Forskydningerne i 80´ernes klassestruktur, de nye alliancemuligheder der udsprang heraf og betydningen af den teknisk-videnskabelige revolution.

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg
De store omvæltninger vi oplevede i Europa i slutningen af det 20. Århundrede bliver stadig bearbejdet af den kommunistiske bevægelse, og arbejderbevægelsen som helhed. En større forståelse af processerne, kan hjælpe os til at gribe ind i de store opgaver der præger vores egen tid. Det følgende skal ikke ses som noget afsluttet, men et bidrag til at afdække de modsætninger der udviklede sig dramatisk, mellem kapitalisme og socialisme i sidste halvdel af det 20. århundrede.
I slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne, foregik der nogle meget væsentlige diskussioner i bl. a. DDR og Sovjetunionen, om betydningen af den videnskabelige-tekniske revolution. En af de banebrydende videnskabsmænd var Gerhard Kosel, der i 1957 udgav bogen Produktivkraft Wissenschaft. Bogen udløste meget store diskussioner ikke blot i videnskabelige kredse i DDR, men også i udlandet. F. eks. har Clemens Burrichter og et vesttysk forskerteam indgående behandlet disse spørgsmål.
Brydningerne om disse spørgsmål, blev behandlet på adskillige seminarer og internationale konferencer. Noget der har slået mig var den stærkt restriktive holdning til nytænkning, når det gjaldt åben dialog om vigtige videnskabelige spørgsmål. Hvis man havde tillid til arbejderklassen som den ledende kraft i samfundsudviklingen, hvorfor inddrog man den så ikke i disse diskussioner?
Det som er vigtigt at slå fast er: Der fandtes højt kvalificerede forskere i den socialistiske verden, som forsøgte at formulere nye opfattelser på baggrund af deres forskning, men alt for meget blev afvist ud fra en skabelonagtig opfattelse af marxismen. Jeg siger ikke disse ting for at desavouere det socialistiske DDR, men for at afdække nogle af de modsigelser der fandtes og som har interesse for vores diskussioner i dag.

Filosofiens betydning
Hvis vi går nogle årtier tilbage i tiden (1920´erne og 30´erne) finder vi et meget kreativt videnskabeligt miljø i England. Når man tænker på det meget konservative og aristokratiske forskermiljø i Cambridge og Oxford, er det noget af et paradoks, at der her udklækkedes de mest vidtskuende og revolutionære ideer, der på en lang række områder stadig har gyldighed.
En af dem der fik afgørende betydning for den videnskabelige udvikling var J. D. Bernal, der med sin store produktion både hvad angår forskning og popularisering af resultaterne, er fuldt på højde med de klassiske værker i marxismen. Eftertiden har kritiseret Bernal for sin loyalitet over for socialismen. Rigtigt er det at han så nødvendigheden af at støtte den socialistiske opbygning, men hans bøger viser at han også var kritisk, bl. a. omkring udnyttelsen af de videnskabelige resultater 1) . I 1999 udkom en interessant antologi om Bernals liv og arbejde, J. D. Bernal. 2)
Jeg nævner titelen fordi den på mange måder illustrerer det dilemma vi befinder os i dag. Formålet med udgivelsen har været at give forskellige synsvinkler på Bernals virke. Forfatterne roser Bernals indsats på de forskellige videnskabelige områder, men flere af dem vender tilbage til hans forhold til socialismen.
Med enkelte hæderlige undtagelser, indtager de en positivistisk position. De ser ikke at den vigtigste forudsætning for at realisere Bernals ideer, er et skift i produktionsforholdene, dvs. socialisme.
Særlig tydeligt kommer det til udtryk i Eric Hobsbawms forord, hvor han sidestiller Engels´ sammenfatning af naturvidenskabens vigtigste resultater, med hvad der kunne være en tilsvarende for 20´erne og 30´erne. Der er i disse betragtninger klare positivistiske tendenser, der f. eks. kommer til udtryk i en afstandtagen til Lenins Materialisme og Empiriokriticisme. Forfatterne i antologien vil tillægge Engels og Lenin en synskhed, som de umuligt kunne være i besiddelse af. Derfor består opgaven ikke i at vende tilbage til tiden før diskussionerne i 1908, men derimod om at videreføre dem på nutidens præmisser
Gerhard Kosel fastslog at vi må betragte kapitalismen i dens historiske sammenhæng, at vi ud fra nutidens betingelser må videreudvikle den økonomiske teori. Det er godt at blive mindet om denne sandhed. Med de epokegørende resultater på de forskellige naturvidenskabelige områder er videnskaben blevet en af de vigtigste produktivkræfter der har ændret både den måde vi producerer på og den klassemæssige struktur som er afledt heraf. J. D. Bernal påviste de samme forhold i sin bog 'Verden uden Krig', hvor han viste at det videnskabelige personales andel af produktivkræfterne, i slutningen af halvtredserne var vokset til 2-3 % af de ansatte i produktionen, og med en årlig vækstrate på 7 %. I enkelte brancher som for eksempel medicinalindustrien andrager antallet af forsknings og udviklingspersonale ca. 25 %. 3)
Det er denne kritik, som jeg mener vi med rette kan bebrejde os selv, at vi ikke i tide har forstået at omsætte til politiske analyser og nye alliancer i arbejderbevægelsen. Det var den samme tanke, som Kosel forsøgte at overbevise sine kolleger i SED om nødvendigheden af. I stedet blev han uden varsel fjernet fra posten som formand for Det tyske Bygningsakademi og fra centralkomiteen. Hvad var argumenterne? 4)
Bag nogle kryptiske formuleringer, aner man angsten for et angreb på arbejderklassens ledende rolle i DDR og andre socialistiske lande, at den i nogen grad skulle blive erstattet af de intellektuelle.

Fredsbevægelsen i 80´erne
Europas nyere historie kan fra 1975 til 1990, ses som et sammenhængende tidsafsnit. Undertegnelsen af Helsinki-aftalerne i 1975, betegnede et gennembrud for den fredelige sameksistens politik og blev indledningen til en begivenhedsrig tid, hvor politiske kræfter tog en afgørende styrkeprøve og hvor udfaldet ikke på forhånd var givet.
I Wolf Dieter Gudopps arbejde 'Variationer over fredsbevægelsen i 80´erne', kommer han ind på hvilke kræfter der var aktive på den nationale og internationale arena, og hvordan dialektikken under de givne betingelser satte sig igennem:
'Med den videnskabelig-tekniske revolution forandres alle samfundets klasser og lag i deres struktur, deres arbejds- og levevis vedvarende, især arbejderklassen, den klasse, hvis objektive verdenshistoriske opgave det er at løse disse modsigelser.... ' 5)
Denne formulering der findes i artikelen, 'Variationer over fredsbevægelsen i 80´erne', giver et godt billede af de store omvæltninger, der er fulgt i kølvandet på produktivkræfternes eksplosive udvikling, fra midten af forrige århundrede. Samtidig er det en fremragende analyse af fredsbevægelsens vækst, dens vanskeligheder og muligheder for at påvirke international politik.
Gudopp angiver som en af vanskelighederne for at bevare sammenholdet i fredsbevægelsen, at man fra borgerligt hold gjorde hvad man kunne for at isolere kommunisterne. Samtidig forsøgte man at introducere nye temaer i debatten, f. eks. om sammenhængen mellem fred og økologi, som i nogen grad flyttede fokus fra det væsentlige. Sådan er livets dialektik. Spørgsmålet er imidlertid hvordan kommunisterne formåede, at videreudvikle deres teori for at modsvare tidens krav?
Hans pointe er at udfaldet ikke var givet på forhånd, men at antikommunismen i en raffineret form var med til at pacificere fredsbevægelsen, da den stod med en af de mest afgørende sejre - fjernelsen af Cruise Missiles og Pershing 2 raketterne i Europa. Gudopps arbejde står som et forbilledligt bidrag, til en forståelse af denne periode i nyere europæisk historie, idet mange af de fænomener han beskriver kan genfindes, f. eks. i den danske fredsbevægelse.
Den måde Gudopp griber problemerne an på trækker tråde tilbage til Kominterns VII. Verdenskongres i 1935. I den kommunistiske bevægelse, har vi i nogen grad overset den meget vigtige beretning, som Palmiro Togliatti aflagde om temaet 'Kan verdenskrigen forhindres? ' 6)
Hans indgående analyse af styrkeforholdet mellem klasserne, beskrivelsen af de forskellige afsnit og etapper i fredsarbejdet, har stadig stor aktuel interesse og må ud fra nutidige analyser, føre frem til en lignende vækst i fredsbevægelsen og dens koordinerede indsats. Beslutningerne fra den VII. Kongres var virkeligt banebrydende og, dens analyser og hovedparoler blev det bærende i kampen mod fascismen, der førte frem til sejren i 1945.
Erfaringerne fra Komintern har indgående været behandlet både i Tidsskriftet Marxistische Blätter og på seminarer i Marx-Engels Stiftung, men denne lære; hvad enhedens metode kunne og kan udrette, må ikke gå i glemmebogen eller blive forkleinet af en nødvendig kritik.
Netop i spørgsmålet om, at realisere enhedens metode under nutidens betingelser, har givet partierne vanskeligheder. På den internationale konference for kommunistiske og andre arbejderpartier i 1969, blev det besvaret med parolen:
'Styrkelsen af alliancen mellem det socialistiske system, arbejderbevægelsen og den nationale befrielsesbevægelse er af førsterangs betydning for perspektiverne i den antiimperialistiske kamp. ' 7)

Nye alliancemuligheder
Det fører frem til et andet vigtigt arbejde, som Erich Hahn med sit foredrag 'Om dialektikken mellem klasseinteresser og menneskehedens udvikling. ' Foredraget blev holdt for DDR´s Videnskabsakademi i 1989. 8)
Hans konklusion er, at klassekampen ikke udelukker en bredere almenmenneskelig kamp på begrænsede felter, hvor dele af bourgeoisiet kan inddrages. Igen knyttes der tråde til produktivkræfternes udvikling, der gør dette samarbejde på begrænsede områder til en objektiv nødvendighed..
Når jeg nævner Hahn´s foredrag i sammenhæng med beslutningerne fra 1969, er det fordi der er en indlysende forskel på, om man forestiller sig en samlet blok over for den internationale kapital, eller om der er tale om en fleksibel strategi, hvor der kan samarbejdes på tværs af klasseskel, når det gælder løsningen af delopgaver:
'... i den historisk konkrete, illusionsløse bestemmelse af den helt specielle, ganske særlige klasseposition; med afvisningen af enhver selvstændiggørelse eller absolutisering af denne position, over for den samlede historiske proces... ser jeg det afgørende metodiske fundament, for afklaringen af alt det væsentlige, som er forbundet med vores tema. '
For mig står Erich Hahns beskrivelse af dialektikken mellem klasseinteresser og de almenmenneskelige, som et resultat af den proces Helsinki-aftalerne var med til at sætte i gang. Med en mere smidig politik kunne arbejderbevægelsen drive en kile ind mellem monopolerne, især når det gælder områder som udviklingsbistand, miljø og kulturelle spørgsmål. Erich Hahns arbejde er også med til at give et helt andet billede af de visionære diskussioner der fandt sted i DDR, end dem vi normalt fik viden om gennem medierne.
Når jeg har fremhævet Wolf Dieter Gudopps og Erich Hahns arbejder fra denne tid, skyldes det min overbevisning om, at de er udtryk for dybereliggende forandringer i produktivkræfternes natur. De skabte nye modsigelser og stillede kommunisterne og de progressive kræfter over for helt nye udfordringer. I flertallet af partier var spørgsmålet om teknologiens rolle og dens virkninger på klassestrukturen et vigtigt debatemne i slutningen af 80´erne, også hos de danske kommunister.
Når det gjaldt om at vise teknologiens virkninger på produktivkræfterne var det som om vi analyserede med det formål at vise det rigtige i kommunisternes politik, frem for at uddrage de rigtige konklusioner af analysen.
Det førte til voldsomme spændinger, der betød en spaltning af DKP i 1990. I artiklen 'Om divergenser i den europæiske arbejderbevægelse', omtaler Lenin de vanskeligheder, som arbejderbevægelsen fra tid til anden støder ind i på grund af væksten i 'nye rekrutter', der kommer ind i bevægelsen og først skal skoles. Hertil kommer de spændinger der opstår på grund af de objektive forhold med skift i kapitalismens konjunktur. 9)
Sådan søgte vi også at give svarene på de spændinger, der var opstået inden for DKP og håbede på at det kunne bilægge stridighederne, men uden resultat. Der må derfor være tale om mangler i vort eget ideologiske grundlag, og i den politiske praksis som vi kendte den. Denne erkendelse er ved at brede sig inden for en del af de kommunistiske partier, og kan skabe et frugtbart klima for en fornyelse af den marxistiske tænkning. Der er vigtigt her at skelne mellem den revisionismen, som især prægede tiden efter sammenbruddet i Østeuropa og så den ægte fornyelse som vi kan se kimen til blandt nogle af de forskere jeg har nævnt.

Kampen for fred og socialisme
Det er ikke nogen tilfældighed at Lenin i en periode efter den første russiske revolutions nederlag viede et meget stor interesse for de filosofiske spørgsmål. Den måde han analyserede problemerne på var netop udtryk for en ægte fornyelse, i modsætningen til empiriokriticisterne og deres forvanskning af marxismen.
På samme måde må vi ud fra vores tid, vie disse spørgsmål forøget opmærksomhed og videreudvikle de begreber vi bruger, for at kunne forstå virkeligheden.
En af de filosoffer der har betydet en væsentlig inspiration for mig, er den amerikanske John Somerville der underviste ved flere amerikanske universiteter og var særdeles aktiv i fredsbevægelsen. Hvori består hans betydning for nutiden?
Den måde han i bogen 'Fredsrevolutionen' skildrede forfaldet i det amerikanske politiske liv, har med begivenhederne i Irak fået fornyet interesse. Det er klart at meget af bogen der udkom i 1975, omhandlede forholdet mellem de forskellige samfundssystemer og mulighederne for en fredelig sameksistens. Men bogens betydning går dybere, idet den med udviklingen i den nyeste teknologi, viser hvordan vi opererer med et forældet begrebsapparat, der ikke modsvarer de nyeste resultater inden for våbenteknologien:
'I tusinder af år har de fremherskende uddannelsesmæssige kræfter inden for staten, kirken, skolen, hjemmet, kunsten og samfundet, banket alle disse sammentrængte informationer ind i den overvejende majoritet af mennesker.... Det blev til stærke vaner og reaktionsmønstre, der medførte at mennesker var klar til at springe i trøjen, ved synet eller lyden af ordet 'krig'.
Så, efter tusinder af år bliver disse gentagne processer og vaner, i året 1945; den ting som er blevet kaldt krig..... pludselig til noget objektivt andet. Hvorfor?
Fordi den nu kunne udkæmpes med nye våben, der objektivt stred mod de gamle positive vurderinger og den anerkendende holdning, fordi, som noget vi kunne konstatere, disse nye våben eliminerede mulighederne for fordele, profit, magt, og berømmelse, på hvilke de gamle holdninger og positive vurderinger havde hvilet.
De nye våben var i stand til at destruere alt. ' 10)
Der ligger derfor en meget vigtig opgave i at fastholde kampen for freden. Selvom de socialistiske og kommunistiske kræfter er svækkede, lever bevidstheden om hvad de formåede at udrette, bl. a. gennem dannelsen af FN. Derfor må vi gøre alt for at fastholde disse positioner og gøre dem endnu bredere funderet og med større gennemslagskraft.
I bogen 'verden uden krig' lægger J. D. Bernal meget stor vægt, på nødvendigheden af demokratisk kontrol med produktivkræfterne. Ja, han ser det som den eneste mulighed for at inddæmme de skadelige virkninger af det vanvittige rustningskapløb som dominerede det 20. århundrede.

Konklusion
I DKP har vi gennem en årrække haft livlige diskussioner, om en fornyelse af vores programmatiske grundlag. Det har været en vanskelig og krævende opgave, idet den foregår under den antikommunistiske beskydning, som også har påvirket diskussionsklimaet i vores egen bevægelse. Det har vist sig, at debatten om klassestrukturens udvikling har været et af kernespørgsmålene, næsten på samme måde som de var det i slutningen af 80´erne.
Jeg tager det som et udtryk for at spørgsmålene ikke blev besvaret, men at de indgår som en naturlig del af et hele, hvor mange andre væsentlige sider må belyses.
F. eks. er det nødvendigt med en analyse af produktionsforholdene i international sammenhæng, for også at kunne forstå de omfattende forandringer i klassestrukturen, der er sket både nationalt og internationalt.
Den erkendelse vi i DKP er nået frem til er, at vi på baggrund af produktivkræfternes udvikling, må se med nye øjne på begrebet arbejderklasse.
Det var derfor med stor glæde at jeg modtog 'Marxistiske blade', med emnet ' 'Klasse' og klasseteori i dag'. Det gav anledning til både tilslutning og kritik, som det nu må være i et levende tidsskrift. Igen synes jeg det er vigtigt, at understrege en skabende indstilling til begreberne. Jeg vil gerne fremhæve den indiske videnskabsmand Prabhat Patnaik, som et af de meget positive debatindlæg. Hans måde at behandle klassespørgsmålet i international sammenhæng, er i mine øjne en af de vigtigste udfordringer vi står over for, på grund af monopolernes måde at ændre arbejdsdelingen på. 11)
Jeg har i mit indlæg forsøgt at belyse hvilke store politiske udfordringer vi stod over for i 1980´erne, hvordan der er behov for en videreudvikling af vores teoretiske fundament og at dette ikke må ses som afsluttede overvejelser, men som en del af de diskussioner, der foregår blandt alle progressive kræfter i disse år. Vi står over den opgave, både at løfte arven og at forny den, for på afgørende måde at gribe ind i udviklingen til fordel for fred og socialt fremskridt.
Den videnskabelige-tekniske revolution har skabt forudsætningerne for, at menneskenes drøm om en retfærdig tilværelse kan realiseres. Det kan kun virkeliggøres ved at vi erstatter de kapitalistiske produktionsforhold med socialistiske. I de kommende år vil vi se en stærk vækst i den internationale fredsbevægelse, og dermed et nyt opsving i de demokratiske kampe. Vi må gøre vores til at arbejderbevægelsen, som den bedst organiserede bliver den samlende kraft, der formår at forene sociale og demokratiske krav, med kampen for fred og socialisme.
Det forudsætter at kommunisterne igen kommer i offensiven, at vi virkeliggør en mere fleksibel alliancepolitik. Det kan vi ved at uddrage læren af de antimonopolistiske kampe, som blev ført i 70´erne og 80´erne i de udviklede kapitalistiske lande. Kommunisterne råder over en rig erfaring i enhedsarbejde, der har ført til store sejre for arbejderbevægelsen. Det gælder om ud fra nutidens forudsætninger at forny disse erfaringer, at berige dem med alle de gode kræfter.

Ovenstående oplæg holdt Lars Ulrik Thomsen i Wuppertal den 20.-22. september, som repræsentant for DKP, på et seminar arrangeret af Tysklands Kommunistiske Parti.

Noter:
1. Videnskabens Historie, J. D. Bernal, London 1958, bd. 4.
2. J. D. Bernal, a life in science and politics, edited by Brenda Swann and Francis Aprahamian, Verso 1999.
3. World without war, J. D. Bernal, s 83 ff.
4. Gerhard Kosels Habilitation, 4. Del.
5. Variationen über die Friedensbewegung der achtziger Jahre, W. D. Gudopp, ZMF-Arbeitspapiere Nr. 3/1989
6. Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres, Clarté 1975, s. 49 ff.
7. Den internationale konference af kommunistiske partier, Moskva 1969, Forlaget Tiden 1971.
8. Zur Dialektik von Menschheitsentwiklung und Klasseninteressen, Erich Hahn, Akadenie Verlag 1989.
9. Udvalgte Værker, V. I. Lenin, bd. 5, s. 43.
10. The Peace Revolution, J. Somerville, 1975, s. 117.
11. Bemerkungen zum Klassenbegriff, Prabhat Patnaik, Marxistische Blätter, Nr 2-02.