Hans Nielsens og Per Nielsens samt Christian Toubros indlæg om parlamentarisk opstilling afspejler desværre en udbredt opfattelse blandt kommunister: Der er ikke noget perspektiv i Enhedslisten.

af Finn Hermann, DKP
Uden velorganiserede, målbevidste og aktive kommunister står arbejderklassen svagt. Det gælder også for arbejderbevægelsen; i arbejderbevægelsen gælder det den revolutionære retning. Og indenfor denne gælder det Enhedslisten. Kommunisterne som en inspirerende kraft kan ikke undværes.
Men Hans Nielsens og Per Nielsens samt Christian Toubros indlæg om parlamentarisk opstilling afspejler desværre en udbredt opfattelse blandt kommunister: Der er ikke noget perspektiv i Enhedslisten.
Hos Hans og Per optræder Enhedslisten i denne ene sætning om byrådsarbejdet i Århus: 'Enhedslisten har stemt imod'.
Christian Toubro spørger, om der ikke er brug for et 'arbejderklassens redskab i det politiske landskab herhjemme'?
Men Enhedslistens principprogram afspejler jo klart viljen til at være et arbejderklassens redskab. Og hvis kommunisterne ikke synes, at listen gør det godt nok, er der i realiteten intet til hinder for at de kan gå ind og forbedre indsatsen. Vi anerkender jo alle, at der pt. ikke er noget parlamentarisk alternativ til Enhedslisten - eller? Men Toubro mener nedladende, at 'et eller to SF-partier trods alt er bedre end to gange Venstre'.
Ellers er det behovet for den rene K-vare der gennemsyrer de tre herrers indlæg.

Jeg kan forstå, at man savner liste K Jeg kan forstå en kritisk holdning til Enhedslisten. Jeg kan også forstå, hvis nogle mener, at Enhedslisten på en række punkter er uafklaret, at der også er for megen antikommunisme hist og her hos De Rød-Grønne. Jeg kan endda til nød forstå, at VS'ere, tidligere KAP'ere og SAP'ere hos nogle kommunister stadig kalder minder frem om anti-sovjettisme og venstreopportunisme.
Men når det kommer til stykket er der mere der forener end der skiller kommunister og rød-grønne. Hvis det skulle lykkes her og der at stille liste K og liste Ø op parallelt, ville de arbejdervælgere, som begge lister bejler til have besvær med at skelne dem fra hinanden, det gælder klasseanalysen, kritikken af den herskende politik, vore mere langsigtede overvejelser og vor dagsaktuelle politik. Desuden er Enhedslisten, hvad enten vi kan lide det eller ej, i dag langt bredere organiseret landet over end noget kommunistisk parti. Ja, end DKP, KPiD og DKP/ML tilsammen.
Men listen er en skrøbelig konstruktion med omkring 2500 medlemmer. De tre kommunistiske partier har omkring 1000 medlemmer, heraf en del med tillidsposter i bevægelserne. Er vi bange for ikke at få indflydelse nok? Med vores teoretiske afklaring? Med tillidsposter i fagbevægelsen, med tillidsposter hos EU-modstanderne, med Dagbladet Arbejderen og andre medier til vores rådighed?
Men i stedet for at diskutere og udvikle en fælles parlamentarisk strategi ser det ud som om den eneste strategi vi kommunister kan lægge for dagen i dette spørgsmål er: Lad os vente og se, om ikke det snart går galt for liste Ø.

Jeg vil i stedet opfordre til, at de kommunistiske partier i deres sammenslutningsdebatter snarest spørger sig selv og hinanden hvad en parlamentarisk strategi overhovedet skal gå ud på, herunder:
* Om den skal være aktiv ('vi går ind i for at give det retning og styrke') eller passiv ('vi nøjes med at anbefale at stemme på?')
* Hvilke positioner og kontakter kommunisterne har i de folkelige bevægelser, først og fremmest fagbevægelsen, som kan udnyttes mere offensivt i det parlamentariske spil.
* Hvilke mulige aktive parlamentariske strategier der byder sig til lige nu (alt fra 'op at stå med liste K' over kritisk dialog og samarbejde til engagement i Enhedslisten).