det politiske plan og give denne kamp forrang. Og politisk kamp centrerer sig i et udviklet borgerligt demokrati som det danske i høj grad – om end ikke alene – omkring Folketinget og regeringen. Selv om det borgerlige demokrati i disse år tenderer til at blive mere og mere totalitært, er det derfor helt afgørende, at det kommunistiske parti også forstår at kæmpe på den parlamentariske front.
Og denne problemstilling er særlig vigtig i Danmark.
Ifølge Lenin er en af forudsætningerne for overgangen til socialismen, at der eksisterer en revolutionær situation, hvor der opstår et brud i borgerskabets hegemoni (herredømme), hvad der blandt andet kendetegnes ved, at de lavere klasser ikke længere vil og de øvre klasser ikke længere kan fortsætte på den gamle måde.
En sådan revolutionær situation har ikke eksisteret i Danmark siden folkestrejkerne under anden verdenskrig. Men hvis vi betragter den lange periode med borgerligt demokrati i efterkrigstiden, fremgår det, at et begyndende brud med borgerskabets hegemoni er sket i to typer situationer:
• i forbindelse med overenskomstforhandlinger (mest markant er folkestrejkerne i 1985)
• og i forbindelse med folkeafstemninger (Maastricht-traktaten i 1992 og den Økonomisk-Monetære Union i 2000).
I alle disse tilfælde har en folkestemning banet sig vej ad de legale kanaler for senere at bryde med elementer af det borgerlige hegemoni. Det var ikke revolutionære situationer – og de kunne næppe heller udvikle sig til revolutionære situationer under de givne forhold – det er ikke pointen her. Men de havde ikke desto mindre nogle af de elementer, som går forud for sådanne situationer. Hovedsvagheden ved f.eks. ØMU-afstemningen i år 2000 var, at den folkelige stemning ikke var ledsaget af en tilsvarende organisering og mobilisering, og at der ikke var et klart program, som satte nej’et ind i en socialistisk strategi. Derfor kunne arbejderklassen og den folkelige bevægelse heller ikke fuldt ud følge op på de positive resultater.
Dette viser, hvor vigtigt det er, at kommunister i et land som Danmark behersker de legale kampformer, herunder den parlamentariske kamp, og forstår at kombinere dem med de udenomsparlamenariske metoder og massekampen. Og det vil være særligt vigtigt, hvis vi efter et fremtidigt brud med EU går ind i en ny fase af klassekampen.
Vi lever i dag i en forholdsvis langvarig periode af den type, som den italienske kommunist Gramsci i sin tid kaldte en skyttegravskrig – i modsætning til bevægelseskrigen (revolutionerne). I denne periode, hvor borgerskabets ideologi er den fremherskende ideologi, er det kommunisternes opgave at skabe en modpol til den borgerlige ideologi, dvs. en socialistisk ideologi, som kan slå skår i det borgerlige hegemoni, bidrage til at danne en ny historisk blok omkring det kommunistiske parti og lægge grunden til en senere sejr, når bevægelseskrigen sættes på dagsordenen.
Det er derfor nødvendigt, at kommunisterne i den nuværende periode finder veje til at erobre de talerstole, som den borgerlige legalitet giver mulighed for. Og den vigtigste af disse talerstole er Folketinget. Men som det fremgår af ovenstående, er det også afgørende, at kommunisterne kan optræde med deres egen selvstændige profil uden at være bundet af hæmmende kompromisser.
DKP-ml har ved de seneste valg anbefalet at stemme på Enhedslisten. Men efter partiets opfattelse dur Enhedslisten ikke i længden som parlamentarisk bud. Det skyldes blandt andet,
• at Enhedslisten er for snæver og ikke i tilstrækkelig grad tager udgangspunkt i arbejderklassen og sociale spørgsmål, men i andre lag og såkaldte bløde sager som miljøet osv.
• at Enhedslisten efterhånden optræder som et klassisk parlamentarisk parti, hvor hovedindsatsen lægges i Folketinget og ikke i massebevægelsen. Det er dette fænomen, som undertiden får Enhedslistens egne medlemmer til at betegne den som en organisation med »et stort hoved og en lille krop«.
• at Enhedslisten i dag på mange måder er ved at forvandle sig til et egentligt parti. Selv om dobbeltmedlemsskab stadig er accepteret – også for kommunister – har Enhedslisten sin egen interne beslutningsproces og partidisciplin, der ikke tillader de enkelte grupperinger at markere sig parlamentarisk med en selvstændig profil.
• at Enhedslisten i en række situationer har fulgt en linje, som er i direkte modstrid med kommunisternes (Jugoslaviens-krigen, udstationeringen af danske tropper, holdningen til Folkebevægelsen og Junibevægelsen, samarbejdsaftaler med Socialdemokratiet). I alle disse situationer manglede der en selvstændig kommunistisk stemme på tinge.
Selv om DKP-ml på ingen måde betragter Enhedslisten som en politisk modstander, men snarere som en samarbejdspartner og mulig strategisk allieret, er det derfor partiets opfattelse, at der på sigt er brug for en alternativ parlamentarisk løsning, som kan give kommunisterne en selvstændig talerstol. I den forbindelse må der tages hensyn til følgende centrale principper:
• det kommunistiske parti – eller en valgfront – er ikke et vælgerparti, men et kampparti;
• det er partiet, dets ledelse og demokratisk vedtagne beslutninger, som styrer parlamentsgruppen, og ikke omvendt;
• den parlamentariske kamp er ikke et mål i sig selv, men et middel til at styrke partiet, massebevægelsen og den udenomsparlamentariske kamp.
• parlamentet er derfor ikke alene en vigtig talerstol for kommmunisterne, men også et sted, hvor de kan øge deres viden om den reelle situation og stemningen i befolkningen, få nye kontakter, forstærke båndene til arbejder- og folkebevægelsen og i det hele taget bidrage til at organisere revolutionens subjektive faktor.
En fremtidig opstilling kan ske under forskellige former. Den kan ske
• alene (som DKP i gamle dage),
• sammen med uafhængige kandidater på egen liste (som Grækenlands Kommunistiske Parti),
• i en front omkring partiet (som Portugals Kommunistiske Parti)
• eller inden for rammerne af en bredere front, hvor kommunisterne har mulighed for at agere selvstændigt.
Hvordan en fremtidig opstilling vil se ud, må afhænge af en konkret analyse af den konkrete situation. Og en sådan analyse må nødvendigvis laves af kommunisterne i fællesskab. Men beslutningen kan ikke udskydes i al evighed. Det er vigtigt, at kommunisterne så hurtigt som muligt får en langsigtet plan for det parlamentariske område.