DKP´s strategiske overvejelser fra Anden Verdenskrig og frem til programmet i 1976 er en del af de danske kommunisters fælles arv

af Sven Tarp
Overgangen til socialismen har uforandret været de danske kommunisters strategiske mål siden 1871, da Louis Pio og hans kammerater grundlagde det første revolutionære arbejderparti.
Derimod har strategien gennemgået en umiskendelig forandring og udvikling, som afspejler såvel de ændrede forhold som kommunisternes stadig større indsigt.
I perioden fra 1871 frem til Første Verdenskrig var de fleste danske socialister samlet i Socialdemokratiet.
Den strategiske tænkning var endnu i sin vorden og beroede hovedsagelig på programmerne fra 1876, 1888 og 1913, hvoraf det sidste havde klare reformistiske undertoner.

Den internationale strategi efter 1919
Efter bruddet mellem reformister og revolutionære socialister under Første Verdenskrig dannede sidstnævnte i 1919 Danmarks Kommunistiske Parti som en dansk afdeling af et verdensparti, Kommunistisk Internationale.
DKP's strategi var i de efterfølgende årtier frem for alt bestemt af Kommunistisk Internationales strategiske retningslinjer. Det gjaldt navnlig dokumenterne fra dens første kongresser og programmet fra 1928. Men også de strategiske justeringer, som fandt sted sammen men den taktiske nyorientering på den 7. kongres i 1935, havde stor betydning for DKP's linje.
Kommunistisk Internationale blev opløst i 1943. Men den internationale kommunistiske bevægelse fortsatte også efter krigen med at udarbejde programmatiske erklæringer af vidtrækkende strategisk såvel som umiddelbar taktisk betydning for de kommunistiske partier.
Det gjaldt navnlig fælleserklæringerne fra de internationale møder i Bukarest i 1957 og Moskva i 1960, som skulle blive de sidste samlede møder for den kommunistiske verdensbevægelse før det store brud mellem Kina og Sovjet.

DKP's strategiske tænkning
Men samtidig gik DKP i gang med at uddybe og videreudvikle sin egen nationale strategi. Dette arbejde kom blandt andet til udtryk i partiets program fra 1949 og i programudtalelsen 'Det danske folks vej' fra 1952.
Særlig interessant var dog den udvikling af de danske kommunisters strategiske tænkning, som fandt sted i årene efter 1960, og som afspejlede sig i en række programmatiske udtalelser frem til vedtagelsen af et nyt partiprogram for DKP i 1976:
a) Kommunisternes program for fornyelse af demokratiet (1960).
b) Til samling for et frit Danmark (1962).
c) Nye veje for Danmark (1965).
d) Veje for venstrekræfterne (1969).
e) Til kamp mod storkapitalen - for arbejderklassen, for socialismen (1973).
f) Kommunisternes program for en bedre tilværelse (1973).
g) For arbejderklassens enhed i kampen mod storkapitalen (1974).
h) Kommunisternes program (1976).
Alle disse dokumenter hører med til de danske kommunisters fælles arv.
Den strategi, som gradvist blev formuleret gennem disse dokumenter, kan kort sammenfattes som en anti-monopolistisk strategi, der sigtede mod at bringe arbejderklassen i spidsen for en bred folkelig alliance af demokratiske kræfter rettet mod den danske og europæiske monopolkapital.

DKP's 1976-program
DKP's program fra 1976 var kulminationen på to årtiers programmatisk arbejde og videreudvikling af partiets strategiske tænkning. Med dette program finpudsede DKP sin hidtidige strategi, men ændrede den ikke afgørende.
Partiets strategi var fortsat den anti-monopolistiske strategi, som var blevet udtrykt i de programmatiske dokumenter fra de forudgående år. Partiet ændrede heller ikke sit erklærede strategiske mål, som også fortsat var socialismen.
Det nye var derimod, at programmet opstillede et særligt strategisk delmål, det anti-monopolistiske demokrati, der blev defineret som en særlig fase af klassekampen inden overgangen til socialismen.
Dette anti-monopolistiske demokrati skulle markere 'et brud på statsmonopolismen og storkapitalens magt', men uden endnu at være socialistisk.
Det anti-monopolistiske demokrati var med andre ord ikke i sig selv nogen strategi, men på samme tid et forventet resultat af og delmål for den anti-monopolistiske strategi, som DKP lidt efter lidt havde udviklet i årene efter Anden Verdenskrig.