20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Atomkraftens rolle i fremtidens energiforsyning

Atomkraftens rolle i fremtidens energiforsyning

Mandag, 01. marts, 2004, 00:00:00

I oliens slipstrøm kæmper nye og gamle energiformer om at komme til at spille en central rolle i fremtidens energiforsyning.

af Rosa Andersen, Vindmølleindustrien
I oliens slipstrøm kæmper nye og gamle energiformer om at komme til at spille en central rolle i fremtidens energiforsyning.
Siden ulykken i Tjernobyl i 1986 har atomkraft stort set stået på standby i Europa. Men nu er det genopstået som et stabilt og rent bud på fremtidens energiforsyning, der for eksempel står stærkt overfor udbygning med kulkraft.

Stabilt og billigt
Og atomkraften er ved at vinde fodfæste i Europa. Finland besluttede for nylig at bygge Europas hidtil største atomreaktor, og både England, Frankrig og Spanien genovervejer deres atomkraftpolitik. EU's afgående energikommisær Loyola de Palacio taler også varmt for en stor satsning på atomkraft. Hun går så vidt som til at anbefale, at der bygges et til to nye moderne a-kraftværker om måneden for at dække verdens stigende energiforbrug.
Atomkraft er attraktiv, fordi det er en stabil og billig energiform, der kan være med til at sikre Europas forsyningssikkerhed og skabe en højere grad af selvforsyning. Men på trods af fordelene er der stadig to store anker imod atomkraft: affald og sikkerhed. Så længe de ikke er løst, vil der være tungtvejende argumenter imod atomkraft.

Bombesikkert
I Finland er der fundet en ny løsning på affaldsproblemet. Det radioaktive affald bores dybt ned i klippegrunden nær atomkraftværket. En løsning der ikke er prøvet før, men som ifølge finnerne kan modstå både hærværk, terroranslag og naturkatastrofer. På denne måde undgås også den upopulære transport af brugte brændsler til midlertidige deponier.
Denne strategi fjerner ikke affaldet, men giver opbevaring på ubestemt tid. Spørgsmålet er så om man vurderer, at det er en holdbar og sikker løsning?
Ulykken i Tjernobyl i 1986 spøger stadig i det centrale spørgsmål om sikkerhed. Efter 11. september er det blevet så relevant som aldrig før på grund af faren for terror-angreb. Sikkerheden på atomkraftværkerne er blevet skærpet, og ifølge industrien selv er atomkraftværker de mest sikrede faciliteter i verden. Men der er ingen garantier - og det er et politisk valg, om man vil acceptere denne risiko.

Kampen om fremtidens energiforsyning
Der er ingen tvivl om, at der er ved at ske store forandringer i verdens energiforsyning, og det er en forandring vi skal deltage aktivt i. Det er ikke nok at sætte sig tilbage, og vente til olien slipper op. Kampen om fremtidens energiforsyning er i gang. Oliepriserne stiger, og den politiske situation i Mellemøsten skaber bekymring om forsyningssikkerheden.
Stenalderen holdt ikke op, fordi man løb tør for sten, men fordi verden forandrede sig. Man fandt nye og bedre teknologiske muligheder til at skabe fremskridt - det skal vi også gøre.
Der er mange bud på fremtidens primære energikilder, alle med sine svagheder.
Når atomkraft dukker op nu, skyldes det blandt andet de høje oliepriser og debatten om, hvor meget olie der er tilbage. Der er bred enighed om, at der vil blive oliemangel inden for en overskuelig fremtid, og den politiske situation i de store olieproducerende lande giver anledning til bekymring med hensyn til Europas forsyningssikkerhed. For naturgas er forsyningshorisonten også usikker, imens kul er en ressource, der ikke ser ud til at slippe op indenfor den nærmeste fremtid.
For alle tre energiformer gælder det, at de er forbundet med store forureningsproblemer.
Atomkraft står stærkt i forhold til forurening, og det har en stabilitet, som vedvarende energi ikke har. Vedvarende Energi er det reneste bud, men energikilder som brint og vand kræver endnu meget udvikling, og kan endnu ikke måle sig med a-kraftens forsyningssikkerhed.
Vindkraft er et af de bedste bud, og energiformen vinder indpas i hele verden. Men der er endnu mange ubesvarede faktorer. De fleste lande i verden mangler endnu den rette infrastruktur i elsystemet til vindkraften.

Vind og atomkraft?
Kyoto-aftalen og Ruslands ratificering betyder, at der er et globalt ønske om at reducere C02-udslippet og den globale opvarmning. Men EU har for nylig slået fast, at den europæiske satsning på vedvarende energi har slået fejl, fordi mange lande ikke har foretaget de nødvendige investeringer. Denne manglende vilje er afgørende for, om vedvarende energi kommer til at spille en rolle i fremtidens energisystem.
Nu, hvor kampen mellem de forskellige energityper kæmpes i Europa, risikerer vedvarende energi at blive overskygget af atomkraft, fordi det er stabilt og samtidig uden det uønskede C02-udslip - og atomkraftlobbyen skærper dagligt argumenterne.
Samtidig tyder meget på, at energibilledet bliver mere sammensat fremover. Det vil sige, at det ikke kan være utænkeligt, at vindmøller og atomkraft kan gå hånd i hånd - og sikre en stabil elforsyning uden luftforurening.

Affaldsproblem ikke løst
Men så længe affaldsproblemet for atomkraft ikke er løst, så bør det ikke være fremtiden. Det koster borgerne dyrt i høje forsikringssummer at betale for atomkraftens usikkerheder. Og selv om finnerne tilsyneladende har fundet en deponeringsmetode, så efterlader den stadig mange spørgsmål, der kan få konsekvenser mange generationer ud i fremtiden.
l stedet skal vi arbejde for at udvikle den vedvarende energi, så den kan levere energi lige så stabilt som atomkraften. Udviklingen af vindenergien viser, at det er inden for rækkevidde. De seneste 20 år er el-produktionsomkostningerne på vindkraft faldet med cirka 80 procent, og inden for de næste fem-syv år bliver vindkraft fuldt konkurrencedygtig med konventionel energi på et liberaliseret marked.
Den stigende konkurrencedygtighed betyder også en større satsning på vindkraft; for eksempel planlægger den engelske regering at bygge 35 vindkraftværker til havs, der skal forsyne syv millioner husstande med el. Alt i alt forventer den europæiske vindkraftforening EWEA, at den verdensomspændende vindkraftkapacitet vil være tredoblet i 2012.
Med så imponerende tal er vindkraft for alvor på banen i kampen om fremtidens energiforsyning. Her har Danmark en vigtig rolle at spille, fordi vores energisystem er det levende eksempel på, at det kan lade sig gøre. Det er det stærkeste og bedste modsvar, vi har til den voksende atomkraft-lobby i Europa.
Rosa Andersens kronik har tidligere været bragt i miljøbevægelsen NOAH's tidsskrift 'Miljøsk', februar 2005

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp