Overvejelserne om en fælles kommunistisk partistiftelse har nu stået på i flere år og diskussionerne er intensiveret det sidste års tid. DKP/ML, KPiD og DKP har fremlagt sine synspunkter i Dagbladet Arbejderen, men i stedet for at få en grundig debat om afgørende politiske emner er det hele endt i en diskussion om den demokratiske centralisme og DKP´s uenighedskultur

af Frank Johannesen, Valby
Samtidig undrer det mig, at ingen af debatørerne har henvist til Lenins lille artikel 'Frihed til kritik og enhed i handling' fra 1906 (Lenin - Udvalgte værker, bind 4, side 175-77). Her betoner Lenin, at princippet om den demokratiske centralisme må praktiseres med frihed til kritik fuldt ud, når som helst og overalt på partimøder og den brede offentlighed, når blot ikke enheden i en bestemt aktion brydes, som når der for eksempel er udskrevet valg. Denne praksis indebar, at partiet kunne fungere og udvikle sig som en 'levende' organisme i overensstemmelse med partiets filosofiske grundlag - den dialektiske materialisme.
Det tragiske var, at Lenins forståelse af den demokratiske centralisme blev fuldstændig forvansket under Stalin, hvor partimedlemmer, der praktiserede 'frihed til kritik' blev personligt forfulgt.

Min erfaring fra 12 års medlemskab af DKP (1979 - 91) er, at partiet indtil sprængningen praktiserede den demokratiske centralisme for snævert efter devisen, at partiet altid har ret, og at mindretallet skal underordne sig flertallet og holde kæft, når der er truffet beslutninger. Særligt kritik af partiets linje i offentligheden var ugleset. Afsmitningen fra Stalins praksis har været en stor ulykke for udviklingen af hele den kommunistiske bevægelse, og jeg er ikke sikker på, at DKP/ML og KPiD fuldstændig har kasseret Stalins afvigelser.
Skal en partisammenlægning blive en succes skal der for det første være en fælles forståelse af den kommunistiske bevægelses historie. For det andet skal der være enighed om partiets politiske program og partiets opbygning.

Svend Erik Christensen fra DKP's landsledelse har i sine indlæg i bladet den 9. september og 26. september skitseret en række debatemner, hvorom der er behov for analyser og afklaring. Heri er jeg enig.
Først og fremmest er der behov for en analyse af udviklingstendenserne i imperialismen, der har udviklet sig til transnational monopolkapitalisme med undertrykkelsesredskaber som IMF og Verdensbanken. Endvidere hvilke konsekvenser denne udvikling af imperialismen har for klasseanalysen og den tilhørende antimonopolistiske strategi som en mellemstation til det socialistiske samfund. Og hvad er et socialistisk samfund og er det overhovedet muligt at indføre socialisme i ét land?
Med så påkrævede analyser og afklaringer virker det som en virkelighedsflugt at prioritere spørgsmålet om den demokratiske centralisme - en prioritering, der mest minder om eventyret om kejserens nye klæder.