Kultur og kunst - for hvem og for hvad? Hvor bredt går begreberne, og hvor kan man som samfund tillade sig at lægge ansvaret?

af Rikke G. F. Carlsson
Ethvert parti ved hvor vigtig kulturpolitikken er. Det har til alle tider været en øretævernes holdeplads at besidde posten som kulturminister. Kulturministeriet er spejlet på de regerende partiers politik, lige fra boligbyggeri til uddannelser og fiskeripolitik.
Alt afspejles i den førende kulturpolitik. Derfor er signalværdien større end partiprogrammer og nytårstaler.
Signalet fra Brian Mikkelsens førte kulturpolitik afspejler og afslører den siddende magts politik. Det er erhvervslivet der styrer landet i dag. Ikke kun skriver de Statsministerens nytårstale. Erhvervslivet har også længe været på den kulturpolitiske dagsorden.

Hvor skal vi hen?
I kulturministerens seneste nyhedsbrev, 'Ministerens pen' stiller Brian Mikkelsen den borgerlige kulturpolitik op imod enhver opposition. Han vil ikke være 'ambassadør for kulturlivets interesser over for samfundet'.
'Som minister er jeg sat til at tjene borgernes og dermed samfundets interesser. Jeg står ikke i spidsen for særinteresser eller bestemte faginteresser,' skriver han.
Hermed stiller Brian Mikkelsen en modsætning op mellem kultur og samfund, hvor kulturen bare har at indordne sig under 'samfundet'. Han understreger at 'kulturen er en del af samfundet, at mennesker først og fremmest er borgere, før de er kunstnere eller noget helt tredje. Det handler om kvalitet, talentpleje og gode resultater.'

Smagsdommeren
Her kommer Brian Mikkelsens grundsyn frem: Kulturen skal underlægges en elite, der har råd til at købe, udvikle sig og vinde.
Væk skal bredden i den forebyggende livsvigtige motion for befolkningen. Her handler det ikke om at vinde, andet end godt helbred og sociale netværk.
Væk skal bredden i befolkningen mulighed for at møde og integrere kunsten.
Væk skal almen sundhed og almen vidensudvikling for befolkningen.
Kvalitet bliver til økonomisk gevinst - bliver du spillet i radioen, bliver du solgt? Har du sponsorer til en ufarlig forestilling, kommer der publikum. Har du managere til at promovere din kunst, bliver den et investeringsobjekt.
Talentpleje bliver til hård konkurrence, for dem der har råd til at gå til sport, musik og lignende, og derfra igen økonomi til videreudvikling.
Gode resultater bliver til karakterer, guldmedaljer og bankbogsbonus.

Hold fast
Det er en demokrati-diskussion, der er afgørende i den grundlæggende værdi- og kulturkamp, der skal i gang. Er det folket eller den eksklusive elite?
Debatten forplumres og køres af sporet. Det er småtingsafdelingen og en administrativ detalje, når man snakker om mere eller mindre støtte hist og her.
Det er en hel anden grundlæggende diskussion der skal til, om hvordan vores samfund skal formes og økonomisk fordeles. En diskussion om hvad vi som samfund vil tilbyde, forebygge og berige hinanden med. En langsigtet samfundsplanlægning.

Afstraffelses kultur
Det er uden virkning at sætte straffen op, som forebyggende og opdragende foranstaltning, i et samfundsforsøg på at beskytte borgerne. Det er bevist gennem århundreders historie.
Derfor er det tragisk at se blandt andet Socialdemokratiet kræve højere straffe for voldtægt, børnepornografi og lignende. Når samtidig sexualundervisningen fra samfundets side er næsten ikke-eksisterende op gennem skolesystemet.
Hvordan skal børn ellers se og tilbydes andre seksuelle veje end hvad de selv har som hjemlige eller kommercielle forbilleder?
- Får den straffede nye redskaber til at kunne begå sig som et ordentligt menneske af at komme i fængsel eller betale sin bøde?

Den sorte skole
Når der råbes op om forældede undervisnings institutioner, er erhvervslivets egoistiske mekanisme ikke løsningen på fornyelse. Det er samfundets behov der skal styre den udvikling.
Det er et tusse gammelt problem at vores samfunds institutioner er ledet efter forældede principper. Dette kan løses af vores højst udmærkede pædagogiske forskere i Danmark, som er førende om læring/struktur og ansvar.
Det er den manglende demokrati- og strukturdiskussion, der præger vores institutioner. Dette hæmmer udvikling, forskning og inddragelse af ny viden.
Det vigtige i diskussionen er at definere 'hvilket samfund vil vi have'. Altså, hvad skal vores børn tilbydes og præsenteres for i uddannelsen i at blive et godt menneske blandt sine medmennesker?
- Skal de bare lære at stå tidligt op om morgenen og adlyde, eller skal de lære at tænke selv og bevare nysgerrigheden til livslang læring?

Nitte gevinst
Det er en fordrejning, når man snakker om tomme museumssale og sidestiller det med manglende og forældet interesse. Vores kulturs historie vil altid være berigende, der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Dette opdages kun, hvis man kender til den første tallerken.
Der skal afsættes uddannede og økonomiske ressourcer. Kommer man ikke fra et hjem med klaver, hvordan skal man så kende klaverets muligheder? Og er det så samfundets opgave at tilbyde muligheden?
Har man ikke kunst på væggen, er det så samfundets opgave at præsentere kunstens verden?
Har man ikke en have, skal samfundet da tilbyde dig lejrskole? Det hele er et politisk valg, der kræver uddannelse og engagement.

Forbrydelsens kunst
Kunst og kultur er afspejling af samfundet før, nu og om lidt, i alle dens facetter. Vi kan sagtens leve uden kunsten, men da forvandler og former vi os til en mekanisk overlevelses mekanisme. Kunsten er det, der former og beriger vores liv, lige fra boligbyggeri til skolegang.
Når pladsen til menneskets uendelige kreativitet får lov til at udfolde sig, vil kunsten og dermed vores kultur i bred forstand sammensmelte og integreres i alle livets facetter fra kærestebreve til fabrikshallerne.
Denne brydningstid i kultur- og kunstopfattelse skal gribes og samfundsmæssigt skabes nu. Kunsten og kulturhistorien skal ud til folket, så dialektikkens dynamik får samfundet til at udvikle sig på det videnskabelige højst mulige niveau.
Alt andet er en politisk forbrydelse af stjålet viden fra et samfund, som da er blevet hæmmet i sin udvikling til gavn for alle.
Jo, Brian, det er ikke kun de borgerlige der mener, at kultur er en del af samfundet. Men hvilket samfund tjener du og i hvis interesse?