Siden arbejdsmarkedspensionen blev indført på det generelle arbejdsmarked for over ti år siden, har der været en gruppe lønmodtagere, som ikke har været omfattet
Jan Guldmann, 46 år. Afdelingsformand for SiD-Grafisk, Randers/Århus afdeling.
Det drejer sig om vores arbejdsløse kammerater samt folk på sygedagpenge og barsel.
Indførsel af arbejdsmarkedspensionerne var ikke et krav fra arbejdspladserne, men et ønske fra visse fagforeningsledere og politikere. Man angav som baggrund, at den danske arbejder som pensionist ikke skulle stilles ringere end de funktionæransatte, som gennem flere år havde haft pensionsordninger.
Dette var måske nok en del af sandheden, men bemærkelsesværdigt var det, at de samme fagforeningsledere og politikere var blandt de største EU-tilhængere og dermed bekendt med, at den danske pensionsmodel ad åre kunne blive erstattet af private pensionsordninger, som vi kender det fra mange sydeuropæiske lande.
Vi var derfor mange, som var modstandere af en arbejdsmarkedspension, fordi den på sigt kunne betyde en afskaffelse af den danske folkepension og dermed en endnu større ulighed.
Hvad med dem uden arbejde...
På trods af uenighed om den reelle baggrund for arbejdsmarkedspensionen, var såvel tilhængere som modstandere til gengæld enige om, at det måtte være et krav, at også de arbejdsløse og sygemeldte kammerater blev omfattet.
Men da man ved overenskomstforhandlingerne i 1991 fik arbejdsmarkedspensionen indført i de fleste overenskomster, manglede dog dækningen til netop disse grupper.
Til gengæld blev det nu et krav, at politikerne måtte sikre en pensionsopsparing til de lønmodtagere, som i en kortere eller længere periode ikke var omfattet.
Vi må dog i dag - –12 år efter - konstatere, at politikerne ikke har denne vilje.
Kun venstrefløjspartierne har bakket op bag kravet, hvorimod såvel borgerlige som socialdemokratiske politikere er løbet langt væk, hver gang kravet er blevet nævnt.
OK 2004 - tid til handling
Som arbejdere må vi derfor nu selv tage affære og ved forårets overenskomst-forhandlinger sikre, at pensionsordningen fremover også omfatter arbejdsløse og sygdomsramte kammerater.
Det kan vi gøre ved at pålægge arbejdsgiverne at indbetale til en pensionsfond, hvorfra der indbetales for de berørte kammerater.
Efter 12 års skåltaler er det nu tid til handling.
Du kan være med til at sikre en fair behandling af en arbejdsløs/sygdomsramt kollega.
Vis ansvar –- stil krav - og kæmp for en mere social og retfærdig pensionsordning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278