Kommunisternes strategi må bygge videre på den anti-monopolistiske strategi, men samtidig bringe denne op på et nyt kvalitativt niveau.

af Sven Tarp
Sideløbende med ændringerne i den objektive situation er der også sket en række betydningsfulde ændringer på det subjektive plan.
Det kommer blandt andet til udtryk i de forholdsvis brede lag af arbejderklassen, som ikke først og fremmest definerer sig selv ud fra deres sociale og arbejdsmæssige situation, men i stedet forholder sig til en lang række større eller mindre spørgsmål uden at tage et klassemæssigt udgangspunkt.
Dette fænomen kan blandt andet forklares ved de nye erhvervs- og klassestrukturer, den større fritid og den lettere adgang til information og viden. Men også den kendsgerning, at kommunisterne er sakket bagud i deres teoriudvikling, ikke har haft overbevisende svar eller har talt med tilstrækkelig tydelig stemme i meningsdebatten, spiller en rolle.

Alliance med folkelige bevægelser
Alle disse ændringer i den subjektive faktor finder ofte deres udtryk i en række nye folkelige bevægelser, som adskiller sig fra tidligere tiders klasseorganisationer ved deres sociale sammensætning, den type krav, som opstilles, og de organisations- og kampformer, som tages i anvendelse.
Disse bevægelser beskæftiger sig undertiden med mindre og afgrænsede spørgsmål og undertiden med store og afgørende spørgsmål som krig og fred, WTO, ulandenes gældsbyrde og forarmelse, menneskerettigheder, aids og andre epidemier, det lokale og globale miljø og så videre.
Det drejer sig i mange tilfælde om problemer, som kun kan finde deres endelige løsning ved et opgør med kapitalismen. Der åbner sig derfor muligheder for en strategisk alliance med nogle af disse bevægelser.
Arbejderklassens strategiske alliance i kampen for socialismen får hermed en noget anden karakter end den traditionelt anti-monopolistiske, idet den i et vist omfang går videre end denne alliance og tager 'almenmenneskelige' spørgsmål op. Men dette kan selvsagt ikke - som Gorbatjov prædikede - ske ved også at alliere sig med den monopolkapital, som til syvende og sidst er årsag til problemerne.
Alliancen må tværtimod i sin kerne rette sig mod monopolkapitalen eller mere præcist: den transnationale monopolkapital. På denne måde må den strategi, der skal udvikles, markere både kontinuitet og fornyelse i forhold til den traditionelle anti-monopolistiske strategi.
Man må endvidere forvente, at denne nye type alliance også vil kræve nye organisationsformer og et nyt forhold mellem det kommunistiske parti og de folkelige bevægelser.

Et fælles kommunistisk projekt
Alle de faktorer, som er nævnt i denne række af artikler, kan og bør være udgangspunkt for udviklingen af en aktualiseret politisk strategi for de danske kommunister.
De må derfor gøres til genstand for kollektive undersøgelser og overvejelser, hvad der selvsagt kun kan ske i fællesskab som en del af et nyt kommunistisk projekt.
Den fremtidige strategi må - som det allerede er antydet - være kendetegnet af både kontinuitet og fornyelse i forhold til den tidligere strategi.
Den må derfor bygge videre på den anti-monopolistiske strategi, men samtidig bringe denne op på et nyt kvalitativt niveau, der tager hensyn til forskydningerne i den objektive situation.

Elementer i en strategi
Nogle, men langt fra alle elementer i en sådan strategi kan være:
* Det strategiske mål er socialisme, som skal afskaffe udbytningen og undertrykkelsen af det arbejdende folk og sikre menneskeheden en fremtid. Undervejs mod dette mål kan kommunisterne formulere en række strategiske delmål.
* Arbejderklassen må være den ledende kraft i kampen for socialismen. Arbejdet for at sikre klassens interne enhed er derfor en stadig opgave. Og det samme er bestræbelserne på at gøre fagforeningerne til kamp- og klasseorganisationer.
* Omkring sig må arbejderklassen skare en bred anti-monopolistisk alliance, der omfatter småborgerskab og dele af mellemlagene. Denne alliance må endvidere stræbe efter at inddrage alle, som på den ene eller anden måde slås for at sikre menneskehedens overlevelse.
* Dele af det nationale borgerskab forsøges neutraliseret, mens alliancen i sit væsen retter sig imod den transnationale monopolkapital og dens danske repræsentanter.
* Der må udføres et systematisk arbejde for at sikre, at politiet og hæren ikke en masse stiller sig på magthavernes side i en afgørende situation.
* Danmark må ud af EU og NATO som en forudsætning for en progressiv udvikling, der baserer sig på national selvbestemmelse og sætter velfærd, demokrati og social fremskridt i højsædet.
* EU og NATO må samtidig nedbrydes som en forudsætning for en succesrig socialistisk udvikling i Europa. Dette indbefatter også et nyt forhold mellem national og international kamp og nye krav til internationalismen.
* De nye sociale lag, som kastes ind i klassekampen, betyder givetvis, at der må udvikles nye krav, kampformer, organisationsformer, allianceformer og et nyt forhold mellem parti og massebevægelse. Strategien må give de almene anvisninger for at løse disse spørgsmål.
Strategien skal naturligvis også indeholde andre elementer. Men alt dette kræver en omfattende analyse af den nuværende virkelighed. Alene opgavens omfang gør, at den kun kan blive løst tilfredsstillende, hvis det sker i samarbejde mellem danske kommunister inden for rammerne af et fælles projekt.