Vi lurede lidt på ham. Æskefest? Han så heller ikke ligefrem ud, som vi forestilledde os, Vorherre holdt sit mandskab uniformeret

Af Kjeld Stenum
Vi skulle grave efter fjernvarmemuffer foran hovedindgangen til én af hovedstadens mindre kirker.
Beskeden var, at ved eventuelle kirkelige handlinger skulle vi ligge stille, mens højtidelighederne foregik, og slukke for pumper og andre larmende maskiner. Mester fik tiden godskrevet, vi gravede ikke på akkord og lavede for vores eget vedkommende hellere for lidt end for meget, blandt andet fordi det var mens det endnu var varmt og ikke sjovt at lave for meget med en skovl.
Sent tirsdag fik vi at vide, at dagen efter skulle der være begravelse, derfor skulle vi indstille arbejdet i en time mellem tolv og eet. Det passede os ikke så godt. I forvejen havde vi middagspause fra tolv til halvet, så vi fik kun en halv time ud af det.

Næste formiddag kom en svedig ubarberet langhåret lømmel i et par shorts og med en broget skjorte hængende løst udenpå og sagde, at de jo skulle have en lille æskefest her til middag, om vi så ikke kunne slukke for trykpumpen til sugespidserne, den stod lige foran kirkeindgangen og larmede.
Det ville ikke vare så længe, højst en times tid, ville han tro.

Vi var lige et smut oppe af hullet, vi stod og fik os lidt koldt til halsen, det var en helvedes varm og vindstille dag, og hullet hvor vi håndgravede som muldvarpe var ikke mindre allerhelvedes varmt og vindstille end resten af byen, det ville være mere rigtigt at sige tværtimod.
Vi lurede lidt på ham. Æskefest?
Han så heller ikke ligefrem ud, som vi forestilledde os, Vorherre holdt sit mandskab uniformeret. Men selvfølgelig lovede vi at slukke pumpen, det var ikke noget problem for os at ligge stille, om det så skulle blive to timer, ja, om det så skulle blive tre.
Bagefter snakkede vi om, om det måske var præsten. Der var ikke rigtigt nogen af os, der havde nogen helt klar fornemmelse af, hvordan sådan nogen ser ud i vore dage. Men vi blev enige om, at det nok snarere var en kordegn eller kirketjener eller klokker eller hvad sådan nogen nu hedder.
Æskefest?

Klokken kvart i tolv kom han og hejste flagene foran indgangsdøren på halv. Nu havde han fået hvid skjorte på, og et par posede sorte bukser, af dem, man somme tider kan få i Aldi til godt firs kroner. Hverken slips, butterfly eller jakke eller noget som helst.
Vi gik hen og slukkede for pumperne, og hvad der ellers larmede. Da han havde sat flagene, kom han hen til os og sagde, at det nok blev væsentligt mindre end en time, det var bare en sølle hjemløs, så der kom nok ikke ret mange. Desuden så havde de bestemt sig til at bruge bagindgangen. Vi sagde o.k., men snakkede lidt om bagefter, at det nok ikke var en Mærsk Mckinney Møller eller en kongelig hofmarskal, som man sådan ville henvise til bagindgangen op til Vorherre.
Et øjeblik efter begyndte klokkerne.

Fra hvor vi arbejdede kunne vi ikke holde øje med kirkens bagindgang, men ret meget før tolv kan det ikke være startet, for klokkerne tav først, da højskolesangen lige før middagsradioavisen var begyndt.
Gravemesteren troede, det var salmesang inde fra kirken. Jeg kunne ikke rigtigt overbevise ham om, at 'Som en rejselysten flåde...' ikke var en begravelsessalme. Han syntes, den passede meget godt. Men det blev vist også den eneste salmesang, den sølle stymper fik, vi hørte i hvert fald hverken orgel eller noget, og det er vist utænkeligt, at man kan befinde sig lige udenfor en kirke, hvor hovedindgangsporten står åben, og ikke høre, når orglet spiller.
Vi satte os til at spise vores mad. Klokken var ikke engang kvarter over tolv, da kirketjeneren kom ud for at stryge flagene. 'Nu kan I godt starte igen,' råbte han til os, idet han gik forbi. 'Der kom så mange mennesker!' Med højre hånds tommel- og pegefinger lavede han et rundt nul, som han holdt frem imod os.

Lidt efter kom rustvognen. Gennem glasruden i siden kunne vi se, at der dog lå en enkelt lille buket på kisten. Men min makker mente at vide, at det var kommunen, der altid gav sådan en buket, når nogen var døde, så det aldrig kom til at se altfor skandaløst ud. Den var altså betalt af vores skattekroner, og der var én i sjakket, der sagde, at det var også iorden.
Jeg ved ikke, hvad jeg synes, jeg synes ikke det er ligemeget med blomster til begravelser, men på en måde var det her noget fis. Den hjemløse var sgu ret ligeglad med den buket, det er jeg temmelig sikker på, og hvor tit havde han ikke stået foran en sagsbehandler og tigget om penge eller tag over hovedet og fået den kolde skulder? Han ville sikkert hellere have haft for en halvtredser bajere fra kommunen, mens han var i live, end en buket på kisten, efter at han var død.
Buketter har man kun ret til at give til nogen, man har været personligt engageret i. Og jeg tvivler meget på, nogen fra kommunen kunne leve op til det kriterium overfor den mand. Det var lige før det var værre med en upersonlig buket fra kommunen end med ingen buket... Undskyld, at vi ikke kunne tage os af dig, mens du var i levende live, til gengæld får du en pæn buket til din begravelse! Nå, pæn og pæn. Også den slags løber jo op, der er trods alt en del hjemløse, der kan gå hen og kradse af i denne budgetperiode. Men en buket i hvert fald.

Men vi holdt stille i hele den time, vi oprindelig var bestilt til. Vi vidste, at mester ville skrive en time på regningen, ligegyldigt hvor kort tid det i virkeligheden havde varet. Og hvis vi gik i gang før timen var gået, var de eneste, der ville være til grin for det, os selv.
Desuden, hvis ikke et jord- og betonsjak kan vise en sølle stymper en sidste respekt og ære, så er verden nok efterhånden så ringe, at der slet ingen er, der kan.