Et par skærveknusere tilbage skrev jeg om den moderne privatiserede udgave af racehygiejnen, som er ved at opstå i kølvandet på den medicinske teknologis udvikling, og som blandt andet kommer til udtryk i, at der i løbet af ganske få år omtrent ikke længere vil blive født mongolbørn i Danmark

af Kjeld Stenum
Der er efter min opfattelse mange grunde til at tage den udvikling særdeles alvorligt, og måske fik jeg ikke skrevet nok om, hvorfor jeg mener, det er så alvorligt.
Det er galt, at vil ikke har plads til mongolbørn i det moderne danske samfund. Men hvad, der er endnu værre, er at vi har absolut ingen grund til at forvente, at det kun kommer til at dreje sig om mongolbørn.
Den udvikling, der har ført til, at der snart ikke længere fødes mongolbørn, handler på ingen måde specielt om mongolbørn, men viser kun, hvordan vores moderne samfund reagerer på medicinsk teknologis muligheder, når det får lov at reagere spontant.
Efterhånden som teknologien giver muligheder for meget tidligt at tilbyde forældre abort for andre lidelser eller bare egenskaber, som vort samfund gør det besværligt at have med at gøre, så vil forældre i trange livsomstændigheder føle sig presset til også der at vælge abort.
På den måde får vi ad frivillighedens vej i praksis lynhurtigt en racehygiejne så effektiv, som tredivernes, fyrrernes, og halvtredsernes danske eugenikere næppe engang turde drømme om.
Jeg skal slet ikke komme ind på, hvorfor racehygiejne er biologisk uheldig. Det har jeg skrevet om før her i sk? rveknuseren. Og der er mere akutte skadevirkninger end indskrænkninger af menneskeracens arvemateriale at tænke på.
Hvad jeg synes, er det virkelig katastrofale i, at menneskesamfund praktiserer racehygiejne, er, at det helt grundlæggende nedbryder tilliden mennesker imellem, alene af den grund, at når de svageste er udryddet, så bliver de næstsvageste svagest. Et vist grundlæggende minimum af tillid mennesker imellem er nødvendigt, hvis samfund skal kunne fungere og opretholde livet for samfundsindividerne.
Selv i klassesamfund er det nødvendigt. Selv arbejderen i moderne kapitalistiske samfund må kunne regne med, at kapitalisten ikke vil udnytte sin øjeblikkelige magtfordel til for eksempel at sætte aftaler til side og presse arbejderen ud over alle grænser, hvis kapitalismen skal kunne fungere.
Og det ved kapitalisten godt, og da kapitalister jo er interesserede i kapitalismens overlevelse også på længere sigt, vil de i det omfang, de evner det, opføre sig sådan, at arbejdere kan bevare et vist minimum af tillid. Man kan sige, at tilliden er den cement, der binder menneskesamfundene sammen og gør dem til samfund.
I et samfund, der evner at vise omsorg for sine svageste, vil tilliden mennesker imellem blomstre. Og tillid har vi mennesker, der helt ned i vores mindste åndedrag er dybt afhængige af at virke i samfund, hele tiden brug for. For eksempel klassesolidaritet, som er så nødvendigt for arbejderklassen, hvis den skal evne at genskabe et funktionsdueligt samfund på en kuldsejlet kapitalismes ruiner, er kun mulig på baggrund af en stor 'pulje' af tillid.
Men i et samfund, der på den ene eller den anden måde systematisk begynder at frasortere sine svageste, dræbes også tilliden. Og det er tegn på en virkelig dyb krise, når den tillid forsvinder. Det er tegn på begyndende opløsning af samfundet.
Jeg tror ikke, ret mange gør sig klart, hvor fatalt dette er for os alle sammen. Men jeg tror, nazismen og den anden verdenskrig kan give os et glimt af forståelse for, hvad det i grunden er, vi er ved at sætte på spil.
Under nazismen var tilliden væk. Det enkelte individ vovede knapt at være ærligt omkring sine holdninger, for i det samfund, nazisterne organiserede, var frygten så fremherskende, at man angav sin nabo bare for at slippe for selv at blive angivet.
Ja, det kunne forekomme, at selv børn angav deres egne forældre. Et samfund uden ærlighed har også mulighed for at udvikle sig moralsk skrupelløst. Og det skaber hverken overmennesker eller herremennesker, det skaber bare krig, destruktion og kaos.
Det er en sådan tilstand uden tillid og ærlighed, der er vores fremtidsperspektiv. Og det er ikke en udvikling, der helt tilfældigt er begyndt bare her for nylig. Det er ikke noget, vi kan give den medicinske videnskabs seneste udvikling skylden for.
Forvandlingen af det moderne velfærdssamfund til et frasorteringssamfund har stået på i hvert fald i et par årtier. Det har der været mange symptomer på, blandt andet samfundets behandling af flygtninge og indvandrere, eller den stigende opsplitning af borgerne i A-, B-, og C-medlemmer, alt efter hvor effektive eller ineffektive vi er på arbejdsmarkedet.
Og når samfundet udnytter den medicinske videnskabs landvindinger på den måde, det gør, så er det, fordi samfundet allerede i forvejen har udviklet et stort behov for at frasortere dets mindst profitgivende medlemmer.
Genteknologi og fosterscanning kunne bruges til andre ting. For eksempel kunne man bruge ressourcer på at udvikle metoder til at helbrede eller mindske virkningerne af det Downs Syndrom, der fører til mongolisme, i stedet for at sørge for, at børn, som har risiko for at udvikle sygdommen, aldrig bliver født.
Vores samfund udvikler sig til et frasorteringssamfund, fordi det er et halvvejs overmodent kapitalistisk samfund. Derfor kommer racehygiejnen nu igen.
Lad os sørge for, den ikke får lov at sprede sin gift længe nok til at få de ødelæggende konsekvenser, den fik for godt et halvt århundrede siden!
Lad os kæmpe for tilliden, om ikke i hele samfundet, så i hvert fald i de klasser, som skal bære det videre! Det har noget at gøre med at forsvare samfundets svageste. De, der evner at handle troværdigt omkring det, viser også, at de er dem, der evner at føre samfundet videre.