Den igangværende proces med debatten om enhed, eventuel sammenslutning mellem de kommunistiske har fået en meget ubehagelig skævhed, som kommer til udtryk på møder og i dette blads spalter

af Finn Hermann, DKP
Nogle KPiD'ere og DKP/ML'ere ser det som deres opgave at påpege, at DKP er teoretisk galt afmarcheret, i splid med sig selv, i bedste fald uafklaret. (Jeg medgiver gerne, at medlemmer af DKP i dette blads spalter selv bidrager til billedet af et splittet parti).
Konsekvensen af denne holdning er, at før DKP har fundet sine ben, kan andre seriøse kommunistiske partier ligesom ikke rigtigt tage os alvorligt. Vi må henvises til et lavere niveau i samlingsbestræbelserne.
Den tanke, at vore uenigheder repræsenterer en krise i den kommunistiske bevægelse, som afspejler reelle problemer og kalder på en grundig afklaringsproces med respekt for forskellige erfaringer og konklusioner, synes ikke at være faldet vore venner i de øvrige kommunistiske partier ind. De har for længst fundet de vises sten (hvis man må være så fri at udtrykke sig lidt umarxistisk).

Et probat middel til at rette os ind synes at være gentagne slag i hovedet med marxismens klassikere, de kendte sandheder. Man kan overbevise sig herom ved at læse KPiD's 8 punkter (Arbejderen 4. juni). Efter endt læsning står man tilbage med den fornemmelse, at den eneste rigtige form for afklaring i denne enhedsproces ville være slet og ret at melde sig under navnet KPiD og æde partiets program og retningslinier råt.
Men såvel hos Lisbeth Brabæk (Arbejderen 2. oktober) som hos Svend Tarp (Arbejderen 3. oktober) mærkes også denne trang til at sætte DKP i skammekrogen som den uafklarede (læs: uartige) dreng i klassen, der ikke har læst på lektien. Jeg skal ikke gøre mig meget klog på marxistiske teoretikere. Men mon ikke der er samtidige marxister, der har noget at sige os.

Javel, DKP er for tiden uafklaret. Vi er på godt og ondt midt i en besværlig programmatisk proces. Vi har såvel vores teoretiske grundlag som vores organisationskultur til diskussion. Vi er - trods klare beslutninger - ikke enige om Enhedslisten. Vi er - trods klare beslutninger - ikke enige om forholdet til de øvrige kommunistiske partier.
Lad os have denne uenighed. Den varer ikke evigt. Og som erfaringerne lokalt viser, forhindrer den ikke samarbejde. Tværtimod tror jeg, at de forskellige erfaringer medlemmer af DKP for tiden gør, kan virke frugtbart ind på vores programmatiske proces. Det ville også undre mig, om ikke nogle af de spørgsmål der stilles i vores parti havde relevans for andre partier.
Lad os partierne imellem føre debatten mundtligt og skriftligt om mere principielle spørgsmål som for eksempel alternativer til medlemskabet af EU eller parlamentarisk strategi, antimonopolistisk demokrati, det kommunistiske partis rolle.....
Men lad os diskutere i reel respekt for forskelligheder, styrker og svagheder.

Kære venner i KPiD og DKP/ML! Lad være med at tale ned til os. Måske skulle I i stedet ønske jer blot en lille flig af den selvransagelse vi andre gennemfører. Den uafklarethed, som vi har i DKP (blandt andet den forhåbentlig kortvarige usikkerhed om den demokratiske centalisme) kunne være et sundhedstegn!
Det er ikke mit ærinde her at forsvare Birgit Unnerup. Man vil i det kommende nummer af DKP's blad SKUB kunne se, at jeg ikke deler flere af hendes påstande, og at min kritik heraf på nogle punkter falder sammen med Svend Tarps (selvom den er skrevet før).
Men det som, uanset førmarxistisk dialektik og Kant og hvad véd jeg, er Birgits ærinde, er at sætte DKP's beslutningskultur/organisationskultur til debat. Birgit bygger tilsyneladende på nogle personlige erfaringer. Jeg deler dem ikke, men har haft andre, der afspejlede, at ledende kammerater foretrak at forklare politisk uenighed med 'sammensværgelsesteorier' og 'stempler' frem for med en rimelig debat om konkrete spørgsmål og de mere overordnede strategier.
Jeg har hørt tilstrækkeligt mange nuværende og tidligere medlemmer af DKP fortælle om sådanne oplevelser til, at jeg i hvert fald er overbevist om, at der her er et problem i vores debatkultur, som vi skal være opmærksomme på. I øvrigt gælder dette ikke kun danske kommunister. Fænomenet har været kendt i hele den kommunistiske bevægelse siden dens fødsel.

Jeg vil ikke her gå ind i, i hvor høj grad Birgit Unnerup rokker ved kommunisternes teoretiske grundlag, blot støtte hendes opfordring til at lytte til, hvad uenighed om et givet spørgsmål i virkeligheden handler om, så det bliver muligt at fortsætte debatten, også selvom man undervejs træffer forpligtende beslutninger.
Selvom man er meget velbevandret i den dialektiske materialisme og i marxismen-leninismen, kunne det jo være der var plads for forskellige tolkninger af disse teoriers anvendelse i en given situation. Det kunne være, at beslutningsgrundlaget ved at lytte til uenighed og kritik næste gang blev bedre.