Strategien er kommunisternes bud på hvordan det kapitalistiske samfund overvindes og erstattes af opbygningen af socialismen. Det er kommunisternes bud på hvilke hovedformer denne overgang vil bestå af, hvilke alliancer, hvilken politik, hvilke initiativer arbejderklassen må sikre gennemført

af Hans Chr. Andersen, KPiD
En af kommunisternes vigtigste opgaver er at besvare de grundlæggende spørgsmål om hvilken politisk strategi, dvs. hvilken retning og i hvilke hovedformer arbejderklassen skal føre sin kamp for socialismen.
2n:Svarene på disse grundlæggende spørgsmål må bygge på den internationale kommunistiske bevægelses samlede historiske erfaringer, på de konkrete nationale erfaringer, på en analyse af kapitalismens udvikling og den globale situation samt på en konkret analyse af det enkelte samfund, som de kommunistiske partier virker i, herunder en konkret klasseanalyse.

Kommunisternes strategi
Kommunisternes strategi er ikke en for én gang formuleret strategi der ikke kan ændres, den er ikke et skema, som virkeligheden skal presses ned i; der kan fremtvinges ændringer i den formulerede strategi og især i det konkrete indhold i delstrategier, under indtryk af udviklingen i klassekampen og skærpelsen af denne, des mere central kampen om magten bliver.
Alligevel er strategien noget helt overordnet og centralt: det er kommunisternes bud på hvordan det kapitalistiske samfund overvindes og erstattes af opbygningen af socialismen.
Det er kommunisternes bud på hvilke hovedformer denne overgang vil bestå af, hvilke alliancer, hvilken politik, hvilke initiativer arbejderklassen må sikre gennemført, som forudsætninger for at nå det strategiske mål: socialismen.
Når den overordnede strategi er formuleret er opgaven at udpege de strategiske og taktiske delmål for den kamp, der skal føre til det strategiske hovedmål.
Derfor består kommunistiske partiers programmer grundlæggende af to dele: et principprogram (maksimumprogram) og arbejdsresolutioner, handlingsprogrammer (minimumsprogrammer).
Strategien i maksimumprogrammet omhandler en hel epoke, altså den periode, som omfatter hele overgangsperioden fra den nuværende kapitalisme og frem til overgangen til socialismen.

Socialismen
Det er værd at bemærke, at kommunistiske partier ikke begiver sig af med detaljerede beskrivelser af, hvordan socialismen konkret vil se ud i det pågældende land, udover de helt grundlæggende principper og almengyldige lovmæssigheder.
Kommunistisk Parti i Danmark skitserer i sit program - Folkemagt mod pengemagt - sådanne fire grundlæggende principper:
* at de vigtigste produktionsmidler, banker og alle andre finansieringsvirksomheder, samt alle samfundsvigtige virksomheder overgår til samfundseje,
* at folket under en bevidst arbejderklasses ledelse erobrer og fastholder den politiske magt,
* at statsapparatet forandres fra at være et redskab for monopolkapitalens herredømme til at være det arbejdende folks magtapparat,
* at denne magt bruges til en planmæssig udviklings af samfundsøkonomien som grundlag for en fornyende demokratisk udfoldelse.
Hvordan socialismen konkret vil komme til at se ud i Danmark, bestemmes ud fra talrige forhold, herunder hvordan overgangsformerne til socialismen konkret bliver, klassemodstanderens handlinger og (ikke mindst) hvordan et aktivt folk til den tid må bestemme sig for, hvordan socialismen konkret skal skrues sammen.
Kommunistiske partier giver bud på den overordnede strategi for hvordan det kapitalistiske samfund bekæmpes frem mod den situation, hvor opbygningen af socialismen kan påbegyndes.
Kommunistiske partier giver bud på indholdet i konkrete økonomiske og politiske reformer, der allerede nu kan gennemføres og som kan gennemføres som led i overgangen til et socialistisk samfund.

Epoke, etaper, trin
Et principprogram skal således kunne bære i en hel epoke, det vil sige for den periode hvor det nuværende kapitalistiske samfund afløses af opbygningen af et socialistisk samfund. Naturligvis skal et sådant program kunne justeres, når der sker principielle og afgørende ændringer i betingelserne/grundlaget for strategien. For eksempel som det var tilfældet efter sammenbruddet af de socialistiske lande.
Men et principprogram skal ikke fornys på hver eneste eller hver anden partikongres; i så fald er det udtryk for, at der er store mangler og uklarheder i programmet.
Udviklingen under en strategisk epoke foregår ikke jævnt og ud af en lige linje men består af forskellige etaper (stadier i udviklingen), som betegner væsentlige skridt frem mod det strategiske mål - overgangen til socialismen.
I en etape løses særlige, konkrete begrænsede mål, som bærer frem mod hovedmålet. Som et historisk eksempel på etaper kan nævnes tre etaper under den russiske revolution: første etape var gennemførelsen af den borgerligt-demokratiske revolution, som blev afsluttet i februar 1917. Hovedopgaven i den anden etape var tilintetgørelsen af borgerskabets magt og overgangen til proletariatets diktatur og afsluttedes i oktober 1917. Målet for den tredje etape var herefter at opbygge og konsolidere sovjetmagten og sikre opbygningen af socialismen, som led i det videre strategiske mål: kommunismen.
Hver etape kan bestå af flere trin i udviklingen, hvor der igen løses konkrete opgaver som led i at nå målet for etapen.
Der kan være al mulig grund til at understrege, at begreberne epoke, etape, trin ikke må betragtes skematisk. På den ene side vil der være opgaver under en etape som skal løses, inden man kan gå videre til den næste - og hvor det kan være fatalt at forsøge at springe trin eller etaper over. På den anden side skal man også kunne ændre taktikken, hvis udviklingen stiller krav herom, for eksempel som følge af klassemodstanderens træk.
For kommunistiske partier er disse begreber grundlæggende for udarbejdelse af strategien; uden forståelse og anvendelse af disse begreber bliver kommunisternes målsætninger ikke til meget mere end pæne og lovende ord på papir.

KPiD's strategi
I KPiD har vi beskrevet hovedpunkterne i partiets strategi i partiprogrammet fra 2002.
KPiD's strategi for overgang til socialisme i Danmark er strategien for det anti-monopolistiske demokrati, karakteriseret ved et nyt og udvidet demokrati.
Det anti-monopolistiske demokrati er endnu ikke socialisme men er et brud på statsmonopolismen og monopolernes magt; det er et skridt på vejen til at sikre forudsætningerne for overgangen til socialisme. Det åbner for en proces, hvor de samfundsforandrende kræfter sikrer sådanne positioner i og betingelser for den politiske og samfundsmæssige kamp, at overgangen til socialismen kan stilles på dagsordenen.
Det er, med Marx' ord:
'en tilstand af overgang/(overgangstilstand)é., hvor på den ene side det eksisterende økonomiske grundlag i samfundet endnu ikke er omformet, mens den arbejdende befolkning på den anden side har samlet nok kræfter til at gennemføre overgangsinitiativer, som sluttelig kan sikre et radikalt skift i samfundsudviklingen'.
Opbygningen af den samfundsforandrende kraft sker via anvendelsen af aktionsenhedens metode, det vil sige på tværs af uoverensstemmelser mellem de folkelige kræfter, organisationer med videre, at drage dét, der er enighed om i forgrunden, som grundlag for fælles aktion.
KPiD's strategi bygger grundlæggende på den strategi, der blev formuleret i 'Kommunisternes Program', vedtaget på kongressen i 1976 i det daværende Danmarks Kommunistiske Parti men må naturligvis tage højde for de omfattende ændringer der er sket siden da, ikke mindst sammenbruddet af de socialistiske lande og udviklingen i imperialismen.