Det er på tide, at alle de der tilhører gruppen af tidligere eller nuværende kommunister og kulturradikale tager affære.

af Poul Henrik Jensen, sekretariatsleder i komponistforeningen DJBFA
'Ikke en frø, Ikke en fisk har fået det dårligere i de to år som er gået,' udtalte statsministeren på Venstres landsmøde. Uden at vide det satte han de to år i uhyggeligt perspektiv. Vi er alle vores egen eksperter, sagde statsministeren i sin første nytårstale for snart to år siden. I løbet af de to år har statsministeren således overtaget en miljøekspertise. Det er sket i takt med, at man afviklet alt kritisk og objektiv viden om samme emne.
Det er ikke til at komme uden om. To år er gået siden, at Anders Fogh Rasmussen sammen med Dansk Folkeparti lod sig kåre som landets nye politiske magthavere. Siden er det politiske debatklima ændret fundamentalt. Endda så voldsomt at statsministeren på samme landsmøde talte om, at noget 'var kørt af sporet'.
Det er den såkaldte 'kulturkamp', der hentydes til. Men sandheden er vel, at regeringens iscenesatte kulturkamp blot viser sit egentlige og klare formål. At vise hvem 'der nu bestemmer', og at enkeltpersoner og grupper der ikke har forstået dette, nok på den eller anden måde skal få det at mærke. Statsministeren og i særdeleshed den politiske ordfører har mere end rigeligt båret brænde til det bål, som har fænget.

Personlig forfølgelse
I Politikens udgave fra den 19. oktober er der en gennemgang af citater fra denne debat. Det skal øjensynligt fremgå, at parterne er lige gode i konkurrencen om anvendelse af skældsord. Nu har jeg intet imod et skarpt polemisk ordvalg. Det kan være godt. Det der er galt, og det er det fundamentalt nye i kampen, er at skældsord og perfiditet anvendes af den politiske magtelite mod enkeltpersoner og samfundsgrupper.
At statslige finanslovsbevillinger uddeles til enkeltpersoner, man 'bryder sig om' eller som har direkte relationer til magthaverne. At magtudøvere udsteder dekreter og ikke ulejliger sig i direkte debat med sine ofre.
Det er altså ikke blot niveauet, der er blevet markant lavere, mere uforsonligt og skolegårdsagtig. Nej, hele den såkaldte kulturkamp har vist sig blot at være en fra politisk side personlig forfølgelse mod intellektuelle, politikere, forfattere og andre kunstnere, der ikke har forstået de nye vinde.
Syndebukkene var fra starten, de fremmede, de familiesammenførte og smagsdommerne. Statsministeren og hans kulturminister har uden omtanke leveret ordene og næste geled af politikere har taget over.
Fra Ulla Dahlerup over Helmuth Nygård til Søren Krarup og Langballe skærpes tonen. Grupper og enkeltpersoner udpeges og placeres på skydeskiven.
Vi husker statsministerens nytårstale, hvor han angreb mennesker med indsigt og ekspertise inden for et område. Han beklikkede dem en særlig smag i stedet for viden. Eksperter var endt som subjektive meningsdannere. Dagen efter havde politikere fra det regeringsbærende parti sat navn og adresse på de pågældende.

Sandheden er underordnet
Kulturministeren talte om at gøre op med inhabilitet i kunststøtten. Dagen efter var hans håndgange mænd i færd med sætte navn og adresse på kunstnere. Vi fik hurtig smag for, at nu er det altså sådan vi diskuterer. At fakta forholder sig anderledes er uden betydning. At magtudøvere i regering og Folketing udpeger grupper og enkelt-personer er hvad vi må forvente.
Kulturministeren kendte i det lange løb ikke til rollefordelingen, så han nøjes ikke længere med at lade andre gøre arbejdet. Han gjorde det selv. At han så senere må undskylde uheldige navnesammenfald og trods alt ikke kan ændre tidsangivelsen for stedfundne begivenheder er blot en detalje.
At objektivitet og faktuelle sandheder ikke spiller en større rolle, understregede statsministeren, da han om sit tvivlsomme grundlag at indlede krigen mod Irak på, udtalte: 'Kan det ikke være ligegyldigt nu?' Som eneste af alle regeringschefer i 'alliancen af de krigsvillige' har han undgået undersøgelser og kommissioner om grundlaget for Irak-krigen.
De absolut seneste eksempler på det demokratiske skred der finder sted tilfalder miljøministeren og samtlige finanslovspartier. Førstnævnte der lod tildele særlige bevillinger til sin tidligere arbejdsplads og nu undersøges af Rigsrevisionen. Sidstnævnte tre partier der på finansloven tildelte en historieprofessor en særlig gave på fire millioner kroner, fordi man specielt godt kan lide pågældendes tvivlsomme konklusioner og slutninger på Danmarkshistorien under Den Kolde Krig.
Et samfund der for første gang i mange årtier regeres på grundlag af det yderste højre, uden behov for parlamentarisk støtte andet steds fra, har om nogen brug for at blive kigget efter i kortene. Det er derfor bekymrende, at vi ved selvsyn har kunnet observere alle mulige tiltag til at afvikle ethvert fundament for et kritisk demokratisk samfund.
Vi er ved at være derhenne hvor de, der ganske harmløst betragtede Pia Kjærsgård/Ulla Dahlerup/Helmuth Nyborg som ventil for den yderste reaktion, må overveje det synspunkt. For ventilen har kogt så meget, at de sammen med den strømlinede og velfriserede regering er i færd med at blæse fundamentale værdier for samfundet omkuld.

Det er på tide at sige fra
De store oppositionspartier og fagforeninger syntes enten ramt og søgende efter egne ben. I den proces har de valgt at følge populismen et godt stykke af vejen eller helt og aldeles være opposition. En rolle Socialdemokratiet helt åbenlyst ikke formår at spille.
Hvad der er glædeligt, er at stadig flere forfattere og andre kunstnere, også på den borgerlige fløj, har mod til at stå frem og risikere offentlig udstilling på regeringens skydeskive.
Det er på tide, at alle de der tilhører gruppen af tidligere eller nuværende kommunister og kulturradikale tager affære. Lad os blot bære 'lugten af gammel blomstervand' og 'uvaskede ludere' ind i de fine stuer. Vi har om nogen en forpligtigelse. Alene det at være nummer 1 på skydeskiven forpligter.
Det er på tide at komme ud af den frivillige isolation. De pseudo-debatter, som statsministeren og kulturministeren holder gang i under navnet kulturkamp, er som forfatteren Kirsten Thorup for nylig skrev i Politiken 'ikke andet end kamuflage, der skal aflede opmærksomheden fra den afvikling af velfærdssamfundet, som regeringen arbejder på.'