16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Samarbejdsaftale for Venstrekræfterne i Ribe Amt

Samarbejdsaftale for Venstrekræfterne i Ribe Amt

Tirsdag, 25. november, 2003, 00:00:00

Flere steder i landet, er der taget initiativ til et lokalt samarbejde blandt venstrekræfterne. I Esbjerg føler vi, at tiden er inde til at foreslå et fælles minimumsprogram, der kan sikre en større enhed på landsplan i gennemførelsen af kravene

:af Enhedslisten, KPiD, DFP, Socialistisk Ungdoms Front, SF's Ungdom i Ribe Amt
Det overordnede og mest afgørende er kampen for at fremme freden, så mennesker igen kan leve i tillid til fremtiden. Vi opfordrer alle til, på tværs af faglige og politiske skel, sammen at arbejde for dansk hjemsendelse af de udstationerede tropper i Irak. Denne og andre konflikter, kan kun løses i respekt for den nationale selvstændighed og i et samvirke med FN. Vi vil gennem aktioner og fredskonferencer bidrage til, at vores forslag nyder fremme i offentligheden.

EU-traktaten
Med vedtagelsen af et udkast til ny forfatning for EU, har et flertal i Folketinget brudt forudsætningerne for dansk medlemskab af EF. Dengang lovede man vælgerne, at der ikke ville blive tale om fælles udenrigspolitik, fælles retspolitik, fælles forsvar og et unionsborgerskab.
Disse ting er indeholdt i udkastet til ny forfatning, og dermed er grundlaget lagt for en ny statsdannelse. Venstrekræfterne vil arbejde for den bredest mulige enhed, både af tilhængere og modstandere af EU, som ønsker den danske grundlov respekteret.

Offentlig service
Gennem en længere årrække har kravet til stat, amter og kommuner, været en beskæring af den offentlige service, der berører alle vitale dele af samfundet. Vi ser en nøje sammenhæng mellem denne udvikling, og kravet om en harmonisering af den sociale standard i EU. Vi vil i samarbejde med brugerne, arbejdspladser og de faglige organisationer, udvikle en bred bevægelse, der kan danne en modvægt til nedskæringerne.

Enhed mod højre
Efterhånden som vi indhøster erfaringer fra arbejdet for disse hovedkrav, vil vi udbygge minimumsprogrammet til at blive mere detaljeret, så det kan danne grundlag for et fælles modstød over for det borgerlige Danmark, der nu har haft regeringsmagten i to år.
Vi forudser også en fælles erfaringsudveksling i de byer hvor enhedsarbejdet er under udvikling, ved at holde en landsdækkende konference i 2004. Med hensyn til organisationers optagelse eller udtrædelse af samarbejdet, er denne samarbejdsaftale fundamentet. Anerkender man samarbejdsaftalen, kan man deltage i fællesmøderne med én stemme for hver organisation.
Vores fælles parole er:
Styrk de demokratiske og sociale rettigheder - for fred og national selvstændighed!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp