Den Tredje Vej er et voldsomt vanedannende politisk rusmiddel, der giver gevaldige politiske tømmermænd. Hver gang man bruger den, skal man anvende større mængder næste gang for at få den samme effekt og det koster i kroner og øre.

af David Gibson, formand for Belysningsarbejdernes Fagforening i København og formand for SiD'’s kommunale landsbrancheklub.

For det første går den Tredje Vej ud på at sælge og privatisere alt det, som især den ældre del af befolkningen har skabt og betalt for (såsom energiproduktion og forsyning, jernbanesektoren, kollektiv trafik, telefonnet.)
Offentligt ejede værdier blev skabt af de generationer, hvis kendetegn var, at de vil spare op og videregive forbedringer til deres efterkommere. Dette skal ses i modsætning til regeringen Fogh, der sikrer, at det hovedsageligt kun er forbrugerne i Gentofte Kommune, der ser noget til de mange milliarder fra salget af NESA, som alle forbrugere i hovedstadsområdet har skabt igennem tiden.
For det andet gældsætter den Tredje Vej de kommende generationer ved at lade store selskaber udføre og drive offentlige opgaver. Privat Offentligt Partnerskab (POP burde det kaldes her i Danmark). Hospitaler, nye veje, jernbaner, fængsler, nye skoler bliver lånefinansieret af private selskaber ved hjælp af fordelagtige kontrakter. Når disse kontrakter udløber, er det det offentlige, der udover at betale for den løbende drift, er forpligtiget til også at købe vraget tilbage. Ligesom ”Farum-modellen”.

Ansvar skubbes
Hvis POP er sådan en dårlig forretning for det offentlige, hvorfor hopper politikerne på den?
Svaret er enkelt. Anvender man POP, anskaffer et privat selskab de nødvendige lån, så det virker som om, man får det hele foræret ganske gratis. Problemet er bare, at lånene bliver langt dyrere, end hvis det var staten eller kommunen, der selv aftalte lånevilkårene.
Det offentlige bliver efterfølgende bundet op til en dårlig kontrakt. Systemet er nemlig en pengemaskine for de store selskaber. Det binder utroligt mange skattekroner mange år frem i tiden. En kontrakt bliver dyrere hver gang, man justerer forventninger og klausuler. Man indgår aftaler over 25 år uden at kende behovet hele perioden igennem. Derudover har man meget lidt indflydelse på servicen. Magten og indflydelsen flytter langsomt fra folkestyret til bestyrelseslokalerne.

Hvem skal betale...
Det skal de unge og de kommende generationer. Unge som regeringen nu pisker til at færdiggøre deres studier i en fart for at tjene penge, dem på tekniske skoler der kører alene på økonomisk effektivitet med stressede og nedslidte undervisere.
Det bliver de kommende generationer, fordi vi skal proppe flere i folkeskoleklasserne, så Overdanmark kan få skattelettelser.
Regeringen vil tørre regningen for deres fest af på unge og de kommende generationer.