Med EU-forfatningen åbnes for omfattende angreb på de sociale og faglige rettigheder

af Karen Sunds
Med den nye EU-forfatning overgår social- og arbejdsmarkedspolitikken til at være EU's ansvarsområde.
Så enkelt kan det faktisk siges. Selvom tilhængerne af EU-forfatningen i de kommende måneder vil gøre alt for at begrave denne enkle kendsgerning i snak.
Mest vidtgående er det, at social- og arbejdsmarkedspolitikken bliver placeret under det, der i EU-sprog hedder 'delt kompetence'.
Det betyder, at det enkelte land kun kan tage initiativer på området, hvis EU afstår fra at gøre det. I takt med, at EU udvikler sin social- og arbejdsmarkedspolitik, vil den automatisk erstatte den nationale lovgivning.
Dette er krystalklart formuleret i forfatningens første del, den såkaldte grundlovs-del. Her er det afgørende, principielle skred.

Ingen nødbremse
Selvfølgelig kan der fortsat være politiske slagsmål mellem landene, om hvilke områder, der skal overgå fra veto til flertalsafgørelser. Men det afgørende er, at denne politiske kamp fremover vil blive udspillet i den politiske elite i EU, hvor studehandler er den almindelige forhandlingsform. Befolkningerne har ikke længere fat i nogen nødbremse, for de vil ikke fremover skulle spørges.
Denne konkrete overførsel af social- og arbejdsmarkedspolitikken til EU ligger i naturlig forlængelse af, at EU-forfatningen definerer socialpolitiske målsætninger. Således hedder det i Del I, afsnit I, artikel 3, stk 3, at Unionen skal arbejde for 'en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt' og at Unionen 'bekæmper social udstødelse '.
Disse formuleringer betyder, at EU får en grundlovssikret ret og pligt til at blande sig i socialpolitikken.

Superliberal ideologi
Hvorfor er det et problem? De fleste vil nok umiddelbart mene, at det er godt at EU nu tager arbejdsløshed alvorligt. I euroland har man ellers kun øje for inflationsbekæmpelse og dermed kuponklippernes interesser.
Men EU har en helt speciel opfattelse af, hvad der er årsag til arbejdsløshed og social udstødning.
Ifølge EU's superliberalistiske ideologi opstår arbejdsløsheden, fordi stive lønsystemer og en høj mindsteløn gør den mindst kvalificerede del af arbejdsstyrken for dyr. Det er hele tænkningen i den såkaldte Lissabon-strategi, som i dag er en bærende akse i Unionens politiske univers
Derfor er det ikke godt, at EU får en social- og arbejdsmarkedspolitisk målsætning i sin nye forfatning. Tværtimod. Det giver nemlig Unionen de formelle, juridiske redskaber til at sætte ind med massive angreb på arbejderklassens sociale og faglige rettigheder.