Med mellemrum siges det i dagspressen, at det er bydende nødvendigt at få diskuteret, hvad vi vil med det danske forsvar. For enhver kan se, at det ikke dur som det er, men diskussionen udebliver.

af Ruth Dalsgaard, forsvarsordfører for Grønne Demokrater
Men hvordan starter egentligt en folkelig diskussion uden reel og grundig oplysning? Er det ikke befolkningen, der betaler 18-20 milliarder årligt i skat, der har krav på at deltage kvalificeret og komme med bud på, hvor vi vil gå hen? Hvordan fås de informationer, der skal til, for at kreere et forsvar befolkningen kan være tryg ved?
Forsvarsministeren vil købe fire ubåde til 1,1 milliard stykket. Kunne det ikke vente, til Danmark har bestemt, hvilket forsvar vi vil have? Er det Søværnet, vi skal satse på, så må der argumenteres for det ved åben debat. Det skal ikke aftales i lukkede udvalg eller påvirkes af våbenfabrikanterne. Kunne vi få mere for pengene ved at disponere anderledes? Politikerne skylder en forklaring og må i hvert fald offentliggøre deres tanker, før der bevidstløst bruges løs af næsten fem milliarder.
Kunne man forestille sig, at fem milliarder blev brugt til et humanitært indsatsberedskab, som beskrevet i en ny bog af Preben Bonnén og Poul Dahl 'Krigens nye klæder', som foreslår en tværfaglig gruppe på 4000 mand, soldater, redningsmandskab, politi, læger, sygeplejersker, der uddannes til at sættes ind på steder, hvor en krig netop er ophørt, eller hvor en krig kan opstå, og som stabiliserer et område og forebygger uro? Jeg tror, der ville være stor folkelig forståelse for et sådant beredskab.
Det er destruktivt og udsigtsløst at investere i flere våben. Vi må styrke den krigsforebyggende indsats meget mere og kun bruge krigen som sidste udvej.