Tyrkiets Kommunistiske Parti er imod optagelse i EU. Når vi ser på friheder og demokratiske rettigheder, så vurderer vi, at EU ikke hjælper men derimod skader, siger formaden for TKP. Som et imperialistiske projekt bringer EU ikke frihed til det tyrkiske og til det kurdiske folk.

af Kemal Okuyan, formand for Tyrkiets Kommunistiske Parti
Når man taler om brud på menneskerettighederne i Tyrkiet dukker der en stor mængde eksempler frem. Vi kunne give os til at gennemgå denne skamfulde virkelighed og klage vor nød. Men det, som vi bør gøre er imidlertid at afdække årsagerne til denne virkelighed.
Lad mig lige fra start slå fast, at der ikke for alvor er sket nogen forandring, når det handler om arbejderklassens friheder i Tyrkiet, i forbindelse med det der kaldes 'EU-reformerne'; altså det, som er sket i seneste tre år mens Tyrkiet har kandideret til optagelse i EU. Faktisk tværtimod. Som vi vil se senere bliver forholdene værre for arbejderklassen i Tyrkiet.
Hvad mener vi med ordet 'frihed'? Jeg synes, at begrebet 'frihed' kan deles op i fire temaer.
Første tema handler om friheden til at organisere.
Når jeg netop formulerer det 'friheden til at organisere', så er det helt bevidst, idet vi ofte oplever at denne frihed fejlagtigt søges presset ind i en ramme med betegnelsen 'tankefrihed'. Men det vi er optaget af er at få fjernet forhindringerne og banet vejen for at kunne organisere de fælles tanker og ideer. På dette område har vi ikke kunnet registrere andet end overfladiske juridiske ændringer.
Jeg vil ikke her fordybe mig i sagen om Tyrkiets Kommunistiske Parti. Retssagen, som er et forsøg på at forbyde vores parti er stadig i gang, men vi ved, at vi har fremlagt vores sag godt i kampen for legitimitet, og vi står stærkt. Men det har intet at gøre med EU-processen. Det har at gøre med det faktum, at jo mere man kæmper, desto mere frihed vinder man.
Lad os nu kigge på følgerne af EU-processen. Her er virkeligheden, at arbejderklassens mest grundlæggende rettighed ikke overholdes: retten til at være medlem af en fagforening.
Bemærk, at en af de vigtigste emner i reformpakken, som er vedtaget med henblik på optagelse i EU netop var Arbejdsloven. Efter flere års forsøg på at smadre fagforeningerne med denne lov, er arbejderklassens muligheder for at organisere sig virkeligt blevet begrænsede.
Hvilken mening giver det at tale om en demokratiseringsproces, hvis arbejderklassens mulighed for at organisere sig er begrænset?
Resultatet af tilnærmelsen til EU er, at vi har under en million fagforeningsmedlemmer ud af en befolkning på 70 millioner mennesker.

Sult og arbejdsløshed eksploderer
Hvis vi skal snakke om friheder er det helt afgørende at beskæftige sig med friheden til at leve et menneskeværdigt liv. Det er mit næste tema.
EU-reformerne har øget arbejdsløsheden og sulten. Det er meningsløst at snakke om demokrati og frihed i et land, hvor arbejdsløsheden og sulten eksploderer.
Vi er samlet for at diskutere konsekvenserne af EU inden for områder som menneskerettigheder og demokrati i Tyrkiet. I den økonomiske del af programmet for Partnerskabs-aftalen, som Tyrkiet har fået præsenteret står der: 'EU forventer, at Tyrkiet opfylder alle IMF-reformer'. Men hvilken form for frihed kan gennemføres med Den Internationale Valutafond? EU har beordret: 'Sæt mere fart på privatiseringerne, skær ned på de offentlige udgifter, omlæg landbruget.'
I dag vokser arbejdsløsheden. Undersøgelser viser, at den overstiger 14 millioner.
Tyrkiet bringes i en situation med en ringe produktivitet og landbrugsproduktionen bliver ødelagt. Dette er konsekvenserne af EU på centrale områder, når vi taler om frihed.
Men kan ikke tale om demokrati og menneskerettigheder uden at tage denne situation i betragtning.

Tyrkisk militær i 26 lande
Det tredje tema er den tyrkiske kapitalismes militaristiske politik.
For nyligt hyldede premierminister Erdogan at landet har tropper i 26 andre lande. Hvis vi tilføjer de lande, hvor Tyrkiet bidrager til den militære uddannelse vil antallet af fremmede lande, hvor tyrkisk militær er tilstede, vokse yderligere.
Når vi taler om Tyrkiets militaristiske politik så må vi også pege på NATO og Tyrkiets forbindelser med de imperialistiske lande. Uden at stille spørgsmålstegn ved disse kendsgerninger kan man ikke ændre på Tyrkiets militaristiske struktur.
På dette område ser vi, at AKP-regeringen forsøger at narre befolkningen.
Regeringen påstår, at militærets indflydelse på politikken begrænses. Ja, der er tale om et meget vigtigt spørgsmål. Men vi må være forsigtige på et så vigtigt område. En fascist er en fascist, uanset om han er i civil eller i uniform.
Det er absurd at reducere spørgsmålet om frihed og menneskerettigheder i Tyrkiet til et spørgsmål om 'at begrænse militærets indflydelse'.
I dag følger AKP en liberal-fascistiske politik. Det er en alvorlig fejl, hvis man tror, at denne politik vil øge befolkningens friheder. Erdogan-regeringen er den mest pro-USA og pro-EU regering i vort lands historie. Det er kun kapitalisterne og imperialisterne, som tror på at denne regering vil bringe Tyrkiet demokrati og frihed.

Kurderne oplever ingen fremskridt
Endeligt - som det fjerde tema - står vi over for det kurdiske spørgsmål, som et yderst vigtigt problem. Vi må spørge, hvilken slags fremgang har EU-reformerne medført i det kurdiske spørgsmål.
Består det kurdiske spørgsmål kun af kulturelle rettigheder og sprogfrihed?
Andelen af kurdere blandt de arbejdsløse millioner, som jeg netop har nævnt, er stor.
Hvilken frihed kan vi tale om i et land, hvor sult og arbejdsløshed eksploderer? Vi mener ikke der kan konstateres nogen som helst forbedringer for kurdiske arbejdere i løbet af de seneste tre år.
Lad os forholde os til de fire temaer samlet. Der er ingen af disse spørgsmål, som er vigtigere end andre. Løsningen på alle spørgsmålene ligger i at forholde sig til problemernes rødder.
I den forbindelse er Tyrkiets Kommunistiske Parti helt afgjort imod optagelse i EU. Når vi ser på de fire temaer, som vi har taget op her, så vurderer TKP, at EU ikke hjælper men derimod skader.
Som et imperialistiske projekt bringer EU ikke frihed til det tyrkiske og til det kurdiske folk.
Det betyder ikke, at vi ikke har venner i Europa. Selvfølgelig har vi det.
Det vi beder vores europæiske venner om er ikke at kontrollere om EU opfylder sine løfter, men solidaritet med det tyrkiske og det kurdiske folk samt støtte til vores kamp for at blive uden for Unionen.

Kemal Okuyan holdt dette indlæg på en konference i EU-parlamentet om konsekvenserne for de politiske rettigheder af Tyrkiets proces hen mod optagelse i EU.

Talen er oversat af Dagbladet Arbejderen. Overskrift og mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.