Populisme er for mig en letkøbt, populær og konfliktsky tankemåde. Det er for eksempel populært at foreslå skattelettelser, mindre kontrol af forurening med videre.
af Jan Hermansson, Sæby
Når der bliver foreslået at legalisere hashsalg uden at overveje omkostningerne, mener jeg det er populistisk.
Da jeg i mit arbejde ser konsekvenserne af misbrug af forskellig slags, vil jeg udfra egen viden og andres erfaringer, tillade mig at skrive at misbrug påfører organismen skader. For eksempel risikoen for sygdomme som aids er større end for ikke misbrugere, risikoen for dødsfald er større end for gennemsnitspopulationen, risikoen for psykoser ligeså. (Læs Stofmisbrug af Peter Ege, Hans Reitzels forlag)
Samfundet påføres også belastninger i form af udgifter til behandling, kriminalitetsbekæmpelse og (måske) utryghed.
Da 80-90 procent af stofmisbrugerne lever af overførselsindkomster er det vel også en belastning for samfundet.
Misbrug kan forekomme af legale stoffer og af illegale. Det er klart at misbrug af lightergas ikke kan forbydes væk. Jeg er også klar over at alkoholmisbrug er det alvorligste misbrugsproblem, kvantitetsmæssigt, vi har i Danmark. Dette kan vel ikke bruges som argument for at nye stoffer skal legaliseres og gøres lettere tilgængelige?
Det jeg vil med mit læserbrev er at understrege, at misbrug ikke er harmløst og at samfundet ikke bør forholde sig passivt til at misbruget breder sig til yngre.
Misbruget er et symptom på at samfundet ikke fungerer optimalt. Forebyggelse er bedre end reparation. (Læs også Afvigerbehandling, Tage Voss mfl. Udgivet på Thaning & Appels Forlag)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278