Først skulle der spares 800 millioner kroner på dagpenge til ledige. Hvilket populistpartiet Dansk Folkeparti, der skulle sikre finanslovens vedtagelse, slet ikke ville gå med til, grundet de på det sociale område konkurrerer med Socialdemokratiet

af Herluf Andersen, Jelling
Det blev så sænket til 170 millioner kroner. Men trods regeringens ihærdige forsøg kunne gode borgerlige vælgere ikke overbevises om, at det ikke var i strid med statsministerens udtalelser under afslutningsdebatten, at dagpenge ved ledighed ikke ville blive ændret. Gentaget mange gange under Venstres landsmøde både af Anders Fogh og af beskæftigelsesministeren Claus Hjort Frederiksen.
Men da statsminister og farmand Anders skulle en tur til Mexico straks efter landsmødet, kaldte han vist finans og beskæftigelsesministeren til et lille uformelt møde, hvor han sikkert indrømmede, at indgrebet i dagpengene vel nok var lidt i strid med troværdigheden. Og det måtte de få ordnet på bedste måde, for nu rejste han til Langtbortistan. Og var så fri for at tage det første skrald. Fogh ønskede ikke en ny efterlønssag som Poul Nyrup.
Men Anders Fogh Rasmussen har bundet sig så stærkt til løfter, der ikke kan overholdes. Det værste er løftet om skattestop. For hvis han selv tror på totalt skattestop sammen med finansiering af krigsdeltagelse i både Afghanistan, Irak, Afrika og flere penge til hospitalerne, ingen indgreb i efterløn eller andre overførselsindkomster, så rækker hans økonomiske indsigt ikke til posten som statsminister.
Men, om mindre skattebetaling giver mere til privat forbrug, er slet ikke givet. I den udstrækning skatterne går til poster borgerne har gavn og glæde af og udgiftstrykket, udgifter i procent af bruttonationalproduktet, reelt øges mindre end værdien af det vi får tilbage, så er skattebetaling til disse poster reelt positiv. Og til disse poster hører uddannelse, kultur, social- og sundhedsvæsenet. Samfundsplanlægning, forsvar, politi og retsvæsen infrastruktur og kollektiv trafik.
Fra disse poster som jeg nu kalder for A var der i 1975 et udgiftstryk på 40,05 i 2001 var det 34,05. Udgiftstrykket fra andre poster kaldet B hovedsagelig EU-ordninger, subsidier til erhvervslivet, renter, udgifter til Folketinget, kongehuset og den helt overordnede administration steg fra 4,34 til 16,19.
Udgiftstrykket har naturligvis været noget svingende, men for posterne under A har det for alle år i gennemsnit siden 1975 været på 39,48 mod de 40,05 i 1975 altså et ganske lille fald. Fra posterne under B var udgiftstrykket i gennemsnit for alle år på 14,46 mod 4,34 i 1975. Alt er fra offentlige finanser, men ingen politiker taler om det.