De seneste ugers debat om det parlamentariske spørgsmål har på mange måder været lærerig. Der er kommet interessante ting på bordet, som har vist sammenfaldende synspunkter på en række områder

af Sven Tarp, DKP/ML
Men debatten har, som det kunne forventes, også vist, at der stadig ikke er fuldstændig enighed blandt kommunister om holdningen til Enhedslisten. Og desuden er nogle medlemmer af Enhedslisten forståeligt nok blevet nervøse over en eventuel kommunistisk opstilling til Folketinget.
Det gælder for eksempel Per Clausen (6. februar) og Petter Næss (7. februar), medlemmer af henholdvis Enhedslistens hovedbestyrelse og miljøudvalg.

Per Clausen mener, at jeg i min kronik den 29. januar spreder 'myter om Enhedslistens fejl og mangler'. Han har for det første kastet sig over sætningen: 'Enhedslisten tager ikke i tilstrækkeligt omfang udgangspunkt i arbejderklassen og sociale spørgsmål, men i andre lag og såkaldt bløde lag som miljø og så videre.'
Dette udsagn drejer sig om Enhedslistens grundlag og profil. Per Clausen fortæller, at 'Enhedslisten i de seneste år hat taget en lang række initiativer inden for disse områder'.
Det er rigtigt. Mange af disse initiativer er ganske udmærkede initiativer, som har kommunisternes fulde opbakning. De har i øvrigt også været omfattende dækket i Dagbladet Arbejderen. Hvis det ikke var sådan, ville der ikke være noget grundlag for at betragte Enhedslisten som en allieret.
Problemet er imidlertid, hvilken klasse Enhedslisten først og fremmest tager udgangspunkt i, og hvilken profil den tegner udadtil. Her afhænger det sete muligvis af øjene, der ser. Men det er ikke desto mindre min opfattelse, at Enhedslisten på dette centrale punkt har afgørende svagheder. Og det har sandsynlivis noget at gøre med dens manglende evne til at slå bredt igennem i arbejderklassen.

Per Clausen mener desuden, at jeg undervurderer miljøkampen. Og på det punkt bliver han bakket op af Petter Næss, der i sit indlæg malende beskriver nutidens miljøproblemer. Her er det vist noget med Fanden, der læser Biblen. I mine tidligere indlæg om strategi (for eksempel 10.12.03 og 12.12.03) har jeg netop gjort mig til talsmand for, hvor vigtige disse problemer er i dag.
Kommunisterne er bestemt også meget miljøbevidste. Alt andet er en fordom. Så lige på dette område er der næppe de store uenigheder, bortset fra at kommunisterne måske vil give miljøkampen en mere markant anti-kapitalistisk profil.
Per Clausen er endvidere utilfreds med, at jeg skriver, at 'Enhedslisten lægger hovedindsatsen i Folketinget og ikke i massebevægelsen'. Han mener, at jeg ser bort fra, at 'en meget væsentlig del af Enhedslistens arbejde i Folketinget og i forskellige byråd handler om at styrke massebevægelsen?' Det kan man diskutere. Og især, i hvor høj grad dette lykkes. Det er ikke mig, men Enhedslisten selv, der betegner sig som 'et stort hoved med en lille krop'.

Per Clausen prøver at drive en kile ind mellem kommunisterne. Når jeg skriver, at 'Enhedslisten i en række situationer har fulgt en linje, som er i direkte modstrid med kommunisternes', og blandt nævner samarbejdsaftaler med Socialdemokratiet, så gør Per Clausen dette til en generel diskussion af, hvorvidt man kan indgå aftaler med Socialdemokratiet. Han hævder, at 'DKP/ML altid har været imod den slags', mens andre kommunister skulle have en anden holdning.
Jeg ved ikke, hvor Per Clausen har denne oplysning fra, men det er i hvert fald forkert. Måske endnu en fordom fra gammel tid. Når jeg kritiserede Enhedslisten, var det på grundlag af konkrete episoder under den tidligere socialdemokratiske regering, som er velkendte. Der er ingen grund til at gøre dette til et principspørgsmål. DKP/ML er rede til at indgå aftaler og kompromis'er med næsten hvem som helst, forudsat at det gavner arbejderklassens sag. Men i de konkrete situationer manglede der - ligesom i andre situationer - en kommunistisk stemme på tinge.
At stille op til Folketinget er ikke bare et spørgsmål om enhedsarbejde. Det er spørgsmålet om at præsentere en overordnet og generel politik, som for kommunisterne er et led i en strategi for socialismen.
Hvis Enhedslisten havde samme program og strategi som kommunisterne - eller nøjedes med at opstille et program for et strategisk delmål - kunne der være perspektiv i et fælles parlamentarisk arbejde.
Men der er ikke meget perspektiv i at sidde og fidle på store og små spørgsmål. Så er det bedre at arbejde hver for sig i gensidig respekt og med et så udbygget samarbejde, som mulighederne tillader.