Arbejderaristokratiet er stadig et vigtigt materielt grundlag for de borgerlige arbejderpartier

af Ole S. Larsen, Sverige
Ifølge Martin Jensen bidrager 'Raymond Swing til forvirringen' (16. august) når han omtaler det som Lenin kaldte arbejderaristokratiet (31. juli).
Nedgørende kalder du 'arbejderaristokratiet' for 'den gamle tese'.
Årsagen til 'aristokraternes' priviligerede stilling i de imperialistiske lande, på arbejdspladserne og lønmæssigt er kapitalisternes ønske om at sikre den fortsatte kapitalistiske udbytning ved at splitte arbejderklassen.
Arbejderaristokratiet har været og er stadig et vigtigt materielt grundlag for de borgerlige arbejderpartier og 'aristokratiet' og pamperiet er ikke blevet mindre siden, tværtimod.
Hverken klassekampen, arbejderklassen eller arbejderaristokratiet er 'gamle teser', men er realiteter, ikke mindst i dag.

Den II Internationales førende parti, det tyske SPD, forrådte i 1914 den internationale arbejderbevægelse, da de vedtog at hjælpe deres 'eget' bourgeoisi med at mobilisere og bevilge penge til det som vi i dag kalder den Første Verdenskrig, et imperialistiske blodbad der tog livet af ti millioner mennesker.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord, men imperialister i handling.
I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde 'ansvarligt', ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav, særlig under den kapitalistiske krise.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror.
Når du skriver at...... 'det var denne tankegang, der i mellemkrigsårene, fik de kommunistiske partier til at proklamere kamp mod socialfascismen... Dimitrov påpegede det farlige ved denne taktik, og udviklingen gav ham ret. Splittelsen i arbejderbevægelsen banede vej for de fascistiske diktaturer'.... får jeg indtrykket at du vil gøre kommunisterne medansvarlige for splittelsen af arbejderklassen og at Komintern og Dimitrov kritiserede kommunisterne i Tyskland for at splitte arbejderklassens kamp mod fascismen
Men hvad var det Kominterns generelsekretær Georgy Dimitrov egentlig sagde på kongressen i 1935? (1)
'Betegnende for fascismens sejr er dog netop den omstændighed, at denne sejr på den ene side tyder på proletariatets svaghed, idet dette er desorganiseret og lammet gennem den socialdemokratiske spaltningspolitik og arbejdsfællesskabet med bourgeoisiet...
Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler.'

Igen og igen slår Dimitrov fast, at de socialdemokratiske ledere var hovedårsagen til, at fascismen så 'enkelt' kunne sejre i Tyskland.
Dimitrov: 'Fascismen er fjende af 9/10 af det tyske folk,... på hvilken måde kunne denne værste fjende sejre?
Fascismen kunne navnlig komme til magten, fordi arbejderklassen takket være politikken med arbejdsfællesskabet med bourgeoisiet, som de socialdemokratiske ledere fulgte, var spaltet, var afvæbnet politisk og organisatorisk... Lad millioner af socialdemokratiske arbejdere, der nu sammen med deres kommunistiske brødre prøver det fascistiske barbaris rædsler, alvorligt overtænke følgende: Hvis det østrigske og tyske proletariat i året 1918, da revolutionen brød ud i Tyskland og Østrig, ikke havde fulgt den socialdemokratiske ledelse..., men var gået de russiske bolsjevikkers vej, Lenins og Stalins vej, så ville der i dag ikke eksistere nogen fascisme, hverken i Østrig eller Tyskland...'
Dimitrov udtrykker sig tydeligt og konkluderer:
'Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker'.

Det betyder ikke at kommunisterne ikke begik fejl, hvilket Dimitrov også tager op i Komintern-beretningen, men det havde intet med 'socialfascismen' at gøre.
Derimod var der i den tyske arbejderbevægelse en udbredt opfattelse af at 'Tyskland ikke er Italien'. Man var overbevist om at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland.

Noter:
1) Alle Dimitrov-citater stamnmer fra Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres der blev afholdt i Moskva fra den 25. juli til den 20. august 1935. Komintern omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer. Kommunisterne samlede antal var i 1935 oppe på tre millioner og 140 tusinde. Hele beretning findes i 'Fascismen er fjenden' af Georgi Dimitrov udgivet på forlaget Tiden.