Det er utvivlsomt rigt, at Enhedslisten ikke er et kommunistisk parti, siger Per Clausen

af Per Clausen, Enhedslisten
Hans Chr. Andersen kommer i Arbejderen med det ultimative argument for, at Enhedslisten ikke kan udgøre en parlamentarisk strategi for kommunisterne. 'Enhedslisten er ikke et kommunistisk parti.' Det er utvivlsomt rigtigt.
Særligt hvis man tager udgangspunkt i de ufravigelige principper som KPiD's skolingsudvalg har opstillet for et kommunistisk parti.
Mere besværligt bliver det, når Hans Chr. Andersen (i Arbejderen den 10. februar) og Jørgen Petersen (i Arbejderen den 7. februar) forsøger sig med en mere konkret kritik af Enhedslisten. Således virker det lidt letkøbt, når Hans Chr. Andersen påstår, at Enhedslisten ikke har nogen samlet strategi for overgangen til socialisme.
Sandheden er, at Enhedslisten i sit program, som blev vedtaget på årsmødet i 2003, fremlægger et bud på en revolutionær strategi, som både indholder bud på, hvad der må gøre her og nu og nogen bud på, hvordan den aktuelle kamp kan udvikles til at udgøre et egentligt revolutionært brud med kapitalismen.

Programmet beskriver også de forskellige klasser og deres roller samt forholdet mellem den udenomsparlamentariske og den parlamentariske kamp. Hovedpointen her er, at det vigtigste formål med parlamentarisk arbejde er at styrke den udenomsparlamentariske kamp. Det er da også derfor, at en meget stor del af Enhedslistens folketingsmedlemmers tid går med at udbygge kontakten til de folkelige bevægelser og bringe deres krav ind i Folketinget.
Jørgen Petersen forsøger at etablere en modsætning mellem kommunisterne og Enhedslisten i synet på Socialdemokratiet. Hertil bruger han et citat fra Line Barfod, hvor hun skulle gave sagt, at der er mere, der samler end skiller Socialdemokratiet og Enhedslisten. Dette citat er på ingen måde dækkende for Enhedslistens opfattelse af Socialdemokratiet.
Det fremgår klart af vedtagelsen på Enhedslistens årsmøde i 2003 'Kampen mod Fogh-regeringen, at den generelle vurdering af Socialdemokratiet er, at der ikke er den store principielle forskel på Socialdemokratiets politik og de store borgerlige partiers politik, og at de selv førte an i et nyliberalistisk felttog, da de var ved regeringsmagten.

Enhedslistens ser på den anden side store perspektiver i at styrke modstanden mod Fogh-regeringen politisk og organisatorisk. Både fordi denne reaktionære regering på en række områder har vist sig endnu mere farligt end forventet og fordi det kan skabe nogle anderledes styrkeforhold efter det kommende valg.
Denne modstand må opbygges fra neden og have en bredde, der rækker ud over venstrefløjen. I forhold til den faglige kamp betyder det, at vi fokuserer på en bredde, der både omfatter LO-storbyerne, Fagligt Ansvar og diverse Tillidsrepræsentant netværk samt inddrager grupper uden for LO-området.
Det betyder også, at vi arbejder på at styrke modstanden blandt andre samfundsgrupper, hvor særligt den politiske udvikling i ungdommen indeholder gode muligheder. Det parlamentariske arbejde må naturligvis ses i snæver sammenhæng med denne opgave.
Derfor satser Enhedslisten på selvstændige markeringer, hvor Enhedslistens placering til venstre for Socialdemokratiet og SF understreges - ligesom en indsats for at styrke EU-modstanden også må ske i direkte opposition til disse partier.
Men vi forsøger også at presse Socialdemokratiet, SF og de radikale til på enkelte områder at forpligte sig politisk til situationen efter et valg. Her spiller vi tæt sammen med folk i den udenomsparlamentariske bevægelse, som også forsøger at formulere nogle politiske krav, som de vil have opfyldt efter et regeringsskifte.
Der er uden tvivl stort sammenfald mellem kommunisternes og Enhedslistens vurdering af den aktuelle situation og de aktuelle opgaver. Derfor er det også vigtigt at holde fast i, at både Hans Chr. Andersen og Jørgen Petersen klart giver udtryk for, at de opfatter Enhedslisten som en allieret.
Det får naturligvis også betydning for den konkrete parlamentariske taktik, som både må afspejle - det helt forståelige - behov for en selvstændig kommunistisk opstilling og de styrkeforhold, der findes i samfundet. Et synspunkt som både Hans Chr. Andersen og Jørgen Petersen tilsyneladende er enige i.