Skal man begå sig på en større dansk byggeplads i dag, kræver det et sprogkendskab ud over det sædvanlige

Thorkil Jansen, tillidsmand ved Mars Stilladser, formand for Århus Stilladsarbejderklub og medlem af DKP/ML
Vores folkeskoletysk kom da også hurtigt til kort overfor det sjak af østtyske montagearbejdere, vi byggede stilladser for. Og vi havde såmænd arbejdet videre i lykkelig uvidenhed, hvis ikke vi en dag tilfældigvis havde fået en sprogkyndig kollega med.
Nu fik vi til gengæld formiddagskaffen galt i halsen. Her i hjertet af Århus, på en gennemreguleret mønsterbyggeplads, gik vi op og ned af en flok højt specialiserede håndværkere, som ikke tjente meget mere i timen end en flaskedreng. Aflønningen for en 11 timers arbejdsdag lå på sølle otte til ni euro i timen.

Hurtig handling
Den lokale TIB-afdeling blev straks kontaktet, og trods tidspunktet - –en fredag tæt på middag - blev der lovet øjeblikkelig udrykning. Og allerede umiddelbart efter weekenden fik vi beskeden: der var forhandlet en aftale på plads med det tyske firma, som sikrede det tyske sjak en løn på niveau med deres danske kolleger. Skidegodt, sagde vi og klappede os selv på skuldrene for vores tværfaglige initiativ.
Desværre var den sprogkyndige med et par uger efter, og han fik hurtigt punkteret forhåbningerne om skulderklap og et par af østtyskernes medbragte ”Weissbier”. På hans forespørgsel om de nu tjente guldet, trak de bare på skuldrene og sagde ”Ach, papiermoneten”.
Længere er historien ikke. Vi røg videre til andre opgaver, og tyskerne fik færdiggjort den sidste biografsal. Som et af de eneste sjak i Europa der kan det og til under 70 kroner i timen…
Så langt kan man nå på en velordnet byggeplads, med et dansk sjak der ikke bare passer sig selv, et åbenhjertigt østtysk sjak, og en fagforening der reagerer eksemplarisk hurtigt: En aftale der ikke er det stykke papir værd, den er skrevet på!

Østudvidelsen, hva’ så...
Det giver grimme forudanelser for tiden efter østudvidelsen og åbningen af det danske arbejdsmarked. Hvor står vi, når vi snakker mindre byggepladser, når gæsterne ikke bare fortæller om deres reelle lønforhold, når vi hver især sidder i vores egne skure og ikke blander os? Eller når de udenlandske firmaer begynder at systematisere brugen af falske selvstændige?
Efter min mening risikerer vi at stå lige nøjagtigt der, hvor alle vores sædvanlige fagretslige spilleregler og aftaler er lige så lidt værd som vores østtyskeres ”papirpenge. Ikke fordi teksterne er dårlige, men fordi de står alene. De er ikke længere baseret på, at vi står sammen og slås på de enkelte pladser.
Det forhold skal vi have rykket på. Østarbejdernes – og vores egne - arbejdsforhold sikres ved, at vi inden for byggepladsens port beslutter os for, hvad vi vil acceptere. Der skal statueres nogle eksempler - det betyder ballade og skal ballade ende godt, skal det planlægges. Nogen har med andre ord en konkret opgave at tage fat på…