16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjorts værdislappe påstande

Hjorts værdislappe påstande

Fredag, 21. november, 2003, 00:00:00

Bygge-, Anlægs- og Trækartellet har sendt beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen et brev, hvori formand John Larsen kræver en undskyldning for de udokumenterede påstande om dagpengesnyd blandt bygge- og anlægsarbejdere

fra BAT-kartellet
Beskæftigelsesministeren har gentagne gange under den netop aflyste dagpengereform fremhævet, at bygge- og anlægsarbejdere er dem, der snyder og misbruger dagpengesystemet mest og dermed uretmæssigt tilraner sig dagpenge.
Disse påstande har Claus Hjort Frederiksen i flæng fremført i aviser, på tv, i radio og på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Men hver gang er det sket helt uden den allermindste form for dokumentation for, at det påståede snyd finder sted i virkeligheden.
Det vil klæde beskæftigelsesministeren at trække sine løse påstande tilbage og give bygge- og anlægsarbejderne og resten af branchen en undskyldning, hvis han ikke kan dokumentere, at bygge- og anlægsarbejderne og deres arbejdsgivere, er de værste dagpengesnydere.
I Arbejdsdirektoratet har man i første kvartal 2003 haft 3500 lønsedler fra arbejdsløse bygningsarbejdere til gennemsyn, hvori der indgår en eller anden form for bonus. Direktoratet har ikke fundet bevis for, at der i nogen af disse tilfælde foregår omfattende og systematisk snyd. Faktisk fandt Arbejdsdirektoratet overhovedet ingenting.
Arbejdsdirektoratet giver desuden i dagspressen udtryk for, at det eventuelle misbrug indenfor bygge- og anlægsbranchen vil være 'meget lille i kroner og øre'. Alligevel, og mod bedre viden i sit eget ministeriums ressortområde, fremturer Claus Hjort Frederiksen i sin værdislappe omgang med sandheden.
Måske ligger forklaringen i, at ministeren ikke har tilstrækkelig indsigt i, hvordan akkordaftalerne indenfor bygge- og anlægsområdet fungerer. På en akkord får man udbetalt en aftalt timesats på eksempelvis 120 kroner, medens arbejdet står på. Ved arbejdets afslutning udbetales det samlede akkordoverskud for hele arbejdets udførelse. Akkordoverskuddet er oparbejdet over lang tid, men afregnes som et engangsbeløb ved arbejdets afslutning ud fra en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Et akkordoverskud eller en bonus er hverken udtryk for overarbejde eller snyd, men alene udtryk for at vi indenfor et minimallønsystem som i bygge- og anlægsbranchen ved arbejdets afslutning hæver den aftalte timeløn med tilbagevirkende kraft.
Hvis ministeren kan finde dokumentation for snyd, og hvis Arbejdsdirektoratet mener, at det vil være umagen værd at stoppe dette snyd, så vil vi fra BAT naturligvis medvirke til at stoppe misbruget af et ellers godt og langtidsholdbart forsikringssystem. BAT forventer, at branchens arbejdsgiverorganisationer vil udvise den samme holdning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp