FredsVagten takker for opmærksomheden med Mikael Hertofts artikel af 22. oktober. Den kalder imidlertid på nogle kommentarer, og rettelser som Mikael ikke har fået med

af Bo Richardt, Espergærde Småfejlene er mest interessante for pedanter, disse kan læse dem i den version af artiklen der kommer i bogen: 'Irak - er freden brudt ud?' om en måned, hvor korrekturnissen har været på besøg. De kan osse læses på FredsVagtens hjemmeside www.fredsvagt.dk/historien.php
Det jeg vil hæfte mig ved her er sidste afsnit, hvor Mikael spørger undertegnede hvor længe vi bliver ved.
Det er osse en diskussion vi selv fører, og som FredsVagten er indrettet er der ikke nogen der reelt kan besvare det spørgsmål, thi så længe nogen har energi og hu til at fortsætte, er der ikke nogen andre der kan bestemme, at FredsVagten lukker og slukker.

Hvad er da denne energi bestemt af?
Se her bevæger vi os ind på et meget stort emne, som ikke kan ydes retfærdighed på 12 spaltecentimeter. Mikael har hæftet sig ved, at vi er nogen der igennem disse to år er blevet gode venner, og skriver så: Vi ville jo ikke have en anledning til at mødes, hvis vi nedlagde FredsVagten. Denne formulering får det næsten til at lyde som om at vi (kun) er der fordi vi er venner. Vi er blevet venner, og det er på en måde et dilemma at vi godt kan li' at være der og være sammen. Vi ville dog alligevel hellere gå hjem, i den betydning at der da ikke længere var nogen grund til vores protest. Men samtidig har Mikael forstået mig rigtigt, da vores protest, i den form den har, næppe ville bære, hvis vi ikke osse havde det godt med hinanden.
Når jeg udtrykker denne følelse er det primært på kernekredsens vegne - vi 20 til 25 som føler os dedikerede. Som kommer der flere gange om ugen, og/eller varetager den nødvendige logistik og går til møder for løbende at vedligeholde en fælles linie i vagtens udvikling.
Herudover er der omkring 50 som mere er 'frivillige' og passer vagten nogen timer en, tre, fem gange om måneden. Jeg skal ikke på denne begrænsede plads bevæge mig længere ud på gyngende grund med betragtninger over drivkraften i denne del af FredsVagtens kreds, kun pege på at vi er meget glade for osse at ha' opbakning fra folk, der har andet og mere traditionelt politisk arbejde at se til.

Vi har i slutningen af sommeren været tvunget til at indskrænke vagttiden til først at begynde klokken 11. Det er vi ret kede af, da det var nok så væsentligt at være tilstede, både når folk tog på arbejde om morgenen og når de gik hjem om eftermiddagen.
Jeg vil således gerne her slutte af med at opfordre nogen flere læsere af dette gode blad til at overveje, om der ikke var en tre timer til overs så'n cirka hver fjortende dag, eller bare en gang om måneden. Et hurtigt regnestykke fortæller at der pt. er 120 vagter á tre timer og 60 vagter á to timer om måneden. Og vi lider hele tiden under de selvforstærkende cirklers logik: Jo færre vi er jo hårdere trækker vi og jo flere falder fra.
Man kan selv køre forbi og blive skrevet på, eller man kan ringe til vagten på 23 46 07 93, der er telefonsvarer uden for vagttiden, og meddele sin støtte.