Udsendelsen ´Rød Tirsdag´ i Folkets Radio tirsdag den 27. januar havde som hovedtema: Hvad vil det sige at være dansker? (Hvad forstår du ved danskheden?) Udsendelsen var åben for indringere, og i modsætning til for eksempel Danmarks Radio har Folkets Radio ingen censurerende sluse

af Helle Due, København
Det udviklede sig til en ret ensidig diskussion fra opringerne om fremmedhad, blandt andet med påstande om, at der er 1,3 millioner muslimer i Danmark, at de voldtog 'vores' kvinder, havde førsteprioritet til lejlighed og fik penge til møblering, og i øvrigt alle sammen var rige, før de flygtede/kom til Danmark.
Folks meninger er deres ejendom, og det skal man ikke tage fra dem uden at give noget bedre i bytte. Jeg blev lidt forstemt ved at høre udsendelsen, syntes det var et forarmet tankegods, der blev lagt for dagen, men det satte nogen tanker i gang hos mig: Hvad føler jeg selv ved at være dansker?
Mit bud er blandt andet, at det er at føle tryghed i vores velfærdssamfund, som bygger på summen af generationers bestræbelser på at opbygge en hensynstagende samfundsorden, en reel interesse i at formindske nød og nøgen fattigdom og en målsætning for demokratisk indflydelse, så demokratibegrebet ikke bliver en skueret.
De nævnte karakteristika er, hvad der førhen fik mig til at føle lidt stolthed ved at være dansker - men i dag er tryghedsfølelsen smuldret og jeg har en national skamfølelse over Danmarks udenrigspolitik.
En stor del af befolkningen der har den omtalte hadefulde indstilling til 'de fremmede' har sandsynligvis den samme følelse som jeg, at gode gamle værdier forsvinder ud af tilværelsen, for eksempel omsorgen for medmennesker, og de vender deres had mod hvad de kan få øje på: Hudfarve, klædedragt, anderledes religion og vaner. Jeg kan ikke bebrejde dem. Hvor skal de se hen, når de politiske beslutninger foregår bag lukkede døre, og afgørelserne ligger i Bruxelles?