18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EL mod takststigning

EL mod takststigning

Tirsdag, 20. januar, 2004, 00:00:00

I disse dage oplever mange brugere af bus og tog, at priserne på billetter, rabatkort og månedskort stiger drastisk

af Keld Albrechtsen, MF, Enhedslisten
Samtidig nedlægges busruter, eller der bliver færre afgange. Årsagen er, at den kollektive trafik er blevet udsultet i årevis. I mange områder har udliciteringen også vist sig at være dyr for passagererne.
De store takststigninger fra 18. januar er asociale og på længere sigt ødelæggende for den kollektive trafik. De passagerer, som har råd, presses over i bilen, og de der ikke har råd, får en stor økonomisk lussing.
Dansk Folkeparti bærer et hovedansvar for takststigningerne. Sammen med Venstre og Konservative afskaffede de det statstilskud til at nedsætte billetpriserne i den regionale togtrafik, som blev indført på Enhedslistens initiativ i 1997.
Enhedslisten fremsætter nu forslag om, at DSB's takststigninger pr. 18. januar skal trækkes tilbage. Forslaget skal ses i forlængelse af et forslag sidste år fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten om stop for takststigninger i hele den kollektive trafik. Det blev afvist af V, K og Dansk Folkeparti.
Dengang undskyldte de sig med, at amterne og de lokale trafikselskaber kunne lade være med at sætte taksterne op, selv om staten fjernede sit tilskud.
De forsøgte med andre ord at skubbe ansvaret over på amter og kommuner. Denne syge undskyldning kan de i hvert fald ikke bruge til at fralægge sig ansvaret for DSB's takstforhøjelser, som indebærer at for eksempel pendlerkort stiger 8,6 procent.
Derfor skal Dansk Folkeparti nu have lejlighed til selv at tage ansvar direkte, og jeg håber naturligvis, at de nu vil støtte vores forslag om at trække DSB's takstforhøjelser tilbage. Ellers må vi konstatere, at Dansk Folkeparti er en flok hyklere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jan. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp