I værdikampen på arbejdspladserne tegner sig et systematisk billede - et ryk fra det kollektive til det individuelle

af Nicolai Bentsen, fællestillidsmand for 150 SiD'ere på det Kongelige Teater
Værdikampen rykker ind på vores arbejdspladser. Hermed ikke ment, at den politiske diskussion blandt kollegaer har nået stormfulde højder. Ej heller, at diverse ledelser indenfor det offentlige eller private er udstyret med en facitliste bestående af borgerlige værdier, man fører personalepolitik udfra.
Dagpengeforringelser, nedskæringer, privatiseringer og social dumpning er der rigeligt af, men det giver til gengæld sig selv. Kursen er sat, og der er for så vidt meget få skjulte kort i den politik, som føres på de områder.

Den skjulte værdikamp
Værre, og i hvert fald sværere at gennemskue og mobilisere modtræk overfor, er en række tiltag, som overordnet er sat ind i vores dagligdag.
Her tegner sig et systematisk billede. Et ryk fra det kollektive til det individuelle.
Ny Løn er et kapitel for sig selv. Et system som i et væk ændrer og bearbejder de grundlæggende holdninger på en arbejdsplads. Et system som jo ikke bliver nemmere at gøre sig klog på al den tid toppen af fagbevægelsen - og rent faktisk også adskillige lokale og traditionelt progressive personalegrupper - hylder konceptet!
Det er dog stadigvæk i bund og grund et lønsystem, som tilgodeser de stærkeste, klemmer de svageste og fremmer den individualistiske tankegang på arbejdspladserne. Den gradvise ændring af netop de kollektive værdier på arbejdspladsen, er i den sammenhæng en for høj pris at betale for kortsigtede lønstigninger.

Den sociale arbejdsplads er væk
Hele aktiveringsindustrien og de sociale kapitler i forhold til job på ekstraordinære betingelser er et andet væsentligt omdrejningspunkt, som er medvirkende til et skred i bevidstheden.
I 'gamle dage' betød et skånejob, at der var plads til alle på arbejdspladsen, og seniorpolitik det samme som, at man var rigeligt til at dele byrderne.... inden for normeringen, eller budgettet om man vil!
Sammenholdt med det stærkt opskruede arbejdstempo, har vi i dag marginaliseret dem, som ikke kan følge med. Og kategoriseret dem i diverse sociale, statslige og kommunale ordninger. En god og ordentlig arbejdsplads med plads til alle er i dag kun en mulighed ved at etablere 'ekstraordinære betingelser'.

EU står for individualisme
Endelig har vi EU, som på mange indirekte måder gør sit indtog på det danske arbejdsmarked.
Og selvom visse forordninger og direktiver forsvarer lønmodtageren, er det samlede billede beskyttelse af markedets interesser, lempelser for erhvervslivet og et ensidigt fokus på de individuelle rettigheder frem for de kollektive.
I forhold til kampen om værdierne, hvis denne er defineret som det kollektive overfor det individuelle (og i sidste instans det solidariske overfor det egoistiske), vil den stigende indflydelse fra Bruxelles få ganske store konsekvenser på sigt.

Overenskomst eller værdier
I den offentlige sektor har managementbevægelsen gjort sit indtog.
Hvor det før var erhvervsledere, der skulle på Carl-Mar-Møller-kurser, er der i dag ikke en personalesektion indenfor stat, amt og kommune med respekt for sig selv, som endnu ikke har iværksat teambuilding, empowermentkurser og værdiprocesser overfor sit personale. Det kan jo være sødt nok, men ofte ser vi disse processer brugt til at få flyttet nogle grænser hos personalet, der ikke kunne flyttes ad forhandlingens vej, eller findes hjelm for i overenskomsten.
I det hele taget findes der masser eksempler på, at værdigrundlag direkte søges at erstatte vores overenskomsterne. I den offentlige forvaltningslov, såvel som i adskillige personalepolitikker indenfor staten, har man fjernet ledelsens forpligtigelse til at orientere tillidsfolk ved afskedigelse, førend høringsfristen på 14 dage går i gang.
Jura-drengenes argumentation i denne forbindelse henter i den grad sit ideologiske arvegods i EU-regi. Hvis den enkelte pedel på en tilfældig skole 'ønsker at hans tillidsmand bliver inddraget, kan han alligevel gøre dette efterfølgende'! Og ligeledes 'der findes jo sager af så ubehagelig karakter, at den der påtænkes fyret må have ret til diskretion'! Det er værdikamp så det basker.
Kollektivet har ingen mulighed for at reagere inden en høringsfrist går i gang, og hele lortet er foranstaltet for den enkeltes skyld, ikke ledelsens. På de store arbejdspladser, hvor sammenholdet er intakt, det faglige niveau af en vis karakter og tillidsmands-systemet er stærkt, skal vi formentlig nok klare den. Men de mange små arbejdspladser, og ikke mindst den enkelte specialarbejder, som kan have ganske svært ved at finde rundt i lovgivning, regler og afskedigelsesprocedure, skal nok få problemer.

Et akademisk arbejdsmarked
Endelig har vi fænomenet medarbejder-udviklings-samtaler. Amerikansk opfindelse som ikke har nået Grækenland eller Portugal, men sjovt nok kun er indført i lande med stærke fagforeninger som i Nordeuropa.
I disse er der visse steder lagt voldsomt kompetence ind i samtalerne. Uddannelsesplaner, jobskifte og sågar lønforhandling! Dette er dybest set en kamp om sjæle. Et instrument som flytter viden og følelser fra den enkelte og kollektivet over til ledelsen. I sidste instans en kamp om udviklingsmuligheden for den enkelte medarbejder. Kan den flyttes fra fællesskabet og fagforeningen som stærkeste kort... over til nærmeste leder og institutionen/virksomheden som den mest farbare vej. Kogt sammen minder disse tiltag jo om betingelserne for det akademiske arbejdsmarked. Og det kan da også fungere.
Men specialarbejdere har hverken samme uddannelsesbetingelser eller indflydelse på deres dagligdag. Og sidst men ikke mindst.... Vi har slet ikke samme løn!