Det er vigtigt, at kommunisterne så hurtigt som muligt får en langsigtet plan for det parlamentariske område.

af Sven Tarp
Et spørgsmål af central betydning for klassekampen i Danmark er kampen på den parlamentariske arena. Det er en af de mange kampformer, som det kommunistiske parti må beherske.
Det kommunistiske parti er frem for alt et politisk parti med et politisk mål for øje, nemlig overgangen til socialismen. Det ville ikke leve op til sit navn, hvis det alene begrænsede sig til den faglige, økonomiske og sociale kamp, hvor vigtig denne end er. Det er tværtimod dets stadige opgave at føre kampen op på det politiske plan og give denne kamp forrang.
Politisk kamp centrerer sig i et udviklet borgerligt demokrati som det danske i høj grad - om end ikke alene - omkring Folketinget og regeringen. Selv om det borgerlige demokrati i disse år tenderer til at blive mere og mere totalitært, er det derfor helt afgørende, at det kommunistiske parti også forstår at kæmpe på den parlamentariske front.
Og denne problemstilling er særlig vigtig i Danmark.
Ifølge Lenin er en af forudsætningerne for overgangen til socialismen, at der eksisterer en revolutionær situation, hvor der opstår et brud i borgerskabets hegemoni (herredømme), hvad der blandt andet kendetegnes ved, at de lavere klasser ikke længere vil og de øvre klasser ikke længere kan fortsætte på den gamle måde.
En sådan revolutionær situation har ikke eksisteret i Danmark siden folkestrejkerne under Anden Verdenskrig. Men hvis vi betragter den lange periode med borgerligt demokrati i efterkrigstiden, fremgår det, at et begyndende brud med borgerskabets hegemoni er sket i to typer situationer:
* I forbindelse med overenskomstforhandlinger (mest markant er folkestrejkerne i 1985).
* og i forbindelse med folkeafstemninger (Maastricht-traktaten i 1992 og den Økonomisk-Monetære Union i 2000).

I alle disse tilfælde har en folkestemning banet sig vej ad de legale kanaler for senere at bryde med elementer af det borgerlige hegemoni. Det var ikke revolutionære situationer, og de kunne næppe heller udvikle sig til revolutionære situationer under de givne forhold.
Det er ikke det, der er pointen her. Men de havde ikke desto mindre nogle af de elementer, som går forud for sådanne situationer.
Hovedsvagheden ved for eksempel ØMU-afstemningen i år 2000 var, at den folkelige stemning ikke var ledsaget af en tilsvarende organisering og mobilisering, og at der ikke var et klart program, som satte nej'et ind i en socialistisk strategi. Derfor kunne arbejderklassen og den folkelige bevægelse heller ikke fuldt ud følge op på de positive resultater.
Dette viser, hvor vigtigt det er, at kommunister i et land som Danmark behersker de legale kampformer, herunder den parlamentariske kamp, og forstår at kombinere dem med de udenomsparlamentariske metoder og massekampen.
Vi lever i dag i en forholdsvis langvarig periode af den type, som den italienske kommunist Gramsci i sin tid kaldte en skyttegravskrig - i modsætning til bevægelseskrigen (revolutionerne).

I denne periode, hvor borgerskabets ideologi er den fremherskende ideologi, er det kommunisternes opgave at skabe en modpol til den borgerlige ideologi, det vil sige en socialistisk ideologi, som kan slå skår i det borgerlige hegemoni, bidrage til at danne en ny historisk blok omkring det kommunistiske parti og lægge grunden til en senere sejr, når bevægelseskrigen sættes på dagsordenen.
Det er derfor nødvendigt, at kommunisterne i den nuværende periode finder veje til at erobre de talerstole, som den borgerlige legalitet giver mulighed for. Og den vigtigste af disse talerstole er Folketinget. Men som det fremgår af ovenstående, er det også afgørende, at kommunisterne kan optræde med deres egen selvstændige profil uden at være bundet af hæmmende kompromisser.
DKP/ML har ved de seneste valg anbefalet at stemme på Enhedslisten. Men efter partiets opfattelse dur Enhedslisten ikke i længden som parlamentarisk bud. Det skyldes blandt andet:
* at Enhedslisten er for snæver og ikke i tilstrækkelig grad tager udgangspunkt i arbejderklassen og sociale spørgsmål, men i andre lag og såkaldte bløde sager som miljøet og så videre.
* at Enhedslisten efterhånden optræder som et klassisk parlamentarisk parti, hvor hovedindsatsen lægges i Folketinget og ikke i massebevægelsen. Det er dette fænomen, som undertiden får Enhedslistens egne medlemmer til at betegne den som en organisation med 'et stort hoved og en lille krop'.
* at Enhedslisten i dag på mange måder er ved at forvandle sig til et egentligt parti. Selv om dobbeltmedlemsskab stadig er accepteret - også for kommunister - har Enhedslisten sin egen interne beslutningsproces og partidisciplin, der ikke tillader de enkelte grupperinger at markere sig parlamentarisk med en selvstændig profil.
* at Enhedslisten i en række situationer har fulgt en linje, som er i direkte modstrid med kommunisternes (Jugoslaviens-krigen, udstationeringen af danske tropper, holdningen til Folkebevægelsen og JuniBevægelsen, samarbejdsaftaler med Socialdemokratiet). I alle disse situationer manglede der en selvstændig kommunistisk stemme på tinge.

Selv om DKP/ML på ingen måde betragter Enhedslisten som en politisk modstander, men snarere som en samarbejdspartner og mulig strategisk allieret, er det derfor partiets opfattelse, at der på sigt er brug for en alternativ parlamentarisk løsning, som kan give kommunisterne en selvstændig talerstol. I den forbindelse må der tages hensyn til følgende centrale principper:
* det kommunistiske parti - eller en valgfront - er ikke et vælgerparti, men et kampparti;
* det er partiet, dets ledelse og demokratisk vedtagne beslutninger, som styrer parlamentsgruppen, og ikke omvendt;
* den parlamentariske kamp er ikke et mål i sig selv, men et middel til at styrke partiet, massebevægelsen og den udenomsparlamentariske kamp.
* parlamentet er derfor ikke alene en vigtig talerstol for kommmunisterne, men også et sted, hvor de kan øge deres viden om den reelle situation og stemningen i befolkningen, få nye kontakter, forstærke båndene til arbejder- og folkebevægelsen og i det hele taget bidrage til at organisere revolutionens subjektive faktor.

En fremtidig opstilling kan ske under forskellige former. Den kan ske:
* Alene (som DKP i gamle dage).
* Sammen med uafhængige kandidater på egen liste (som Grækenlands Kommunistiske Parti).
* I en front omkring partiet (som Portugals Kommunistiske Parti).
* Eller inden for rammerne af en bredere front, hvor kommunisterne har mulighed for at agere selvstændigt.
Hvordan en fremtidig opstilling vil se ud, må afhænge af en konkret analyse af den konkrete situation. Og en sådan analyse må nødvendigvis laves af kommunisterne i fællesskab. Men beslutningen kan ikke udskydes i al evighed. Det er vigtigt, at kommunisterne så hurtigt som muligt får en langsigtet plan for det parlamentariske område.