I torsdags var det 200 år siden han døde - en af dem der ragede op. I Kantstrasse 126-127 i Berlin ligger Europas første parkeringshus med 300 pladser. Det er opført i beton i en stram rationalistisk stil. Det er opkaldt efter afdøde. Det er nemlig Kant - Immanuel Kant som blev født i 1724 i Königsberg, hvor han boede gennem sit liv

Den periode Kant levede i var en vigtig periode, hvor der skete mange ting. Det var et af historiens store vadesteder. En verden blev styrtet og meget gammelt tankegods blev smidt ud. En ny verden skulle fortolkes og forandres.

Tænker i et vadested
Det var i høj grad Kants situation. Som tænker og filosof var han placeret på et tidspunkt, hvor mennesket tiltog sig sin plads i historien. Den franske revolution og oplysningsprojektet var sammen med de engelske empirister det Kant forholdt sig til og var en del af. Det var en sej kamp at komme fri af den feudale og kirkelige verdensopfattelse og samfundsordning. Det var med sit bidrag til den proces, at han gjorde sig fortjent til at blive husket.
Hans betydning for de sidste to hundrede års tænkning har været enorm og er det stadig. Kant var en forudsætning for Hegels dialektik og opfattelse af historiens udvikling som en fremadskridende frigørende proces. Og uden Hegel er det ikke godt at vide, hvad Marx havde fundet på.
Kant har skrevet en del og på mange felter. Grundlæggende set er det om spørgsmål som: erkendelsesteori, om forholdet mellem subjekt og en objektiv verden, om moral, om frihed, verdensfreden samt kunst og æstetik. En særlig vægt lagde Kant i sin tro på fornuften. Der er en del som i dag kan synes banalt, ligesom det er tilfældet med mange af Marx' tanker. Men i sin tid var det virkelig et banebrydende arbejde.

Frihed i tanke og fællesskab
Når det ikke er Gud der styrer verden og har lagt en mening ind i den må det være noget andet. Kant fandt sin idé til en almen historie. at den løber efter en naturplan, eller efter en indre tilbøjelighed. For mennesket er formålet at overskride sin natur i form af sin dyriske værens mekaniske indretning. Kant skrev at '...mennesket skulle ikke ledes af instinktet eller forsørges eller undervises af en medfødt viden; det skulle tværtimod frembringe alt af sig selv.' Mennesket foretager altså et brud, hvor mennesket får sin frihed i og med at det bryder ud af Paradis. Herfra begiver det sig ud på en lang rejse med en fremadskridende historie.
I sit skrift 'Hvad er oplysning?' fra 1783 skrev Kant de berømte ord: 'Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er oplysningens valgsprog'. Det havde han for så vidt ret i, dog i mindre grad når han mere eller mindre tilskriver en stor del af menneskenes fortsatte umyndiggørelse, at de er dovne, feje og så let lader andre opkaste sig til deres formyndere, når mennesket for længst er kendt frit fra fremmed styrelse af naturen.
Kant overser det samfundsmæssige systems betydning og dominans i forhold til det enkelte menneske.
Men der er meget dialektik i Kants tanker. For eksempel at frihed indebærer og er betinget af 'en offentlig brug af sin fornuft'. Det står i modsætning til den private fornuft som udfoldes af personer i betroede borgerlige hvervs eller embeders mekaniske væsen. Pointen for Kant er, at man i virkeligheden ikke kan tænke eller være fri 'hvis ikke vi så at sige tænkte i fællesskab med andre, som vi kunne meddele vore tanker, og som kunne meddele deres tanker til os! Altså kan man meget vel sige, at dén ydre magt, som frariver menneskene friheden til at meddele deres tanker offentligt, også tager deres frihed til at tænke'.
Perspektivet for Kant var et verdensborgerligt samfund uden krige. Det skulle være samfund baseret på fornuften og en moralsk forpligtelse. I sit lille skrift Til den evige fred skrev Kant: at der er håb om en altomfattende retstilstand i verden, hvor den evige fred 'ikke er en tom idé, men en opgave, som lidt efter lidt kan blive løst og som stadig nærmer sig sit mål.'
Der er grund til at sende Kant en tanke. Hvis han havde set, hvad der var faret over jorden af krige og retsløshed ville han nok have tvivlet på sin indsigt i historiens fremadskriden. Selvom vi ifølge Kant kom fra nødvendighedens til frihedens rige er vejen lang og træls. Og igen som Kant siger det med det lange perspektiv - vi gør det og en gang får nogen glæde deraf.