30 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Helmuth Nyborgs Tre sorte kors

Helmuth Nyborgs Tre sorte kors

Tirsdag, 16. december, 2003, 00:00:00

Den danske professor Helmuth Nyborgs teorier bringer ubehagelige mindelser om nazisternes racehygiejne i Det Tredje Rige, mener Torben A. Petersen.

af Torben A. Petersen, Helsingør
Den århusianske professor i psykologi Helmuth Nyborg har fremsat forskellige betragtninger om, at de kloge skal have flere børn end de mindre kloge. Herudfra vurderer professoren, at så vil den samlede mængde af kloge i samfundet blive større, og der vil blive færre af de mindre kloge.
Hans hypotese er, at de kloge vil reproducere deres 'kloge gener' som de skulle være i besiddelse af. Han påstår samtidig, at dette ikke kan sammenlignes med den racehygiejniske ideologi der prægede Det Tredje Rige. Men passer det? De 'uegnede' skulle fjernes fra samfundet. Men tyskerne var ikke alene om denne tankegang.
Både her i landet, og i de øvrige skandinaviske og andre europæiske lande havde man mere end en rem af huden (og det har man åbenbart stadigvæk). I Danmark tvangssteriliserede danske læger i over 30 år (cirka 1930-1960) beredvilligt de som det psykiatriske hospitalsvæsen og kriminalforsorgen med flere indstillede til, ikke at skulle kunne reproducere sig selv.
Hvad der måske også er interessant ved professorens udtalelser er tidspunktet hvor de fremsættes. Han anser tiden for moden.
Danmark og andre lande er inde i en højreorienteret dødsspiral hvor menneskesynet mere og mere brutaliseres. Humanisme og solidaritet latterliggøres dagligt af VC-regeringens håndplukkede smagsdommere hvis opgave det er, at lede befolkningen ind i et klar-dig-selv-og-enhver-er-sig-selv-nok samfund. Der skal skabes accept for flere hjemløse, posedamer og -mænd, arbejdsløse og så videre. Bundlinjen er de ikke skal have hjælp fra det offentlige. Men, hvis ikke at de kan klare sig selv, hvad så? De skal i hvert fald ikke have børn. Hvad skal der ske med dem?

For at provokere professoren og hans ligesindede er der et par eksempler fra det tidligere nævnte Tredje Rige, der måske kan katalysere de historiske erfaringer.

Eksempel 1:
Kort tid efter, at NSDAP havde overtaget regeringsmagten i Tyskland kom der forskellige love der vedrørte racemæssige og genetiske forhold. På baggrund af den økonomiske krise (Wall Street krakket i 1929 med videre) som bredte sig over hele den vestlige verden, havde man i Tyskland allerede i begyndelsen af 1930'erne en debat blandt fagfolk om man skulle begynde at bruge eutanasi1 og tvangssterilisering på de psykiatriske patienter', blandt andet under henvisning til hvad det kostede at drive de psykiatriske hospitaler.
Samfundsøkonomi blev således stillet op overfor omkostningen af livsopretholdelsen af personer der ikke kunne klare sig selv. Jurister og læger ved Arvelighedsdomstolene kunne således med hjemmel i lovgivningen begynde at udstede domme på, at bestemte tyskere skulle tvangssteriliseres.

Eksempel 2:
Få år sendere skærpede de tyske myndigheder kursen overfor de uegnede. Dette udsprang blandt andet af, at faderen til et stærkt handicappet barn skrev til Hitler om at få lov til 'give det fred'. Denne eufemisme tog Hitler og de tyske læger imod med kyshånd. Det gav anledning til at en række psykiatriske hospitaler fra 1939 blev omdannet til en slags 'eutanasihospitaler'. Eutanasimetoderne bestod af gasning, indsprøjtning med forskellige giftstoffer eller udsultning.
Den centrale udvælgelse af hvem der skulle dø blev foretaget af 'T4' organisationen. Her arbejdede tre psykiatere med sygejournalerne. Skulle en patient 'udfries fra sine lidelser' satte psykiateren et kors på sagsomslaget. Tre sorte kors betød at vedkommende blev 'udfriet af sine lidelser'. Det var blandt andet de tyske embedslæger der indsamlede og videreformidlede de pågældende sygejournaler til T4.

Eksempel 3:
Medicinske eksperimenter. Hvad har dette med 'de uintelligente at gøre'? Jo dem som man begyndte at eksperimentere på, var jo fanger i kz-lejrene og hvem var her? Alle de som regimet ville skaffe sig af med eller straffe hårdt. Men var det kvaksalvere og lignende der stod for eksperimenterne? Nej, det var det ikke. Det var blandt andet nogle af de bedst uddannede læger i Tyskland og Østrig, professorer og speciallæger.
I en række tyske og østrigske koncentrationslejre, hospitaler og et håndfuld universiteter foregik eksperimenterne. Baggrunden for udvælgelsen af fangerne var det synspunkt, at da fangerne var så godt som døde, hvorfor så ikke udnytte deres krop?
Eksperimenterne var forskellige men fordeler sig på tre hovedgrupper: Eksperimenter af racehygiejnisk karakter, militær og afprøvning af præparater for medicinalindustrien (IG Farben, Bayer AG med flere.)
Man kan blive chokeret over det foranstående beskrevne. Man skal dog ikke glemme, at det var dagligdag for de involverede personer.

Tilbage står det forhold, at et samfund, en nation, stigmatiserede mennesker på baggrund af deres 'åndelige og psykiske habitus'. Var de 'sinker, arbejdssky, kronisk syge, alkoholikere' havde de ingen plads i samfundet.
Skudt helt over målet, vil nogle sige, når jeg relaterer dr. Nyborgs hypoteser til disse begivenheder. Men hvad er konsekvensen for alle de som falder udenfor den samfundsvalgte skabelon? Den gruppe som i dag anses for uværdige til at få børn (eller på anden måde livsuegnet) fordi de er 'for dumme', kan jo let udvides i morgen med nye. Hvad med 'ældrebyrden'?
En af de overraskende faktorer ved de beskrevne forhold er i øvrigt, at de som ellers skulle være garanter for humanisme var nogle af dem der gik forrest når de uværdige skulle udrenses af samfundets krop som for eksempel læger og sygeplejersker. Det var selv samme grupper, der også gik for at høre til i den højeste ende af 'intelligensskalaen'.
De professorer, speciallæger, dommere, jurister og andre der drev hele det racehygiejniske apparat, kom jo netop fra de 'bedste familier i Tyskland og Østrig'. De klogeste. Men de tøvede ikke med at begå drab på de som ikke passede ind i deres raceideale samfundsbillede.
Yderligere: Var de amerikanske kemikere med flere der udviklede 'Agent Orange', som blev smidt over Nordvietnam i 1970'erne, intelligente?

Måske intelligensbegrebet er et overvurderet begreb. Et begreb der i virkeligheden er synonymt med et sæt personlige egenskaber som et givet magtapparat, på et bestemt historisk tidspunkt efterspørger. Men samtidig med at det er historisk betinget, er det ahistorisk i den forstand, at det bruges som et universelt begreb, der i virkeligheden dækker over noget indholdsmæssigt forskelligt.
Samtidig med at begrebet har en diskriminatorisk effekt i forhold til en given befolknings(gruppe). En effekt vi har set den nærmest apokalyptiske (dommedagsagtige - red.) konsekvens af og som åbenbart visse personer her i landet (og andre lande antageligt) gerne ser re-institutionaliseret som en fremtidig samfundsmæssig sorteringsmekanisme for de uønskede.
Men spørgsmålet til sidst er om dr. Nyborg og hans meningsfæller grundet deres gode intelligens har gennemskuet nødvendigheden af, at de dumme ikke skal have børn, eller om de bare er drevet af samme menneskesyn som tidligere nævnte 'brødre i ånden'. I så fald må det jo konstateres at historien gentager sig. Og det er da ikke særligt intelligent. Intelligens er jo udfra den ideale definition kendetegnet ved, at man ikke begår de samme fejl igen og igen.
PS: Dr. Nyborg har foreslået, at en måde at udvælge 'de kloge på' er at se på deres personindkomst. Hvis man lægger til grund, at alle der tjener over 600.000 kroner om året er velbegavede, så vil det svare til, at godt seks procent af landets befolkning er 'klog'. Problemet er dog bare, at godt 60 procent af alle der tjener over 600.000 kroner om året er mænd (kilde: Danmarks Statistik). Noget helt andet er, at i en demografisk sammenhæng kan en befolkning kun vanskeligt overleve, hvis blot seks procent af befolkningen reproducerer sig selv.

Få mere at vide om 'uværdige liv', eutanasi, tvangssterilisering på følgende links: www.doew.at - www.gedenkstaettesteinhof.at - www.ushmm.org - www.gedenkstaette-bernburg.de - www.region-onlinede/verband/gedenkstaette-hadamar

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. dec. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp