Vi skal ikke acceptere at få en strukturreform trukket ned over hovedet på rekordtid, mener Dorte Gannik

af Dorte Gannik, Skive
Politikere og embedsmænd udtrykker en tyrkertro på fordelene ved store enheder og mere centralisering der er forbløffende og dybt foruroligende.
I forbindelse med Strukturkommissionens arbejde og i den forudgående debat møder man en række argumenter, der enten går på helt specifikke faglige forhold - for eksempel planlægning af de meget specialiserede funktioner på central- og landsdelssygehuse - eller på, at det regnes for sikkert, at de større enheder giver 'stordriftsfordele'.
Ingen steder har jeg set dokumentation for disse påstande; de fremstår nærmest som myter, der er blevet gentaget så ofte, at snart ingen tør bestride dem. Selv på sygehusområdet er der ikke noget der tyder på, at større enheder fungerer bedre eller billigere, snarere tværtimod.

Men måske er det slet ikke det der er baggrunden. Måske handler det i stedet om magtkoncentration. I så fald bliver oplægget til Strukturkommissionen pludselig meget mere forståeligt. Ser man tingene fra oven, fra folketingspolitikeres og ministeriers synsvinkel for eksempel, så er det klart, at det kan være sværere at styre og have overblik over 15 amter og 275 kommuner end for eksempel det halve antal.
Et af argumenterne for færre amter var vist netop, at amterne forvaltede tingene forskelligt. Og 275 kommuner - hvor meget plads giver det ikke til forskellighed, til lokale traditioner, prioriteringer, borgernes engagement og enkeltpersoners gennemslagskraft? Nej, det er ikke så nemt at gennemføre ensartede løsninger, homogenisering og standardisering under disse forhold, og især da ikke med tre autonome politiske niveauer.
Aldrig har vi haft en regering, der går så klokkeklart efter centralisering af magten på det statslige niveau som denne VK-regering. Ikke engang Socialdemokratiet, som traditionelt støtter statsliggørelse, har kunnet eller turdet stramme udviklingen i den grad.
Men Venstre har denne gang taget et ganske særligt trick i brug - for styrkelsen af de liberale løsninger, udlicitation, privatisering og 'borgernes valgfrihed' øger jo behovet for en regional og statslig koordinering, hva behar? Her er det lokale demokrati, de lavere offentlige forvaltningsniveauer kun i vejen. Og derfor skal de afskaffes - eller fratages sine kompetencer - ganske fikst.
Og hermed er vi ved problemets nerve.

For hvis vi nu ser udviklingen nedefra i stedet for ovenfra - som jo er det relevante for de fleste af os almindelige borgere - så betyder større enheder og større centralisering netop ikke, at tingene bliver mere praktiske, effektive eller overskuelige. Jo større enheder, jo længere er der til beslutningstagerne, jo oftere skiftes de ud, jo dårligere kender vi dem, jo dårligere kender de hinanden - og jo mere abstrakte regler administrerer de efter. Bureaukratisering er ét ord for det. Upersonlighed og distance er andre ord.
Magtesløse bliver vi som borgere - for hvor i den store uoverskuelige koncern finder vi den regel, der er relevant for vores sag og hvor sidder det menneske der vil tage den på sig?
Vi mister overblik, indsigt og indflydelse på vores egne sager - på forløbet af en hospitalsindlæggelse, på hullerne i fortovet, på maden på plejehjemmet, på undervisningen i skolen, på bibliotekets tilbud. De ting vi kunne tale os personligt til rette om i hverdagen, bliver mere og mere til sager, med endeløse mængder af papir og elektronik, mange eksperter på flere niveauer - og så vil de have os til at tro, at problemløsningen bliver bedre! Mere effektiv, hurtigere!

Nej, strukturreformen handler om magt. Landspolitikerne får større magt og borgerne får mindre, når de lokale politiske enheder forsvinder. Det er næppe muligt at bevare lokale institutioner og service i samme udstrækning, når de geografiske områder bliver store. Dermed bliver Strukturkommissionen endnu et redskab i den pågående affolkning af landdistrikterne.
Betænkningen er fyldt med smukke ord om dialog med borgerne, decentralisering og demokratisk kontrol - de er ikke det papir værd de er skrevet på. Havde kommissionen taget sit kommisorium og sine egne overvejelser om demokrati alvorligt, havde vi fået et forslag om hvilke basisfunktioner der i hvert fald skal være i et lokalområde på for eksempel 5000, 8000 eller 10.000 indbyggere, og et forslag der kunne sikre borgerne i et sådant område politisk indflydelse på de vigtigste offentlige nærfunktioner.
Der er stærke røster for, at en strukturreform skal være på plads inden næste kommunalvalg. Hverken befolkning eller lokale politikere skal have mulighed for at tage stilling til den 'administrative' reform, der er lagt op til. Men det skal vi ikke acceptere. Det er vores hverdag og nærpolitiske indflydelse det handler om. Den struktur skal ikke trækkes ned over hovedet på os.