Statsministerens ændrede holdning til modstandsbevægelsen og besættelsen må have nogen konsekvenser

fra Horserød-Stutthof Foreningen
Til statsminister Anders Fogh Rasmussen
Der er flere grunde til at vi skriver til dem. For det første Deres udtalelser om modstandskampen og den daværende regeringes samarbejdspolitik med besættelsesmagten. For det andet fordi vor forening nu skal til at søge finansstyrelsen - som er den instans der bevilger støtte til foreningsvirksomhed via tips- og lottomidlerne - om et tilskud til vor forenings arbejde. Og for det tredje fordi vi på det sidste har forstået, at kernen i regeringens politik - hovedparolen om man vil - er 'noget for noget'.
Vi hilser det naturligvis velkomment, at statsministeren, som den første og hidtil eneste Venstre-politiker, fordømmmer den daværende regerings landsskadelige samarbejde med og betingelsesløse politiske underkastelse af besættelsesmagten.

Derimod bryder vi os ikke om Deres forsøg på at sammenkæde besættelsestiden med den amerikanske præsidents krig i Irak. De to ting har kun noget med hinanden at gøre i den forstand, at vi nu igen er vidne til en danske regerings betingelsesløse underkastelse og kryben for en fremmed magt.
Denne sammenkædning undergraver - mildt sagt - troværdigheden af Deres forsinkede kærlighedserklæring til modstandsbevægelsen og efterlader i hvert fald os med en dårlig smag i munden, og en grim mistanke om, at Deres politiske bekendelser måske ikke stikker særlig dybt, men blot skal bruges i en dårlig sags tjeneste. Eller som en gammel modstandsmand udtrykte det: 'Man føler det, som blev man omfavnet af en lommetyv'.

Hermed over til de to sidst nævnte punkter. Vi skal nu igen til at ansøge om økonomisk støtte fra tips- og lottomidlerne. Problemet er, at vi, og for den sags skyld mange andre græsrodsbevægelser - år for år modtager stadig mindre i støtte - nogen får slet ingen ting. I Deres regeringstid er vi kommet helt der ned, hvor vi ikke kan få vor virksomhed til at hænge økonomisk sammen længere.
Nu kan De naturligvis sige, at det ikke er Deres bord. Den må finansministeren tage sig af. Hvorfor skriver I ikke til ham? Og det kunne vi naturligvis også gøre. Når vi ikke gør det, er det fordi, vi har den opfattelse, at det ville gavne græsrodsbevægelserne - og vi betragter os selv som en sådan - om de, på baggrund af regeringens parole om 'noget for noget', lod et par ord falde til finansministeren, så også han forstod, at deres nys udtalte beundring for modstandsbevægelsen og de modige mennesker, som i de fem forbandede år med livet som indsats kæmpede for Danmarks frihed, har krav på en ordentlig behandling - også økonomisk.

Vi mener, der er en gammel gæld, som aldrig er blevet betalt, og da De nu har revideret Deres syn på modstandskampen og besættelsestiden i det hele taget, er det efter vor mening på tide, at man fra den danske stats side, om ikke andet så i det mindst begynder at afdrage på gælden.
Vi ved godt, at penge ikke er alt. Og vi ved bedre end de fleste, at der er forbrydelser, man ikke kan betale sig fra. Det gælder ikke mindst i forhold til vor forenings medlemmer. Den er stiftet af de mennesker, som den danske regering i 1941 lod indfange og fængsle, for siden at lade dem udlevere til nazisterne med efterfølgende deportation til kz-lejren Stutthof. Det tror vi, De forstår.
Så derfor regner vi nu med, at De vil gøre Deres indflydelse gældende, så vi også i 2004 vil være i stand til at fortsætte vort antifascistiske arbejde, nu med en anstændig økonomisk støtte fra den danske stat. Noget for noget, hr. statsminister.