Vor tids kapitalisme er ikke igrundlæggende/i anderledes - vor tids kapitalisme er kapitalisme udviklet til imperialisme

af Enid Riemenschneider, KPiD
Hvad de moderne falske profeter angår, berigede Sven Tarp os på Rød Sommerlejr med sin gennemhegling af 'Imperiet', men der er også andre profeter på færde.
Jeg vil citere fra en anmeldelse i Arbejderen af en af Manuel Castells bøger, Netværkssamfundet og dets opståen. Ikke for at rive bladet det i næsen, skønt det smertede mig, at anmeldelsen var positiv, men fordi der kan være flere af jer, der læste anmeldelsen og derfor kan genkende det, der kommer nu. Lad mig sige straks, jeg har ikke læst bogen - men citaterne i anmeldelsen fra den er faktisk mere end nok til at fælde dom.
Problemet er først og fremmest, at dette - som andre lignende værker - giver sig ud for at være videnskabeligt.
Vi kan ikke anerkende værker om samfundet, der ikke anvender den marxistiske metode, som videnskabelige værker. De er i bedste fald underholdning, i værste fald skadelige.
Hør her: '... Men denne type kapitalisme er grundlæggende anderledes end sine historiske forgængere... Den har to afgørende træk: den er global og den er i vid udstrækning bygget op omkring kapitalstrømmenes netværk...'
Fejl nummer 1: Vor tids kapitalisme er ikke grundlæggende anderledes. Vor tids kapitalisme er kapitalisme udviklet til imperialisme.
Fejl nummer 2: Hvad nyt er der i, at kapitalen agerer globalt? Har kapitalen ikke i mere end 100 år været globetrotter, sagde Marx og Engels det ikke allerede i Manifestet - 'jager ud over verden i sin jagt på profit'.
'..kapitalstrømmenes netværk' forstår jeg ikke - mon det er spekulanternes matadorspil, han tænker på?
Ja, se på dette med at opfinde nye betegnelser for samfundsudviklingen - netværkssamfundet, informationssamfundet, det postindustrielle samfund og så videre - det må ikke hedde det, det er, kapitalisme, imperialisme.

Castell taler ganske vist om, at vi for tiden lever i et kapitalistisk samfund, og han har den rigtige betragtning, at den herskende orden på verdensmarkedet er indført ad politisk vej. Det han har fat i, er sammenfletningen af statsmagt og kapital. Det må det bare ikke hedde.
Man tror dog, at han adskiller sig fra de globaliseringsideologer, der anser den nuværende såkaldte globalisering for at være en blind, lovmæssig udvikling af kapitalismen.
Men nej, så kommer det:
'.. at den globale økonomi er politisk indført, indebærer ikke, at dens grundlag også kan nedbrydes politisk. I hvert fald ikke ret let. Dette skyldes, at den globale økonomi nu er blevet et netværk af gensidigt forbundne segmenter af nationaløkonomier, der tilsammen spiller en afgørende rolle i hvert enkelt lands økonomi - og for mange mennesker.
Når et sådant netværk er på plads, vil ethvert knudepunkt, der løsriver sig, simpelthen blive omgået, og ressourcerne (kapital, information, teknologi, varer, tjenester, kvalificeret arbejdskraft) vil fortsætte med at flyde i resten af netværket.
Enhver enkeltstående afkobling af den globale økonomi indebærer frygtindgydende omkostninger: Økonomien nedbrydes på kort sigt, og adgangen til vækstens kilder afbrydes. Inden for produktivismens/konsumerismens værdisystem er der således ingen individuelle alternativer for lande, virksomheder eller folk...'
Det, der prædikes her, er netop opfattelsen af, at kapitalismens udvikling alene er bestemt af dens egne økonomiske love, og ikke - som vi siger - at mennesket skaber sin egen historie.
Og skal man tro anmeldelsen, bliver det sådan ved bogen igennem. Sid endelig stille, forhold dig i ro, der er alligevel ikke noget, du kan gøre. Netværkerne skal nok koste dig rundt på klodens arbejdspladser - vær fleksibel eller dø.
Det virker, som om manden har fortabt sig i sine selvopfundne netværk og i pengestrømme og fuldstændig ser bort fra, hvor den stadige værdiskabelse finder sted, og hvilken magt det repræsenterer, hvis værdiskaberne skulle gå til kamp.
Anerkendelsen af, at klassekampen finder sted og driver historien frem, er en lakmusprøve på videnskabelighed eller ikke-videnskabelighed hos disse forfattere.

Det fører mig til mit tredje og sidste eksempel på anvendelsen af vores analysemetode - kommunisternes indstilling til og opfattelse af den nationale kamp.
I en tid, hvor mange mener, at nationalstaten er et overstået stadium, forsvarer kommunisterne den nationale suverænitet.
Strategien er ikke ny: I manifestet - fra 1849 - står der: 'I begyndelsen er proletariatets kamp mod bourgeoisiet om end ikke efter sit indhold, så efter sin form en national kamp. Ethvert lands proletariat må naturligvis først gøre op med sit eget bourgeoisi? Da proletariatet først må erobre det politiske herredømme, hæve sig op til national klasse, konstituere sig selv som nation, er det altså selv nationalt, selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige.'
Lisbet Brabæk siger i sin nylige artikel i Ret & Vrang:
'Klassekampen er en form for krig. I en krig vil man, hvis man har mulighed for det, vælge at udkæmpe slagene på en kampplads og i et terræn, hvor ens egne styrker har de største muligheder for at udnytte terrængenstandene - 'topografien' - til egen fordel.
Igennem cirka 200 år har arbejderklassen og de folkelige kræfter sejt og vedholdende arbejdet på at fjerne 'terrængenstande', som kunne yde fjenden beskyttelse.'
Der nævnes derpå en række danske eksempler på 'terrængenstande':
Udvidelsen af valgretten til almindelig valgret og valgbarhed, gradvise fjernelser af forskellige former for privilegeret valgret, fjernelse af etkammersystemet. Indførelse af parlamentarismen, det vil sige afskaffelsen af kongens ret til at vælge ministre uanset folketingsflertallet. Sikring af offentlighed og mundtlighed i retsplejen. Nævningesystemet. Ministeransvarlighedsloven. Offentlighedsprincippet i forvaltningen. Indførelse i grundloven af bestemmelse om folkeafstemninger.
Det vil sige, at arbejderklassens kamp har siden manifestets dage fået et indhold, der betinger og betinges af de nationale forhold. Vi taler her om klassekampen på overbygningens slagmark, og om at nationalstaten er arbejderklassens hjemmebane.
Ydermere fører den progressive del af arbejderklassen sin kamp for folkestyret - for at forbedre det eller for at afvende anslag imod det - som et led i kampen for socialismen.
Nu bevæger jeg mig ind på den anti-monopolistiske strategi, som vi skal behandle på vores næste møde - så det aspekt lader jeg ligge.

Men det spørgsmål, der stilles, er, om udviklingen og eksistensen af de transnationale monopoler nødvendiggør en opgivelse af den nationale klassekamp til fordel for en international kamp.
Det er sandt nok, at monopolerne er blevet for store til alene at kunne støtte sig på de stater, hvor de har deres basis. Anderledes forholder det sig med folket.
Lad os se på den økonomiske kamp, altså den faglige kamp.
Mange mener, at EU's udvikling bør foranledige, at den faglige kamp nu skal føres på europæisk plan.
Vi vil støde på i hvert fald to hovedhindringer:
For det første: Enhver, der har opholdt sig i længere tid i et fremmed land, ved, at sprogbarrieren i højere grad udgøres af mangelfuld indsigt i samfundets indretning og kulturen end af manglende gloser og grammatiske besværligheder.
Overbygningen er forskellig fra land til land, og det er en hindring for en samlet kamp.
For det andet: I den økonomiske og ideologiske kamp kan vi ikke give afkald på den direkte konfrontation på arbejdspladserne mellem de to klassekræfter med de resultater for højnelse af kampen, som det kan afstedkomme jævnfør afsnittet om aktionsenhedens metode.
Desuden har vi set, at det er muligt at slå et internationalt monopol på de aktionerendes egen nationale hjemmebane.
Det betyder ikke, at arbejdskampe mod internationale monopoler ikke kan eller skal koordineres, for eksempel inden for EU.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt vi ved at fokusere på den nationale kamp forsynder os imod den internationale kamp - eller forsømmer den?
Er der en modsigelse mellem den nationale og den internationale klassekamp?
Ja, det er der da rigtignok. Der er en dialektisk, ikke-antagonistisk modsigelse.
Den ene kan ikke eksistere uden den anden, og vi skal sikre, at de understøtter hinanden.
I arbejderklassens kamp betyder international solidaritet ikke kun, at vi støtter nationale befrielsesbevægelser, at vi demonstrerer, at vi samler penge ind, at vi gik ind i de internationale brigader i den spanske borgerkrig og så videre.
Det største bidrag, vi yder til den internationale solidaritet og til kampen mod imperialismen, det er vores egen kamp i vores eget land, for vores egen befrielse.
Det kan vi også selv mærke igennem den store taknemmelighed vi føler over for de folk og nationer, det har slået sig fri, og som ved deres eksempel bidrager til vores kamp.