Regeringens stort opreklamerede program ´Flere i arbejde´ med planen om at skaffe 87.000 flere i arbejde, har vist sig ganske som forudsagt, at have spillet fallit. I stedet har regeringens sande hensigter omkring beskæftigelsespolitikken nu vist sig.
fra Murersvendens Fagforening, Århus Amt Syd
I de to år VC har dannet regering, er der blevet 45.000 flere arbejdsløse. Skattestoppet betyder, at kommunerne ikke må opkræve de nødvendige skatter for at bevare det nuværende serviceniveau og derfor bliver tvunget til at fyre medarbejdere.
Finansloven for 2004 vil ikke ændre den stærkt stigende arbejdsløshed, tværtimod. Finansloven betyder, at tilskuddet til byfornyelse bliver reduceret så kraftigt, at byfornyelsen stort set forsvinder. Dre sættes loft over hvor meget almennyttigt byggeri må koste for at det kan få tilskud, altså en forringelse i kvaliteten i de nye almennnyttige boliger.
Der er absolut intet at finde i finansloven for 2004 omkring en aktiv beskæftigelsespolitik, der vil øge antallet af ordinære arbejdspladser.
Arbejdsgiverne påstår, at der mangler kvalificeret og uddannet arbejdskraft. På den baggrund er det besynderligt, at hos de samme arbejdsgivere er antallet af lærlinge- og elevpladser reduceret med 19.000 i perioden 1992 til 2002.
Der er i dag mere end 7000 unge uden lære- eller elevplads, som i stedet for uddannes i skolepraktik til en normal lærlingeløn. Dette vil regeringen nu ændre, så der maksimalt skal være 1200 skolepraktikelever, og de ikke længere skal have lærlingeløn men SU.
Regeringens politik og arbejdsgivernes manglende vilje rejser en række spørgsmål:
- Hvad bliver der af alle de nye arbejdspladser regeringen lovede?
- Hvad bliver der af alle de uddannelsespladser regeringen lovede?
- Hvorfor skal man være i lære på SU?
- Hvad skal alle de unge leve af, når de ikke kan få læreplads?
- Hvor er regeringens højt besungne 'frie valg', når der ikke findes uddannelsessteder?
- Hvad skal de unge lave, når de ikke kan få en uddannelse?
Spørgsmålene er mange, men den nuværende regering har hverken viljen eller evnen til at løse blot et eneste.
Vi opfordrer derfor til en aktiv indsats for at den nuværende regering erstattes af en regering, der vil føre en markant anderledes politik.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278