Hvordan kan det begrundes at EU-modstander-bevægelserne skal beskæres så voldsomt i sit oplysningsarbejde, når tilhængerne samtidig får ekstra tilskud. Er tilhængerne bange for, at deres eksperiment ikke vil lykkes...
af Jan Vogel, formand for Folkebevægelsen mod EU i Frederikssund & Hornsherred
På det EU-politiske område er Folketingsflertallet fortsat ude af trit, med hvad befolkningen mener.
Den sidste afstemning vi havde i forbindelse med EU, var da vi sagde nej til euroen den 28. september 2000 med godt 57 procent af de afgivne stemmer.
Det har hverken Folketingets ja-partier eller EU-systemet glemt, derfor handler de nu resolut på to områder.
Det ene er et forsøg på at ramme modstanderorganisationer, der bekæmper EU-grundloven, økonomisk.
Det gælder Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen, der længe endnu må slikke deres økonomiske sår efter den sidste valgkamp til EU-parlamentet.
Allerede ved valget var det tydeligt, at EU-modstandere og -kritikere havde et meget smalt valgbudget sammenlignet med ja-sidens mange millioner kroner.
Som om denne kendsgerning ikke var nok, er partierne Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale og Socialistisk Folkeparti enedes om en radikal ændring af fordelingen af nævnsmidlerne vedrørende EU-oplysning og -debat, der har et samlet budget på cirka 60 millioner kroner.
Skæv fordeling
Hidtidig har de tre bevægelser, JuniBevægelsen, Folkebevægelsen mod EU og Europabevægelsen, hver modtaget 1.050.000 kroner i årligt tilskud. Under dyb tavshed har politikerne besluttet at omlægge tilskudsmidlerne, således at Folkebevægelsen og JuniBevægelsen får reduceret det årlige tilskud gældende for 2005 og de følgende to år med over halvdelen af det forventede tilskud. Nej-bevægelserne mister cirka 600.000 kroner årligt, og må nu nøjes med cirka 450.000 kroner årligt.
Det betyder imidlertid ikke, at tilhængerne og Dansk Folkeparti også får et mindre tilskud, nej tværtimod, det er tilrettelagt således, at de får langt større tilskud end efter den hidtidige praksis.
Her ville det være passende at spørge de ansvarlige politikere, om de nævnte partier har taget højde for det demokratiske underskud, der vil blive konsekvensen af denne skæve økonomiske fordeling, der begunstiger den ene side i debatten?
Hvordan kan det begrundes, at de to ovenfor nævnte bevægelser, der jo ikke sidder i Folketinget, skal beskæres så voldsomt i sit oplysningsarbejde, når tilhængerne samtidig får ekstra tilskud sammen med Dansk Folkeparti?
Overvågning
Det er ikke nok med det, for EU's ministerråd har besluttet at sætte ind med øget overvågning, der normalt kendetegner politistatsmetoder. Der er åbnet op for, at aflytte EU-modstandernes kommunikation via computer, SMS og telefon.
Her kunne det næste sagtens blive, til fremme af opbygningen af EU-superstaten, at EU kunne indføre et forbud imod EU-modstanden, som i stigende grad opfattes som 'fjendtlige aktiviteter' mod EU-systemet.
Nu mangler tilhængerne af EU-grundloven bare at give modstanderne af EU-grundloven så dårlig presseadgang som muligt, og endnu bedre ville det være for dem, hvis EU-grundlovsdebatten aldrig rigtigt kommer på overskrifterne, dette selvom vi står over for et historisk dansk skridt, hvor Danmark kan risikere at miste retten over vores 1000-årige gamle stat.
Tilhængerne af EU kan ikke forvente, at danskerne vil gå så langt for at imødekomme EU's stormagtsdrømme, som at skulle opgive sin egen grundlov.
Jeg vil anbefale EU-grundlovstilhængerne at argumentere på en ligeværdig måde imod EU-grundlovsmodstandere, uden forsøg på at ramme vores organisationer som I tilsyneladende foreløbig har valgt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278