Der er ikke tale om, at Danmark bliver smidt ud af EU, hvis vi stemmer nej til EU-forfatningen

af Bent Hindrup Andersen, medlem af EU-parlamentet for JuniBevægelsen
Det er i strid med de faktiske forhold at hævde, at et nej er det samme som en udmeldelse af EU, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtalte mandag den 22. september på Århus Universitet.
Statsministeren vildleder og misinformerer, hvor han i stedet burde oplyse om de faktiske forhold, som de er beskrevet i den nu gældende Nice-traktat, og i udkastet til EU-forfatning.
Den ny EU-forfatning skal afløse alle tidligere traktater, men for at det kan sættes i værk skal alle lande godkende det. Hvert enkelt land har vetoret, juridisk set.
Det skal forstås på den måde, at tidligere traktater kun kan ophæves ved enighed. Sådan ser traktaten ud i dag. I Konventets arbejde har der været forsøg på at indføre flertalsafgørelser ved traktatændringer. Det blev afvist.

Når vetoretten således består, er der ikke tale om, at Danmark bliver smidt ud af EU, hvis vi stemmer nej ved en folkeafstemning om forfatningen. Der er tværtimod tale om en utrolig stærk position, da vi juridisk set umiddelbart kan forhindre de øvrige lande i at ophæve de eksisterende traktater.
Samtidig er alle medlemslande dog også moralsk bundet af de eksisterende traktaters målsætning om at forfølge et stadig tættere samarbejde. Det kan i sidste ende begrænse dens rækkevidde. Spillereglerne for at løse denne modsætning blev indført i Nice-traktaten med de såkaldte regler for forstærket samarbejde.
Et forstærket samarbejde indebærer, at otte af medlemslandene i EU kan indgå et mere vidtgående samarbejde, hvis der er forsøgt og ikke kan opnås enighed om dette blandt alle medlemslandene.
I tillægget til EU-forfatningen er der en politisk tilkendegivelse, der siger, at alle EU's regeringsledere samles, såfremt 4/5 dele af medlemslandene (20) har godkendt, eller 'ratificeret', forfatningstraktaten i deres parlamenter eller ved folkeafstemning, og de resterende lande har 'vanskeligheder', som det hedder, ved at få den ratificeret.

En stillingtagen til EU-forfatningen fører til følgende to scenarier:
Hvis mindre end 20 lande stemmere ja til forfatningen, er den forkastet. Alle lande fortsætter i EU på de eksisterende traktater. Der er dog den mulighed, at de lande, der har sagt ja til forfatningen, benytter sig af de regler, der ligger i Nice-traktaten om forstærket samarbejde, til at organisere sig helt eller delvis efter forfatningens rammer.
Hvis 20 lande eller flere stemmer ja, samles alle medlemslandenes regeringsledere for at drøfte/forhandle om, hvad der skal ske. De lande, der har stemt nej og ikke har ratificeret EU-forfatningen, møder op til forhandlingerne med en ganske stor magt i baghånden. I og med at de hver især har vetoret mod ophævelsen af de eksisterende traktater.
Nej-landene er dog samtidig forpligtet til at finde en løsning, der ikke bremser et stadigt tættere samarbejde. Det ligger lige for, at løsningen er, at ja-landene etablerer sig i EU med forfatningens regler, medens nej-landene fortsætter i EU på de eksisterende traktater.

Der er således ikke nogen forudbestemt beslutning om, hvordan situationen skal løses, men det mest sandsynlige er, at vi får et todelt EU, hvor nogen lande er med i den ny forfatning, medens andre fortsætter på det eksisterende grundlag.
Et nej er et nej til det forfatningsudkast, der foreligger. En konsekvens heraf er, at vi ved at stemme nej fortsætter vort EU-medlemskab på baggrund af de eksisterende traktater, medens andre lande med vores tilladelse kan indføre den nye forfatning. Hverken mere eller mindre.
Afstemningen kan blive en afstemning om, hvor mange lande der vil være med i forfatningen, og hvor mange der vil fortsætte på det eksisterende grundlag.
Det værste man kan sige om et nej er, at vi måske får et EU i to hastigheder som skitseret i Nice-traktaten, men det er dog langt at foretrække frem for at være med i den nye forfatning.