Dagbladet Politiken bragte den 20. januar en kronik af Christian Friis Bach og Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre. Kronikken er et godt eksempel på panikken blandt føderalisterne, og måske et udtryk for at debatredaktionen savner et billigt grin efter at tegneren Strid er forsvundet fra avisen. I hvert fald var kronikken ´Farvel til dansk sikkerhedspolitik´ et studie i tragi-komik

Claus Pedersen, 30 år, stud. mag i samfundsfag og historie, aktiv i Globale Rødder.

De to macho-europæere argumenterer for, at en selvstændig dansk udenrigspolitik er en latterlig konstruktion, på linie med at Texas eller Haiti skulle have en selvstændig udenrigspolitik.
Kronikken er tragisk, fordi mange mennesker umiddelbart er tiltrukket af tanken om, at dansk udenrigspolitik ikke længere skal dikteres fra USA. Det ville jo også være dejligt, hvis Danmark ikke deltog i besættelsen af Irak, ikke sandt? Jo, da, så langt bliver vi hurtigt enige.

Frygt skal dirigere os
I forhold til EU er der desværre ingen garanti for, at en EU-supermagt med fælles udenrigspolitik og atombevæbnet hær vil optræde i en progressiv rolle.
Frankrigs og Tysklands krigsmodstand skyldes hverken respekten for FN, Iraks folk eller andre humane eller progressive overvejelser. Deres krigsmodstand skyldes alene, at begge lande havde etableret gode handelsforbindelser med Irak, og krigsmodstanden var blot et forsøg på at beskytte de nationale industrier og virksomheder.
Macho-europæerne er langsomt ved at opbygge en fortælling i vores hoveder om det gode EU som modvægt til det onde USA. Kronikken er et udtryk for denne fortælling, og det er i sandhed tragisk. På samme måde som Bush og hans fascistiske bagmænd i USA undertrykker befolkningen ved hjælp af dens egen frygt, skal vi i EU nu acceptere afskaffelsen af demokrati og nedskæringer på sociale områder af frygt for USA.

Umulig EU-konstruktion
Kronikken er komisk fordi det umulige i EU-konstruktionen står mere og mere klart for den objektive iagttager. Euro-pagten bliver brudt af de store lande efter behag, når nationale hensyn kræver det. Enigheden omkring ændrede stemmevægte i EU-parlamentet og fordelingen af kommissærer er strandet på landenes frygt for at miste den nationale indflydelse og endeligt sejler den ønskede fælles udenrigspolitik.
Hvem i Danmark eller EU vil forklare, hvordan Blair-regeringens krigspolitik kan forenes med den tyske eller franske krigsmodstand? Det er der næppe nogen som kan (eller vil), men jo tydeligere EU-konstruktionens sammenbrud viser sig, jo højere brøler macho-europæerne om harmonisering og tilpasning, og det er i sandhed komisk.
Det umulige i at gennemføre de vedtagne og foreslåede aftaler står tydeligere og tydeligere, og det bør være en centralt element i EU-modstandernes argumentation imod den kommende forfatning - det kan simpelthen ikke lade sig gøre!