De sene efterårsmorgener er mørke og søvnige, og på mørke og søvnige morgener sker der mange ting. En af disse ting ser jeg en morgen, da jeg cykler på arbejde

af Kjeld Stenum
I rabatten mellem cykelstien og kørebanen foran mig kan jeg skimte en godt og vel meterhøj genstand, der af udseende mest kunne ligne en militær kampvogn.
Jeg ved ikke, om det er på grund af denne association, eller om det er fordi dele af min morgensøvnige hjerne allerede har registreret, hvad det drejer sig om, men den dystre fremtoning får mig øjeblikkeligt til at gyse. Da jeg kommer nærmere, ser jeg, at det er resterne af en bil, omhyggeligt pakket ind i presenninger.
Der må have været tale om en særdeles voldsom trafikulykke, taget er fuldstændig mast ned i plan med motorhjelmen, det er det, der giver resterne den kampvognslignende fremtoning. Så tidligt på morgenen har man ikke paraderne parate, og et øjeblik bliver jeg så dårlig ved at tænke på de mennesker, der har siddet i den bil, at jeg må stå af cyklen.
Som inkarneret cyklist, der daglig cykler omkring tredive kilometer langs hovedindfaldsvejene til København, er man nok i større nærkontakt med dansk trafikkultur end ret mange andre, bilisterne inklusive.
I en bil er de kaotiske situationer, uheld og ulykkerne bare et hurtigt glimt på nethinden, så er man langt videre. Men sådan er det ikke på cykel, der er du altid involveret. Samtidig er cyklister de mest udsatte trafikanter, det siger statistikkerne desværre.
Så det er ikke altid lige rart. Men det får mig nok også til at tænke mere over trafik og trafikkultur end de fleste motoriserede mennesker. Og hvad kaos, uheld og ulykker angår, så har jeg gjort det til en vane at sige til mig selv, at netop disse ting uundgåeligt leder til, at vi styrker trafikkultur og færdselsregler.
Hvis ikke vi oplevede de buler og ulykker, der følger af lav trafikmoral, ville vi aldrig forbedre den. Hvis ikke det at opleve nogen bevæge sig på kanten af, hvad færdselslovene tillader, øjeblikkeligt gjorde os bevidste om vigtigheden af, at vi i trafikken følger fælles regler, ville vi aldrig forstå færdselslovens nødvendighed.
Og hvis ikke vi havde oplevet dårlige konsekvenser af utidssvarende eller uhensigtsxmæssige færdselsregler, ville vi ikke forstå betydningen af, at vi hele tiden bestræbte os på at finde de objektivt bedste regler.
Jeg skal ikke her komme ind på diskussionen om, hvorvidt cyklister generelt har særlig lav trafikkultur, blot bemærke, at er det sådan, så siger den høje ulykkesfrekvens, at det nok bliver bedre.
Jeg synes, man kan få megen nyttig filosofisk indsigt ud af at tænke over trafikken. Trafikken er en del af samfundet, men i mange henseender også et spejl af samfundet.
Som moralen og lovene bliver til i trafikken, bliver de også til i samfundet i øvrigt. Vi snakker for eksempel så meget om de problemer og sammenstød, som indvandrerintegrationen giver, og vi løfter nærmest en moralsk pegefinger, hver gang der er ballade, og siger, at nu bør fornuften råde. Men vi forstår ikke, at det netop er balladen og problemerne, der skaber moralen, fornuften, og integrationen.
På samme måde blev det i hvert tilfælde bare for få år siden anset for pædagogisk rigtigt at bremse børn, hver gang de skændtes, ligesom det ikke var god tone, at drenge fik lov til at slås eller lege krig. I dag er det mit indtryk, at der er en voksende forståelse for, at det netop er igennem den slags ting, børn lærer at håndtere konflikter.
Det gør undertiden ondt at lære. I det lange løb gør det dog mere ondt at lade være. Og hvis drenge måske udvikler sig til rødder, som det er svært at styre, når de bliver unge, har det selvfølgelig noget at gøre med, at de bliver ligeglade med et samfund, der behandler dem med ligegyldighed. Men det har måske også noget at gøre med, at de aldrig fik lov til at lære at håndtere konflikter.
Det er gennem konflikterne, at vi danner vores moral. Og hvis ikke vi har moralen i forvejen, er konflikterne en uundgåelig del af det at få den. Det er det at opleve nogen opfører sig uretfærdigt, der lærer os om nødvendigheden af retfærdighed.
Ja, den barskeste sandhed er måske, at det er de krige, menneskene fører, der lærer dem om vigtigheden af at holde fred. Fred er faktisk en mere oprindelig del af menneskemoralens historie end retfærdigheden, hvis man skal dømme efter de skriftlige vidnesbyrd fra de tidligste menneskelige civilisationer, dem i det gamle Babylon.
Det, bykongerne der roste sig af, når de omtalte deres egne dyder, var deres evne til at stifte fred, dels med omgivelserne, dels mellem samfundsklasserne. Freden med omgivelserne var noget, de opnåede gennem udøvelse af militær magt.
Og freden mellem samfundsklasserne opnåedes gennem en art mægling, hvor de undertrykte klasser gik ind på ikke at lave ballade, mod at undertrykkerne til gengæld lovede at holde undertrykkelsen indenfor bestemte grænser. Altså nærmest som vores overenskomstsystem, der jo har meget lidt at gøre med, hvad vi forstår ved retfærdighed.
Men vi har jo dog i det mindste et begreb om, hvad retfærdighed er, hvilket de tidligste babylonske kongeriger næppe rummede. Først et stykke henne i historien begyndte de første tilløb til et retfærdighedsbegreb at komme til syne. Dets tidligste udtryk var regler om øje for øje og tand for tand, altså at skadevolderen skulle lide samme straf som den skade, han tilføjede andre.
Det kan godt være, nogen synes, jeg lidt hurtigt kom lidt langt væk fra en uhyggelig totalsmadret bil en tidlig mørk morgen. Det kan godt være, men det var også meningen.
Jeg bygger mine parader op, det er den eneste mulighed for at klare en moderne dagligdags voldsomme indtryk. Et hurtigt lille tanketrip tilbage til det gamle Babylon bringer mig lige akkurat på tilstrækkelig afstand af bilkadaveret til, at jeg kan klare at sætte mig op på cyklen og komme videre.