Ligesom det heroiske vietnamesiske folk møder det irakiske folk angriberen med en beundringsværdig offensiv ånd, fastslår Raul Valdes Vivo, der er tidligere cubansk ambassadør hos den sydvietnamesiske guerilla.

af Raul Valdes Vivo
Da det for fire år siden blev diskuteret, om den uretfærdige krig, som USA og NATO have indledt mod Jugoslavien, kunne udvikle sig til et nyt Vietnam, skrev jeg i Granma, at noget sådant var usandsynligt. Nu mener jeg derimod, at der er alle muligheder for, at USA's militære nederlag gentager sig på irakisk jord.
Jeg drager ikke denne konklusion på grund af det, som logisk nok bekymrer den nordamerikanske opinion, nemlig at antallet af døde i Irak nu er større end i de første tre år af Vietnam-krigen. Spørgsmålet er, hvorfor det er sådan.
Svaret er enkelt og definitivt. Ligesom det heroiske vietnamesiske folk møder det irakiske folk angriberen med en beundringsværdig offensiv ånd. Og det ved allerede, at det har flere menneskelige reserver til krigen.
Ved en luftkrig kan denne ånd ikke komme til fuld udfoldelse, hvis man ikke råder over de passende midler. Det var, hvad der skete med jugoslaverne, som ikke kunne nedskyde de moderne fly, som USA og NATO satte ind. Dette udelukker ikke skader i luften, hvilket den irakiske modstandsbevægelses ødelæggelse af tre magtfulde helikoptere vidner om. Den psykologiske virkning heraf er desto større grundet denne overlegenhed.
I Jugoslavien skete der - for at sige det fra en cubansk vinkel - samme type absurde og skammelige overgivelse, som i 1878 blev påtvunget de cubanske styrker, som kæmpede mod de spanske kolonitropper. Denne begivenhed er kendt som Zanjon-pagten. Denne pagt fremkaldte Maceos Baragua-protest i det cubanske folks navn, fordi den betød en uværdig fred uden uafhængighed. Marti havde ret, da han sagde, at ingen slog sværdet ud af hånden på cubanerne, men at vi selv lod det falde.

Hvis Milosevic havde modstået luftangrebene, ville aggressorerne ikke have haft anden udvej end invasion ad landjorden. Det ville have ført dem lige ud i den nedslagtning, som venter enhver invasionsstyrke, hvis det invaderede land er forberedt. Det var tilfældet i Jugoslavien, og det er øjensynlig også tilfældet i Irak. Sådan var Fidels mening. Det er derfor, at vi har tillid til hele folkets krig.
Den væsentlige årsag til Vietnams sejr var lige netop den offensive ånd, som også ledte de cubanske mambisers odyssé gennem tre årtier: De var på tilbagetog, når de splittedes, og gjorde fremskridt når de forenede sig, indtil de nærmede sig den endelige sejr, som yankee'ernes invasion forpurrede. Og det forklarer også den totale og definitive sejr, som oprørerne under Fidels ledelse vandt over tyraniets hær, som var dem tusind gange overlegen med hensyn til ildkraft.
Hvis den offensive ånd er til stede, vil vejene til at tilintetgøre fjendens levende styrker vise sig. Netop dette er akilleshælen hos den part, der ingen gyldig historisk grund har til at slås. På denne måde vil patrioterne skabe nye menneskelige reserver inden og uden for det angrebne territorium.

Da jeg i 1965 sammen med Marta Rojas kom til de befriede områder i Sydvietnam som krigskorrespondent, og da jeg senere, i 1969, åbnede den cubanske ambasade i junglen, forklarede de sydvietnamesiske guerillaer mig hovedpunkterne i den offensive ånd:
1. Tilstræbe den stadige udslettelse af de fjendtlige styrker.
2. Tage initiativet og organisere uophørlige angreb i alle områder, så fjenden ikke længere føler, at han har et sikkert bagland.
3. Udnytte den for fjenden uløselige modsætning mellem at koncentrere styrkerne af frygt for angreb og at sprede dem for at forfølge angriberne. Det første blotlægger andre områder. Det andet svækker fjendens styrker og gør dem mere sårbare over for lynangreb.
4. Organisere alle slags angreb, så man hver dag opnår en sejr, hvor lille den end er. Hver sejr opbygger moralen hos det folk, som gør modstand, og demoraliserer aggressoren.
5. Sikre folkemassernes voksende inddragelse og deltagelse i krigen.
6. Opnå international solidaritet, som kommer til udtryk i protester.
Den offensive ånd har strategisk rækkevidde, hvad der ikke betyder, at man skal udelukke forsvarsaktioner på det taktiske plan. Den bygger på den ide, at krigen kan blive langvarig. Man må udvise udholdenhed og tålmodighed, hvad fjenden ikke formår på grund af sin overmægtige og eventyragtige natur og sin uretfærdige sag.

Den anden store faktor er den kendsgerning, at i enhver krig tilhører sejren til syvende og sidst den, der har de største reserver. Et folks vigtigste reserve er sig selv, når det forsvarer sit fædrelands selvstændighed.
Det nordamerikanske folk er på lang sigt en reserve for ethvert folk, som dets regering angriber. Fidel har gang på gang slået fast, at det nordamerikanske folk kun kan bruges imod andre folk, hvis det bedrages. Det viste Vietnam-krigen. Og bedrageriet fungerer ikke længere. Det gælder både jagten på de masseødelæggelsesvåben, som Irak angiveligt skulle besidde, og løfterne om en militær indmarch med et minimum af tab.
USA's invasion af Irak bunder i en sammensværgelse mellem de amerikanske oliemagnater og Bush-kliken, som ikke kom til magten med folkets stemmer, men ved et komplot, der blev gennemført af landets højrefløj i samarbejde med den anti-cubanske, terroristiske mafia i Miama.
USA's europæiske allierede blev i flok trukket ind i et blodbad, som de hverken kan hitte hoved eller hale i. Disse allierede vil i sidste ende lade USA alene tilbage. De vokser ikke i antal, men tenderer snarere til at blive færre, og skal også regnes med til de irakiske reserver.
Ja, Irak truer for alvor med at forvandle sig til et nyt Vietnam.

Raul Valdes Vivo er tidligere krigskorrespondent og cubansk ambassadør hos den sydvietnamesiske guerilla. Artiklen blev bragt i det cubanske dagblad Granma den 25. november.