Uden brug af demokratisk centralisme høstes ingen resultater i klassekampen

fra skolingsudvalget i KPiD
'Aldrig tidligere i historien har der været tale om en så enorm koncentration af økonomisk, politisk, ideologisk og militær magt som under vor tids kapitalisme.
Monopolkapitalen har gennem hele sin eksistens krævet uhindret adgang til markeder. Den har til stadighed forsøgt at frigøre sig fra de begrænsninger, som befolkningerne og i særlig grad den organiserede arbejderklasse gennem sin modstandskamp, gennem overenskomster og lovgivning har sat for dens handlefrihed.
Kapitalismens vej er kendetegnet ved indgreb mod arbejderorganisationer, undertrykkelse af arbejdernes kampvåben, erobring af nye markeder, militarisme og tvangsmæssig fjernelse af demokratiske og nationale institutioner.
Monopolkapitalens direkte og terroristiske diktatur blev sat i system af fascismen og nazismen. Den tilstræbte en nyordning med frihed til kapitalen, frihed for kapitalens vogtere og inkorporation af arbejderklassens organisationer i statsmagten.
Efter nedkæmpelsen af de nazistiske og fascistiske diktaturer søgtes i Europa nye veje - og man fandt dem. Først Kul- og Stålunionen, senere Rom-traktatens europæiske økonomiske fællesskab, der benævnes den Europæiske Union.
Rom-traktaten med senere tilføjelser og udvidelser danner de forfatningsmæssige rammer for monopolkapitalens direkte og til dels diskrete diktatur i Europa.'
(Uddrag af indledningen til KPiD's program Folkemagt mod pengemagt.)

Dette 'diskrete' diktatur er ikke mindre brutalt end tidligere diktaturers, udbytningen af folkets arbejdskraft er mangefold mere intens end nogensinde.
Selv en faglært arbejder eller skolelærer har ikke en jordisk chance for, alene at forsørge kone og tre børn, det kunne trods alt lade sig gøre før Anden Verdenskrig både her og i andre europæiske lande. Det skrives ikke fordi denne tilstand er ønskelig, men blot for at understrege at udbytningen af arbejdskraften mindst er fordoblet.
Det til trods, er den kapitalistiske griskhed ikke tilfredsstillet. Det er monopolkapitalens vogtere meget bevidst, at arbejderklassens organiserede modstandskamp har 'berøvet' deres herrer milliarder af kroner i forventet profit af deres indskudte kapital. Derfor har vi siden vort medlemskab af EU trådte i kraft i 1973 oplevet forberedelserne til den offensiv fra monopolkapitalens vogtere som så småt tog fart under Schlüter-regeringen og forstærkedes under Nyrup, hvorefter den fik fuld kraft på under supermonopolvogteren Fogh Rasmussen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderede for nylig: I 1995 ejede den tredjedel af danskerne, der havde den laveste indkomst, 25,5 procent af den samlede private formue. Men i løbet af seks år, frem til 2001, er denne andel mere end halveret, til 12,6 procent. Omvendt har den tredjedel med den største indkomst øget formueandelen fra 41,5 til 53,7 procent.

Al offentlig servicevirksomhed er blevet frit vildt for kapitalisters profitjagt. Det er endog kommet så vidt, at der er lagt forslag på bordet om at oprette en privat ejet hær, som kan lejes ud til krigshandlinger der skal betales af de skatteydere som ikke kan trække deres udgifter fra på skatteskemaet; intet er for helligt når det drejer sig om at rage profit til sig.
Selv fagbevægelsens øverste ledere er i færd med at inkorporere arbejderbevægelsens organisationer, så de kommer under monopolernes kontrol. Man tilpasser sig markedsøkonomiens krav. Aktuelt er det arbejds-anvisningen man har kig på, den skal centraliseres, hvilket er forberedelsen til at arbejdskraften skal tvinges derhen hvor tilbudet geografisk befinder sig og uden hensynstagen til fagligt tilhørsforhold. De store fagforbunds ledere optræder som forsvarere af markedsøkonomien hvor udbytning af arbejdskraften er en naturlov.
Ingen udenfor monopolkapitalens snævre kreds går fri, alle må spæde til monopolernes bugnende pengekasser. Alle små erhvervsdrivende og såkaldte liberale erhverv aftvinges en del af deres fortjenester til monopolerne.
Det kan ikke engang lade sig gøre at få udbetalt sin kontanthjælp uden at slippe gebyrer til bankkapitalens dirkefri bokse.

Også formidlingen af kunst, kultur og nyhedsformidling beherskes af megamonopoler der i store mængder kolporterer underlødig underholdning af enhver art gennem de kommunikationsmidler der er lettest tilgængelige: Tv, radio, film og musik.
I bogen Imprimatur Broby-Johansen 1900-2000 skriver han: For kapitalisterne skal filmen være en illusion, hvori den hungrende menneskehed finder al den rigdom, skønhed og livslykke, virkeligheden har nægtet den. Manden, som dagen over hænger i en kontorstol, jager om aftenen med vilde cowboys over vestens sletter, eller Hollywoods højst betalte skønheder klæder sig af og strækker armene mod ham til favntag. Filmen skal være en narresut.
Det er ikke en tilfældighed at verdens største monopolers produkter næsten har eneret på underholdningsprogrammerne og nyhedsformidlingen i såvel stats- som privatejede kommunikationsmidler. Vildledning og fordummelse af masserne er en betingelse for opretholdelse af udbyttersamfundet. Hvordan skulle man ellers få et lille fredeligt lands befolkning til at gå i krig for varetagelse af de amerikanske monopolers interesser i Mellemøsten og andre steder, hvis ikke det er fordi man har bildt dem ind at det er deres egne interesser der er på spil?

USA's mangeårige udenrigsminister gav allerede i 1939 opskriften på hvordan man får folkets opbakning til at gå i krig, (citeret efter Ib Nørlund: 70'erne side 19): 'For at tvinge et land til at bære den byrde, som opretholdelsen af et stort krigsmaskineri bringer med sig, må man skabe et emotionelt (følelsesmæssigt) klima, som svarer til en krigs psykologi. Man må fremholde billedet af en trussel udefra. Man må endvidere drive ideologien om en heltenation og en forbrydernation frem til det yderste og i befolkningen vække beredskab til at yde ofre. Når disse betingelser er for hånden, har vi tilbagelagt en stor del af den vej der fører til krig. De kræfter, som er sat i bevægelse for at udvikle våben, kan nu gennemtvinge, at disse våben kommer i anvendelse.'
Er det ikke præcis hvad vi har oplevet med 11. september og det der fulgte, man må medgive at Bush, Blair og Fogh har læst på lektien og lært folkeforførelsens kunst.

Denne korte beskrivelse af de kræfter der betegner sig selv som demokratiske og som for tiden har størst magt her og andre steder, siger lidt om hvad det er folket er oppe imod, når det stræber efter at leve et liv med fred og tryghed i hverdagen.
For kommunister er demokrati folkets aktive varetagelse af sine afgørende interesser.
Det sikres ikke bare gennem valg og afstemninger. Det sikres ikke gennem orddueller og kompromisser i parlamenter. At sikre demokrati på folkeflertallets præmisser kræver at folket sættes i bevægelse og formulerer sine krav gennem fælles optræden på den politiske arena.
Gennem samfundsmæssig aktivitet vil folket gøre sine erfaringer om klassesamfundets virkelighed - om hvem, de har med sig, og hvem, de har imod sig. Det bør selvfølgelig også gælde dem som det arbejdende folk vælger til parlamentariske poster. Den danske grundlovs formulering der tilskriver parlamentsmedlemmer at handle efter deres samvittighed, har intet med demokrati at gøre. Dem der vælger og indstiller er også dem der bestemmer politikken som skal føres frem i tinget og fastholdes. Ved samlet aktiv optræden kan det arbejdende folk kræve og også sikre sig sine krav indfriet.
Den første forudsætning for at sætte en ny politik igennem er, at der i det arbejdende folk skabes så bred og fast en samling om de grundlæggende hovedkrav, at magthaverne nødsages til at give efter. Kravene må hævdes, uanset alle undskyldninger om 'økonomiske nødvendigheder'.
Så længe storkapitalen har magten over samfundet, kan lønarbejderne kun hævde deres interesser ved at stå fast på deres krav. Når magthaverne påstår, at de så er ude af stand til at forhindre sammenbrud af samfundet, må de stilles overfor et samlet program af indgribende demokratiske omformninger i samfundet, som sikrer fremskridt for folket ved at berøve storkapitalen magtpositioner og tilsidesætte dens magtbud.

Arbejderklassen udgør det store flertal af den danske befolkning og må derfor også stille sig til rådighed som hovedkraften i kampen for en ny, demokratisk politik, som i sagens natur må rettes mod den nuværende magt som storkapitalen råder over. Strategien i denne proces kalder kommunisterne, både i Danmark og andre lande, for anti-monopolitisk kamp. Vi vil et demokrati hvor folket bestemmer, monopolerne må underkaste sig folkets vilje.
Den kamp skal føres med en sådan folkelig kraft, at det kan overvinde storkapitalens modstand og manøvrer. Det forudsætter at alle folkelige kræfter trækker på samme hammel og det er netop filosofien bag Lenins formulering af princippet demokratiske centralisme, uden at udnytte dette princips egenskaber høstes ingen resultater i klassekampe.

21.11.03 Korrektion
fra KPiD's skolingsudvalg
I vores debatindlæg En samfundsforandrende strategi (Dagbladet Arbejderen den 18. november) er desværre indsneget sig en formulering i sidste afsnit som har fremkaldt den misforståelse, at vi mener, at den demokratiske centralisme er et alment begreb for arbejderklassens organisering. Det gælder selvfølgelig kun dem der frivilligt tilslutter sig det kommunistiske parti.
Vi anmoder derfor om at finde en lille plads til følgende berigtigelse:
Den kamp skal føres med en sådan folkelig kraft, at det kan overvinde storkapitalens modstand og manøvrer. Det forudsætter at alle folkelige kræfter trækker på samme hammel. Det er netop filosofien bag Lenins formulering af princippet demokratiske centralisme, som organisationsprincip for arbejderklassens fortrop, det kommunistiske parti. Uden at udnytte dette princips egenskaber høstes ingen resultater i klassekampe.