Som del af finanslovsforliget blev det besluttet at bevilge nogle håndører til kulegravning af den kolde krig. I praksis var bevillingen øremærket således, at den kun kunne tilfalde den antikommunistiske professor Bent Jensen ved Syddansk Universitetscenter

af Kjeld Stenum
Det er ikke nogen specielt stor bevilling. Det uhørte ligger i, at en regering overhovedet øremærker forskningsmidler på denne politisk tendentiøse måde og ikke lader et uvildigt videnskabeligt organ fordele midlerne. Det er ikke kulturkamp, det er ensretning.
Det er dog nok klogt af vores ultraliberalistiske regering således at manøvrere udenom fri videnskabelig konkurrence. I konkurrence med ægte videnskab ville antikommunismen næppe have haft mange chancer. Antikommunismen er grundlagt på betragtninger, som er videnskabeligt vakkelvorne.
Et af de mest udbredte antikommunistiske argumenter, er argumentet om, at det yderste højre og det yderste venstre kan sidestilles. Nazisme og kommunisme er begge despotier, argumenterer man, og som modsætning til det har vi vores gode borgerlige demokrati.
Den styreform, der bedst realiserer vores frihed og respekterer vores menneskerettigheder. Det er det argument, jeg kalder det sorte argument, og jeg har ved flere lejligheder skrevet om det. Når jeg nu gør det igen, skyldes det, at jeg mener, for få modsiger det. Og kun derfor får det udbredelse. I dag synes det accepteret langt ind på venstrefløjen.
Det dybt skadelige ved argumentet er, at hvis man accepterer det, accepterer man også, at der ikke er noget alternativ til vores samfund, ligegyldigt hvor store fejl eller mangler vi oplever i dagligdagen. Det er vigtigt, at vi går i kødet på antikommunisterne.
Det sorte argument er et gammelt argument. Socialdemokrater og konservative har markedsført det i hvert fald de seneste halvtreds år. Senest er der pustet ny vind i sejlene af det omfangsrige antikommunistiske værk Kommunismens Sorte Bog, skrevet af et fransk forfatterkollektiv.
Heri gennemgås minutiøst alt, hvad verdenshistorien har rummet af fejlgreb udført i kommunismens navn, som har kostet menneskelig liv og lykke. Dette har man så regnet sammen til slutopgørelsen, at omkring 100 millioner mennesker er omkommet takket være kommunismen, og det er omtrent dobbelt så mange som antallet af ofre for den tyske nazisme.
Af de blotte talmængder konkluderer man så, at kommunisme er mindst lige så forbryderisk et system som nazisme. Den argumentation kan der indvendes meget imod. Når ingen gør det, har det måske at gøre med, at det at stille regnestykker op med ofre for politiske systemer forekommer de fleste humanistisk indstillede mennesker dybt uetisk.
Hvert eneste offer er et offer for meget. Det kan der være noget om. Alligevel bør man ikke bare lægge sig på halen for demagogisk argumentation, blot fordi man viger tilbage for den kyniske kalkuleren med menneskelige lidelser, som modparten ikke viger tilbage for.
For det første, hvis man vil sammenligne de totale mængder af ofre for henholdsvis det ene og det andet system, må man definere sine kategorier, så de i det mindste efter almindelig snusfornuft lader sig sammenligne. Når man som for eksempel Kommunismens Sorte Bog opregner kommunismens forbrydelser, medregner man alt fra Pol Pot til sandinisterne i Nicaragua.
Hvis man definerer kommunisme så bredt, må man definere det yderste højre lige så bredt, hvis sammenligning skal give mening. Men her taler den sorte bog kun om den tyske nazisme, hvilket naturligvis gør antallet af ofre for højrefløjen kunstigt lille.
Dette havde så ikke gjort noget, hvis man i stedet for at sammenligne de rene kvantiteter havde sat antallet af ofre i forhold til befolkningsmængderne involveret, og det tidsrum, man taler om. Det gør den sorte bog heller ikke.
Det er ret simpel logik, at uanset hvilket system man måtte have, om det så er almindelig borgerlig parlamentarisme, så vil der være flere ofre for systemet, hvis det omfatter ti millioner mennesker, end hvis det omfatter en million.
Og der vil være flere ofre på hundrede år end på ti. Et ulige større antal mennesker har levet med forskellige udgaver af angiveligt kommunistiske systemer end det antal, som har levet med nazisme eller fascisme, og over meget længere tidsrum. Det er utroligt, at argumentationen i den grad er blevet slugt, blandt andet af akademisk veluddannede mennesker.
Endelig kan man ikke bare sådan kvantificere brutalitet. Den brutalitet, som måtte være nødvendig for for eksempel at pacificere en utømmelig massemorder, kan ikke sidesdtilles med den brutalitet, som udøves mod et menneske eksempelvis på grund af dets etniske tilhørsforhold, selv om den brutale gerning måske i begge tilfølge består i drab.
Forbrydelserne under nazismen er specielt grove, fordi ofrene for for eksempel racisme absolut intet har kunnet gøre for ikke at blive ofre. Man kan ikke sidestille eksempelvis Lenins direktiver fra borgerkrigens dage til bekæmpelse af blandt andet bondeopstande, hvoraf nogle ganske rigtigt var meget brutale, med Hitlers overgreb mod for eksempel zigøjnere og jøder.
Lenins motiv kan rent faktisk godt have været at bringe krigshandlingerne og dermed grusomhederne til en hurtigere afslutning. Det var at anvende magt fremfor demokrati, ja, endda terror, for at nå et mål. Og det antikommunistiske argument er, at dermed havde kommunismen allerede i sit udgangspunkt gjort sig afhængig af diktatur.
Men borgerkrigen var en kamp på liv og død. Og hvorfor skulle det være umuligt bagefter at genoptage den demokratiske dialog, som man forsømmer i magtanvendelsens øjeblik? Det var retfærdigvis også Lenin, der først af alle bolsjevikkerne erkendte nødvendigheden af at opbygge socialismen i Sovjetunionen på grundlag af en bred alliance mellem arbejderne og det overvældende befolkningsflertal af bønder (det man har kaldt NEP-politikken) . Og det var ham, der satte hele sin prestige ind på at få partiet til at vedtage den politik.
Disse detaljer er vigtige. Ikke blot fordi vi ikke skal finde os i, at antikommunismen fordrejer historien. Men også fordi det er det at finde sandheden i historien, der gør os i stand til at se, at et alternativ til den herskende borgerlige mangel på demokrati er muligt.