Verden har gennem de seneste tre årtier gennemgået store forandringer, som nødvendiggør en justering af strategien på grundlag af den hidtidige anti-monopolistiske alliance.

af Sven Tarp
Det er DKP/ML's opfattelse, at der er løbet meget vand i stranden, siden DKP vedtog sit anti-monopolistiske program i 1976. Der er sket store forandringer i den objektive situation, som kommunisterne endnu ikke fuldt ud har analyseret og taget konsekvenserne af.
Det er en fælles opgave, som de danske kommunister endnu har til gode. Derfor betragter DKP/ML heller ikke sine egne strategiske dokumenter som det sidste ord i denne sag.

De to hovedforudsætninger for DKP's strategi
Ved gennemlæsning af DKP's dokumenter fra 1960 og fremefter - herunder artikler af partiets ledende teoretiker, Ib Nørlund - bliver det klart, at den anti-monopolistiske strategi og navnlig det anti-monopolistiske demokrati, sådan som det blev formuleret i 1976-programmet, oprindelig byggede på to hovedforudsætninger:
For det første en vurdering af, at monopolerne navnlig i årene efter Anden Verdenskrig havde overtaget kontrollen med statsapparatet, og at det danske samfund følgelig havde udviklet sig til statsmonopolkapitalisme, der stod i modsætning til det store befolkningsflertals interesser. På dette grundlag skulle det være muligt at udvikle en bred anti-monopolistisk alliance, der repræsenterede det overvældende befolkningsflertal i kampen mod monopolerne og deres stat.
For det andet eksistensen af en stærk socialistisk lejr, som gennem sit eksempel, sin økonomiske, politiske og militære styrke og sin politik for fredelig sameksistens kunne forhindre, at imperialismen rykkede det danske monopolborgerskab til undsætning i en betrængt situation.
Det er en ubestridelig kendsgerning, at den sidste af disse to hovedforudsætninger i dag er faldet bort. Alene deraf følger, at såvel den anti-monopolistiske strategi som det opstillede delmål med et anti-monopolistisk demokrati i dag må nytænkes under hensyntagen til de nye betingelser i verden.

Andre forandringer i den objektive situation
Gennem de seneste årtier er der imidlertid også sket en række andre vigtige forandringer i den objektive situation, som har betydning for kommunisternes strategi. Af de vigtigste kan nævnes:

1. Hovedgaranten for det kapitalistiske system
Den kendsgerning, at Sovjetunionen og den tidligere socialistiske lejr er forsvundet, har ført med sig, at USA er blevet verdens eneste og ubetinget største, farligste og mest aggressive supermagt nogen sinde.
Ligesom Rusland i 1800-tallet var hovedgarant for feudalismen i Europa, er USA i dag en verdensomspændende garant for det kapitalistiske system.
Kommunisterne må nødvendigvis have en international strategi for at svække og opløse den amerikanske imperialisme. Det samme gælder NATO, som stadig er det vigtigste redskab for USA's indflydelse i Europa.

2. Fra EF til EU's statsdannelse
Monopolkapitalens Europa er i dag meget forskelligt fra i 1973, da Danmark blev medlem af EF.
Den europæiske integration har for alvor taget fart efter 1991. I dag står vi over for en egentlig statsdannelse med egen forfatning, præsident, regering, parlament, centraladministration, centralbank, militær og så videre.
Det drejer sig om intet mindre end en imperialistisk supermagt, som er ved at tage form i Europa. Målet er på et nyliberalt grundlag at skærpe udbytningen og undertrykkelsen af arbejderklassen og folkene i Europa og resten af verden og efterhånden tage kampen op med de imperialistiske rivaler, først og fremmest USA.
Det er svært at forestille sig en progressiv, endsige socialistisk udvikling i Europa, så længe denne reaktionære magt eksisterer intakt.
Det er derfor ikke nok at kæmpe Danmark ud af EU. De danske kommunister må også i samarbejde med deres europæiske kammerater udvikle en fælles strategi for at svække og helt opløse EU.
Det vil være en klar forudsætning for en succesrig udvikling af socialismen også i Danmark. Og det vil samtidig - ligesom kampen mod USA og NATO - være en internationalistisk håndsrækning til Europas og verdens folk.

3. Den transnationale monopolkapitalisme
Kapitalismens udvikling og den såkaldte nyliberale globalisering har ført til en uhørt centralisering af kapitalen med megafusioner og strategiske alliancer, som totalt sprænger de små nationalstaters rammer.
Reelt set er der sket en overgang fra den traditionelle monopolkapitalisme til noget, man kunne kalde en transnational monopolkapitalisme, som har sine rødder i hele regioner eller enkelte store lande. Hermed er klassefjenden umiddelbart blevet stærkere, bedre organiseret og langt mere internationalt sammenflettet end tidligere.
Dette afspejler sig blandt andet i de kolossale formuer, som ophobes, og de hurtigt voksende regionale og sociale uligheder, som kendetegner vores tid. Det viser sig ligeledes i en tendens til, at kapitalismen bliver mere og mere totalitær, og at det borgerlige demokrati udhules tilsvarende.
Alt dette betyder, at det demokratiske og nationale spørgsmål skærpes, og at kampen for national selvbestemmelse, demokrati, velfærd og sociale fremskridt bliver stadig mere sammenflettet.
Men det betyder også, at storkapitalen i stigende grad isolerer sig fra folkene og møder modstand fra nye sociale lag, sådan som man har oplevet med den såkaldte anti-globaliserings bevægelse siden 1999.
Disse fænomener må analyseres til bunds og resultaterne indarbejdes i kommunisternes strategi.

4. Ændringer af erhvervs- og klassestrukturen
En anden følge af kapitalismens seneste udvikling er de omfattende ændringer af erhvervs- og klassestrukturen såvel internationalt som i de fleste lande, heriblandt Danmark.
De umiddelbare konsekvenser for Danmark er på den ene side, at arbejderklassen nu udgør et flertal af landets befolkning, og på den anden side, at arbejderklassen som følge af ny teknologi, nye organisationsformer og udflytning af industrier er langt mere opsplittet og uhomogen indadtil og uden en række af de store industriarbejdspladser, som for få årtier siden slog tonen an i klassekampen.
Alt dette kræver nye overvejelser om arbejderklassens enhed, organisering og rolle i den anti-kapitalistiske kamp. Hertil kommer ændringerne i de øvrige klasser og lag og de heraf følgende konsekvenser for alliancepolitikken.

5. Kapitalismens strukturelle krise
Siden 1970'erne har kapitalismen befundet sig i en langvarig krise. Det drejer sig selvsagt om mere end de traditionelle cykliske kriser. Krisen er en udpræget strukturel krise.
Det er endnu vanskeligt at spå, om der igen kan komme et større opsving - eventuelt i kølvandet på en større krig - eller om kapitalismen er ved at have udtømt sine historiske udviklingsmuligheder, sådan som en række marxistiske forskere peger på.
Siden 1988 er bruttonationalproduktet per indbygger i verden begyndt at falde, hvad der sammen med den voksende ulighed klart viser, at kapitalismen ikke har nogen fremtid at byde verdens folk.
Den ungarske marxist Istvan Meszaros har i Hinsides kapitalen argumenteret for, at kapitalismen i sin nuværende fase kun kan overleve og producere ved samtidig at være destruktiv. Denne ødelæggelse sætter ind over for den menneskelige arbejdskraft, produktionsmidlerne, de afhængige lande, miljøet og selve livet på kloden.
Kapitalismen er med andre ord ved at føre menneskeheden lige ud i barbariet og truer tilmed dens overlevelse. Ifølge Meszaros og andre marxister står valget derfor mellem 'socialisme eller barbari' eller 'socialisme eller udslettelse'.
De danske kommunister må analysere og forholde sig til disse nye udviklingstendenser og drage de tilsvarende konklusioner for deres strategi.